Led de unge mænd, som du leder deres veninder

»Jeg forstår ikke helt, hvorfor de ikke kan klare mosten?! Det kunne vi andre da, dengang vi var unge.«

Spørgsmålet har jeg hørt i forskellige varianter fra mange ledere de seneste år, og det afspejler, hvor stor en udfordring det i dag er at lede de unge generationer. Jeg har imidlertid også bemærket, at det desværre ikke altid er et ægte spørgsmål, der bliver stillet, men at det mere er et udtryk for en frustration over, at generation Z (født mellem 1995-2010) ikke vil arbejde under de samme vilkår, som lederne selv gjorde, da de var unge.

Her er noget, du skal forstå: Skal du være en god leder for de unge, handler det ikke om, hvordan de skal lære at klare mosten. Det er nemlig selve mosten, der er problemet.

Arbejdsmarkedet er i årevis blevet udfordret af unge kvinder, som når de blev mødre, insisterede på bedre arbejdsvilkår, der gjorde det muligt at have både en velfungerende karriere og et balanceret fritids- og familieliv. Det har affødt mange undersøgelser og udtalelser om, at kvinderne ikke for alvor var parate til at ofre det, der skulle til for at gøre karriere.

På den måde blev problemet bekvemt parkeret i kønsdebatten. Men det er ikke længere muligt. For nu vil de unge mænd heller ikke længere acceptere de arbejdsvilkår, som en traditionel progressiv karriereudvikling har krævet. Fordi de vilkår ganske enkelt gør folk syge.

Deloitte laver hvert år deres Millenial Survey, som har fokus på de unge, og i år viser den, at over halvdelen af de adspurgte havde været hjemme på grund af stress og angst. Kun halvdelen af disse turde sige hvorfor til deres leder! 41 procent føler sig stressede hele tiden og – det her er det værste; hele 40 procent føler sig udbrændte.

Vi taler om mennesker, der har været under 10 år på arbejdsmarkedet! Derfor er det ikke så underligt, at det, de unge ifølge undersøgelsen søger, er ledere, som prioriterer trivsel højere end god løn, stort ansvar, jobsikkerhed og progressiv karriereudvikling. Sagt med andre ord, så synes de, at en leder er god, når denne er kompetent inden for mental sundhed og kan forebygge, tale om og håndtere problemerne. Den forventning går på tværs af køn.

For som du nok har opdaget, står vi nemlig midt i en kønsrevolution, som for ganske få år siden mest var centreret om, hvordan piger og kvinder skabte sig nye pladser i samfundet og fik en højere status. Men de senere år har især de unge Z’er-mænd gjort sig bemærket i både medierne og på arbejdspladserne, fordi de ønsker at leve under andre regler, end deres fædre gjorde.

Sara Louise Muhr er professor indenfor organisationsforskning på CBS og forfatteren til bogen ”Ledelse af køn”, som baserer sig på 150 dybdegående interviews med mellem- og topledere. I bogen citerer hun blandt andre ’Mads’, der arbejder i en stor organisation og er udnævnt til at være en såkaldt rising star:

»Det føles nogle gange som et fængsel, som noget, jeg ikke kan slippe væk fra. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en kvinde – eller blev syg – så jeg bare kunne slippe ud af det, slippe væk. Men jeg kan ikke gå op til min chef og sige, at jeg ikke vil mere. Han regner jo med mig. Hvad skal jeg sige? At jeg faktisk bare har lyst til at være sammen med mine unger. Han vil jo grine mig lige op i mit åbne ansigt.«

Muhr fortæller, hvordan mange af de unge mænd i revisions-, konsulent- og advokatbranchen, som siges at være nogle af de mest kompetitive brancher, oplever, at de lever i et karrierefængsel, og at det er initieret af, at de er mænd. Med andre ord bliver deres mandlige krop en karriereskæbne, som er ufri og alt for domineret af værdier, som de ikke selv ønsker at have, men som de føler sig tvunget til at leve ud.

Det, de ønsker, er at kunne leve både deres professionelle ambitioner ud og præstere på højt niveau og samtidig være et helt menneske, hvor der også er tid og plads til deres nære relationer og ikke mindst deres emotionelle verden. Hvilket igen passer fint med det, som de unge ifølge Millenial Survey kræver af en leder, nemlig én der forstår og anerkender hele deres liv og ikke bare deres præstationskraft.

De unge mænd køber altså ikke længere per automatik ind på en traditionel vertikal karriereform. For selvom de gerne arbejder mange timer om ugen, vil de det kun i perioder (så farvel til den traditionelle partnermodel, hvor det ræs varer i mindst 15 år, før man har opnået målet), og de klassiske frynsegoder i form af store biler, højere løn og en partner-chefstilling i fremtiden har slet ikke samme tyngde og tiltrækningskraft, som det havde for bare 10 år siden.

Med andre ord ønsker de unge mænd ikke at følge i deres fars karrierespor, men meget hellere deres mors, eller – endnu bedre – deres veninders. Målet er en langt mere balanceret livsstil, hvor der både er plads til et meningsfuldt arbejde og nære relationer, som også inkluderer en nær relation til sig selv.

For nylig blev en tv-serie om unge mænds dynamikker lanceret af den unge succesfulde instruktør, Jonas Risvig. Den har titlen Drenge og er faktisk et perfekt crashkursus i, hvordan du som mandlig leder både skal og ikke skal lede de unge mænd. For mens skuespiller Dar Salim fremkalder en fuldendt farskikkelse fra helvede, der spejler, hvordan en internaliseret ekstrem toksisk maskulinitet udleves, formår sønnen at skabe gensidigt forpligtende relationer. Ikke mindst baseret på en vilje til at være både mere balanceret og grundlæggende menneskelig i verden – og hans kamp for ikke at adoptere farens værdier, men i stedet følge sine egne følelser, er smukt beskrevet og meget aktuelt.

Instruktøren Jonas Risvig er selv et godt eksempel på en ung mand, der viser, hvad det er, de unge mænd søger i et lederskab i dag.

Risvig har udtalt, at serien er inspireret af hans egen ungdom i Silkeborg, hvor han de første mange år opførte sig langt mere som faren gør, end som sønnen gør i serien. Han var lederen af det, han kalder for ulveflokken. Som han udtaler i et interview i Berlingske: »Det, jeg fortryder mest, var min egen måde at behandle de andre drenge på. Jeg har presset andre til at følge med i mit, vores, tempo. Jeg skulle have været bedre til at spørge til, hvordan andre havde det. Jeg skulle også have været bedre til at spørge ind til det åbenlyse.«

Det var først, da han lærte sin kæreste at kende, at han opdagede, hvor dysfunktionel en måde det var at være sammen på. Og i dag har han og drengevennerne et helt andet venskab, nemlig et, hvor de bygger hinanden op i stedet for at ødelægge hinanden.

Jonas Vingegaard er et andet lysende eksempel på den unge generations mænd, der forstår værdien af at sætte sig ambitiøse mål og præstere det ypperste, men som samtidig hjælper sin konkurrent, når denne er styrtet, og som meget tydeligt viser, at han lægger vægt på at opretholde nære relationer til sin partner og barn og på at have balance i sit liv ved blandt andet ikke at deltage i Post Danmark Rundt eller VM efter at have vundet Touren, fordi han var brugt op.

Den 22. september vandt en anden komet, nemlig Tobias Rahim, hovedprisen i P3 Guld. Han var den eneste nominerede til prisen, hvilket aldrig er sket før, men han dukkede ikke selv op og tog imod den. For et par dage tidligere havde han fået et angstanfald, hvilket han sagde helt uden omsvøb. »Tobias Rahim er to meter høj og hugget i granit – og samtidig følsom og poetisk. Hans sange er lige så sammensatte, som han er, og vi kan spejle os selv i teksterne og musikken,« lød det fra juryen i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Det er præcis denne sammensathed, som ledere af unge mænd med fordel kan give plads til både inde i sig selv og hos deres unge mandlige medarbejdere for at nå dem.

For mænd er (naturligvis!) også følsomme sjæle, der har brug for gode relationer, anerkendelse, tilhørsforhold og omsorg for at kunne præstere og skabe stærke resultater, som bringer fællesskabet fremad. Hvilket ledere ifølge min erfaring oftere forventer, at unge kvinder har brug for og kræver af deres leder.

I bund og grund er det dog ikke spor mærkeligt, for det, som de unge mænd i dag helt enkelt insisterer på, er retten til at være menneskelig. Og ved man ikke lige, hvordan man inkarnerer det i sit lederskab, kan man begynde med at spørge sig selv: Hvordan har jeg selv lyst til at blive behandlet af min leder?