Hvornår er sexchikane ok? Tak de unge for, at vi alle kender svaret

»Jeg troede det var min skyld. Jeg troede jeg havde sagt noget. Gjort noget. Et eller andet, siden han troede, at det var okay at gøre sådan«.

Ordene er Therese Philipsens. Den tidligere journalist og studievært på TV2, som er blandt de kvinder, der modigt trådte frem og fortalte om krænkelser på tv-stationen i dokumentaren Metoo - Sexisme bag skærmen. Krænkelserne var så hårde, at Therese Philipsen endte med at gå så længe med tankerne om, at det var hendes egen skyld, at hun til sidst var tæt på selvmord.

Hvordan ville du have det, hvis det var en af dine medarbejdere, der var blevet krænket, og fortalte sådan? Du ville sandsynligvis være dybt chokeret og tage afstand fra krænkerne.

Men hvad ville du gøre ved det?

Og hvad ville du gøre, hvis det var en af dine lederkolleger, eller din chef, som var krænkeren?

Hvis du ikke ved, hvad du skal svare på disse spørgsmål, anbefaler jeg dig at bruge resten af december måned til at få styr på det. Ignorance eller manglende omhu i denne sammenhæng vil nemlig være fuldstændig uacceptabel i 2022.

Handlingerne bag ordene i TV2-dokumentaren er uhyggelige, og at sådan noget overhovedet kan ske, er så vanvittigt, at man næsten ikke forstår det. Men mange lignende overgreb er sket, og sker stadig på andre arbejdspladser, og lederne er de eneste, der for alvor kan ændre kulturen væk fra det. 

Skrupelløs ledelse

Det var som bekendt Sofie Linde, der i august 2020 satte gang i anden bølge af #metoo herhjemme. Som blev fulgt af én lang styrtsø af hændelser og vidnesbyrd, der viste det tragiske omfang af det ledelsessvigt, som lå bag alle sagerne. 

Det gik og går naturligvis mest udover de direkte ofre. Men faktisk gør det alle medarbejdere til ofre, fordi de er tvunget til at leve i et afstumpet miljø, hvor mennesker anses for at være en teknisk ressource, som ledelsen ejer på alle parametre og kan bruge efter eget forgodtbefindende. Derfor handler det også om frygt, magtmisbrug, respektløshed og en generel dehumanisering af medarbejderne. 

»Tiden var en anden dengang…..«

Læser og hører man sig igennem de anklagedes forsvar, bliver det ofte koblet op på forestillingen om, at ”tiden var en anden dengang”. Men det argument er så pinagtigt forkert af to årsager: 

1. Hvornår har sex-chikane været okay? Nej, nemlig – ALDRIG! 
2. Størstedelen af mændene og lederne ”dengang” udøvede IKKE sex-chikane. 

Det absurde forsvar afslører afsenderens skrupelløshed. For uanset hvilken tid vi end lever i, er det naturligvis aldrig i orden, at du, som leder, møder en medarbejder, hvis arbejdsliv du holder i dine hænder, med nogen form for chikane eller sexisme. Tværtimod skal du sørge for, at sådan en opførsel er lige så utænkelig og uacceptabel, som fx underslæb eller fysisk vold. Og samtidig skal du, som leder, naturligvis gå forrest og sætte standarderne for en kultur, hvor transparens, klare værdier, gensidig respekt og helt almindelig menneskelighed skaber plads til, at medarbejderne klart kan sige fra over for de uretfærdigheder og uværdige behandlinger, som momentant måtte forvilde sig ind på arbejdspladsen. 

Derfor er det de unge, der går forrest

Det er ikke tilfældigt, at det var en ung kvinde, der satte gang i denne bevægelse. De unge generationer er nemlig blevet opdraget af forældre, der i større omfang har lagt hierarkiet ned i familien, og i stedet har ønsket at have et ligeværdigt og gensidigt kærligt og respektfuldt forhold til deres børn. Det har trænet de unge til at forvente en helt grundlæggende ordentlig behandling på arbejdspladsen af deres ledere og kollegaer. Og derfor gør de oprør imod det, hvis det modsatte sker. 

Denne hierarkiløshed medfører også, at de unge ikke anser den gammeldags form for magtudøvelse, som naturlig. Endsige respekterer den. 

Magt skal bruges til at skabe mening og helst også forandre verden mod en bedre tilstand. Misbruges magten til personlig vinding eller fordel, finder de unge meget lettere sammen end tidligere, mod dette magtmisbrug, og gør i fælles front oprør mod det. For eksempel ved at gå offentligt ud med det. Blandt andet fordi de udover ligeværdighed, også er trænet i at bruge medierne til at løfte deres stemme. 

Alle ledere bør takke de unge for, at de har haft modet til at gå forrest i denne kulturændring mod mere menneskelighed og større psykologisk tryghed. Til gengæld kan de ældre generationer takke sig selv for, at de har haft modet til at opdrage deres børn til netop ligeværdighed, autenticitet og mod til at tage det menneskelige opgør, som tydeligvis har været så nødvendigt. 

Som leder kan du derfor stille dig selv det sidste spørgsmål op til 2022, som kan hjælpe dig til at blive mere fremtidssikret: Hvordan og hvor meget lytter du til de unge i din organisation?