Herrelandsholdets træner, Kasper Hjulmand, er kåret til Årets Leder 2021.
»Når jeg lykkes, er det alle omkring mig, der lykkes«, siger Kasper Hjulmand, der her fejrer VM-kvalifikationen med sine spillere og stab efter kampen mod Østrig. Foto: Anders Kjærby, fodboldbilleder.dk
ÅRETS LEDER 2021

Kasper Hjulmand: »Ledelse er en holdsport for mig. Jeg er intet alene«

25. november 2021

Som barn lærte Kasper Hjulmands udviklingshæmmede lillebror ham at finde skjulte ressourcer og værdifulde egenskaber i alle mennesker. I dag har han sammen med landsholdet skabt en kraftfuld fortælling om værdien af sammenhold, tillid og brutal ærlighed - og et følgeskab så stærkt, at hans spillere og stab siger, at de ’vil dø’ for ham. Derfor kan Kasper Hjulmand i dag kalde sig Årets Leder 2021.

Gå til Action card

Da Kasper Hjulmand for nylig sejlede med Molslinjen til Jylland, kom tre andre passagerer hen for at snakke med ham.

De bad ikke landsholdstræneren om autografer.

Faktisk ville de slet ikke snakke fodbold med ham.

De ville snakke ledelse.

»De nævnte eksempler på nogle af de ting, som jeg bruger i min ledelse, som de selv overvejede at tage op. Noget af det var de allerede i gang med, og det havde vi en rigtig god snak om,« fortæller Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Jeg synes, at det var helt fantastisk, at det var det – og ikke Kasper Dolbergs scoring – de ville snakke om, for ledelse handler jo om mennesker. Om hvordan vi kan lære at forstå hinanden, hvordan vi kan skabe følgeskab og sammen få opnået nogle af de ting, der er vigtige i verden.«

Det tilfældige møde på Molslinjen indkapsler meget præcist, hvorfor Kasper Hjulmand i dag kan kalde sig Årets Leder 2021.

En pris, han ifølge juryen har fået, fordi han er ’et forbillede inden for ledelse’, der formår at ’skabe begejstring og følgeskab’ og som er ’lykkedes med at få hele nationen med sig, ikke bare med flotte resultater på fodboldbanen, men med en positiv og ambitiøs fortælling, der tapper direkte ind i vores allesammens værdier’.

Overraskelse af Årets Leder

Tillykke! Du er Årets Leder 2021

»Du formår at spille på hele ledelsesklaviaturet – fra den store vision, der sætter retningen, til den lille detalje, der kan vinde kampen. Og du får det allerbedste ud af alle dine medarbejdere,« som Ledernes direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, udtrykte det, da hun overrakte prisen til landstræneren.

Kasper Hjulmand selv er både stolt og beæret over at blive kåret til Årets Leder:

»Det betyder fantastisk meget for mig, og jeg bliver meget rørt over det. Men jeg modtager prisen på vegne af rigtig mange mennesker. For det første spillerne og hele den stab, vi har omkring vores fantastiske landshold, men også hele fodbold-Danmark,« siger Kasper Hjulmand.

Selv om Kasper Hjulmand er chefen og også godt kan skære igennem, når der er brug for det, opfatter han i bund og grund ledelse som en kollektiv disciplin:

»Jeg gør ingenting alene. Jeg er intet alene. Og jeg mener, at ledelse handler om at få mennesker til at finde en fælles rytme eller takt og arbejde sammen hen imod et mål, en fælles drøm eller en vision. Ledelse er en holdsport for mig. Når jeg lykkes, er det alle omkring mig, der lykkes,« siger han og tilføjer: »Men jeg kender mit ansvar, og nogle gange er man alene. Det er grundlæggende mit ansvar, og det har jeg det fint med.«

Succes uden sidestykke

Og man kan roligt konstatere, at både Kasper Hjulmand – og holdet - er lykkedes.

Mange var ellers skeptiske, da ’fodboldromantikeren’, som han lidt spydigt blev kaldt i pressen, tog over efter Åge Hareide i sommeren 2020.

Kasper Hjulmand overtog et hold, der vandt næsten alle kampe, men ikke rigtig formåede at begejstre publikum. Alligevel var det langt fra alle, der havde fidus til den unge idealistiske træner, der godt nok havde vundet mesterskabet med FC Nordsjælland imod alle odds, men som efterfølgende blev fyret som cheftræner i tyske Mainz 05 efter kort tid.

Men Kasper Hjulmand havde en plan. Inden han begyndte i jobbet, konsulterede han politikere, erhvervsfolk, folk fra kulturens verden og kolleger fra idrætten, og fik formuleret en vision for holdet og nogle kerneværdier, som holdet skulle udtrykke på og uden for banen.

Det er i den grad lykkedes.

I dag står Kasper Hjulmand i spidsen for en succes og en fortælling, der savner sidestykke i moderne dansk fodboldhistorie. Landsholdet har vundet danskernes hjerter tilbage og spiller ikke alene fejende flot fodbold og vinder kampe; holdet har også udtrykt klare holdninger til sammenhold, bæredygtighed, diversitet og LGBT+-rettigheder.

Kasper Hjulmand selv har vist sig som en rollemodel for alle andre ledere med sine ledelsesdogmer, der både skaber resultater og har et menneskeligt ansigt. Han har dermed i sjælden grad sat ledelse som disciplin på dagsordenen.

»Det følgeskab og den tæthed, der er imellem os omkring landsholdet, er noget af det allersmukkeste og allerstærkeste, der findes,« siger Kasper Hjulmand - her indfanget efter landskampen mod Østrig, hvor herrelandsholdet kvalificerede sig til VM i Qatar. Foto: Anders Kjærby – dbufoto.dk 

Simon Kjær: Han forlanger det maksimale

For at komme ind til kernen af, hvad det er, Kasper Hjulmand repræsenterer som leder, og hvordan han gør i praksis, har Lederstof.dk talt med en række af Kasper Hjulmands nærmeste venner og medarbejdere fra staben og spillertruppen.

De tegner et billede af en ekstraordinært dygtig leder, der både rummer en dyb fodboldfaglighed og en menneskelig og rummelig ledelsesstil. Men også et billede af en uhyre ambitiøs og af og til voldsomt utålmodig leder, der ikke altid forstår, at ting nogle gange tager tid. Og som stiller ekstremt høje krav til sine omgivelser og sig selv.

Landsholdets anfører Simon Kjær, der er Kasper Hjulmands forlængede arm på fodboldbanen, tilskriver Kasper Hjulmand en stor del af æren for, at landsholdet lige nu rider på en bølge af succes og har genfundet folkets kærlighed og respekt. Og han har dyb respekt for Kasper Hjulmands professionalisme, ærgerrighed og gode fodboldhoved.

»Han er en mand, der er fuldt dedikeret, en mand, der vender hver en sten og forlanger det maksimale. Men samtidig er det vigtigt for ham, at vi har det godt, at gruppen har det godt, og at vi trives. Det er der, han har haft den største impact for mig og – tror jeg også – for holdet,« siger Simon Kjær og tilføjer: »For Kasper overskygger mennesket bag alt andet. Han tager sig af individet bag fodboldspilleren og prøver på at få det bedste ud af hver enkelt og samtidig sætte det sammen som et hold. Det er ikke altid lige simpelt.«

Herrelandsholdets træner, Kasper Hjulmand, er kåret til Årets Leder 2021.

Kasper Hjulmand, f. 1972

Bachelor i idræt fra Københavns Universitet

Aktiv karriere i Randers FC, Herlev og B93. Stoppede som 26-årig efter flere skader

Bosat i Allerød og gift med Vibeke. Parret har tre børn

Karriere

  • 2020-: Landstræner for Danmark
  • 2016-2019: FC Nordsjælland, cheftræner
  • 2014-2015: Mainz, cheftræner
  • 2011-2014: FC Nordsjælland, cheftræner
  • 2008-2011: FC Nordsjælland, first team coach
  • 2006-2008: Lyngby, cheftræner
  • 2003-2006: Lyngby, ITU-træner
  • 1999-2003: Lyngby (U18)
Fold ud

Spillere og stab ’vil dø for ham’

Flemming Pedersen, der er træner i FC Nordsjælland og en af Kasper Hjulmands nære venner, siger, at alle, som arbejder under Kasper Hjulmand, ’også vil være klar til dø for ham’.

»Det, som andre ledere kan lære af Kasper Hjulmand, er det med at tage sig af hele holdet, tage sig af alle medarbejdere og behandle alle ligeværdigt. Det, synes jeg, er en kæmpestor kvalitet. Og så er der også hans kommunikative evner: Han er tydelig, han er ekstremt troværdig, og der er altid stor overensstemmelse mellem det, han gør, og det, han siger,« siger Flemming Pedersen.

Chefen for landsholdets sundhedsstab, fysioterapeut Morten Skjoldager, fremhæver, at Kasper Hjulmand ser det som en styrke, at der er så mange forskellige personer omkring holdet.

»Kasper er god til at skabe et miljø omkring holdet, hvor der er plads til at være rigtig målrettet – vi er meget sultne for at skabe resultater – og hvor der samtidig er plads til at være nærværende og oprigtig i sin kommunikation, og hvor man kan være den, man er som person.«

Kasper Hjulmand mener selv, at hans syn på ledelse som en holdsport – og hans menneskesyn i det hele taget – kommer fra hans opvækst i Auning i Jylland. Men især fra hans lillebror Simon, der er udviklingshæmmet.

»Der er ingen tvivl om, at det at have været storebror til Simon har hjulpet mig til at se dybe kvaliteter i alle mennesker. Simon udviklede sig ikke helt som min søster og mig, men han havde nogle andre og meget stærke kompetencer og menneskelige kvaliteter,« siger Kasper Hjulmand.

Han er den dag i dag forundret over, at hans lillebror som 18-årig fik invalidepension og blev ’passiviseret’, selv om han – i Kasper Hjulmands optik – havde masser af kompetencer og ressourcer, der kunne være brugt meget bedre.

»Jeg tror, at det er derfor, jeg begyndte at tænke over, hvordan vi ser på hinanden og det potentiale, vi har. Men også hvordan vi nogle gange dømmer mennesker for hurtigt og ikke får øje på de mange lag og det potentiale, der kan være,« siger Kasper Hjulmand.

For ham er kernen i hans lederrolle at få mennesker med meget forskellige kompetencer, egenskaber og personligheder til at arbejde sammen.

»Noget af det vigtigste ved at skabe retning er at skabe følgeskab for folk. At vi ser noget foran os, som vi sammen arbejder henimod. Det følgeskab og den tæthed, der er imellem os omkring landsholdet, er noget af det allersmukkeste og allerstærkeste, der findes,« siger Kasper Hjulmand.

»Når man drømmer stort og gerne vil have befolkningens opbakning og entusiasme, skal man pinedød gøre alt, man kan,« siger Kasper Hjulmand. Foto: Christian Als

Det er ok at vise følelser

Både indadtil og udadtil er Kasper Hjulmand blevet kendt som en leder, der ikke går af vejen for at vise følelser.

Efter Christian Eriksens kollaps ved EM-slutrunden i sommers mødte danskerne og resten af verden en landstræner, der hudløst ærligt og med stor sårbarhed satte ord på både egne og spillernes følelser.

Ifølge landsholdsspilleren Mathias Jensen var det vigtigt, at Kasper Hjulmand gav spillerne lov til at være sig selv og vise chok og sorg.

»Det var en svær situation at stå i for Kasper, men jeg synes, at han klarede det exceptionelt, og han var over for os meget opmærksom på, at vi ikke skulle holde noget tilbage. Det var ok at være ked af det, og det var ok at vise sine følelser, og vi skulle ikke være bange for at vise hele Danmark, hvem vi var. Det, synes jeg, var fedt,« siger Mathias Jensen og tilføjer:

»Han har også selv været så meget sig selv, som han overhovedet kan, og jeg tror også, at det er derfor, danskerne er vilde med landsholdet i øjeblikket.«

At turde vise følelser og i det hele taget insistere på at vise, hvem han er, er helt centralt for Kasper Hjulmand selv, siger Christian Nørkjær, der som chef for herrelandsholdet tager sig af alt det praktiske og administrative uden for banen.

»Kasper tør vise sårbarhed og følelser, men han kan også være hård, når det er det, det kræver. Jeg tror i virkeligheden, at det er det, vi skal kunne som moderne ledere. Vi skal turde vise, hvem vi er, og det er Kasper eksponent for,« siger Christian Nørkjær.

»Jeg græder ikke hver dag«

Kasper Hjulmand siger selv, at han ikke ved, hvor det kommer fra, men at det er en helt grundlæggende livsfilosofi for ham at tro på vigtigheden i at være sig selv.

»Det er er ok at reagere, som man gør. At være det, man nu er. Og at have de følelser, man har. Du kan ikke undertrykke de følelser. Jeg kommer i hvert fald med det, jeg har. Og det, jeg er. Med alle mine fejl og mangler, men også med al min styrke. Og så må man se, om det er godt nok. Uanset hvad, er jeg ikke bange for at vise, hvem jeg er,« siger Kasper Hjulmand.

Faktisk mener han, at al god ledelse handler om at finde ud af så meget som muligt om sig selv.

»Hvem er du? Hvad tror du på? Hvilke værdier står du på? Hvad er vigtigt for dig? Du skal kende svarene på de spørgsmål, før du kan levere ærlig og autentisk ledelse i de situationer, du kommer i,« siger Kasper Hjulmand.

Han er også helt afklaret i forhold til at lufte både følelser og sårbarhed over for spillere og stab – eller som tilfældet var i sommers – over for hele fodboldverdenen.

»Det er jo ikke sådan, at jeg græder hver dag, når jeg er sammen med min stab og mine spillere, dem, jeg leder. Jeg kan også være en hård banan, men jeg har fundet ud af med mig selv, at jeg har dyb respekt for dem, der er sig selv, og som ikke er bange for at vise, hvad de føler. Og det er også det, jeg selv gør,« siger Kasper Hjulmand.

Ifølge anfører Simon Kjær har den nye – og af og til også meget følelsesladede – kommunikation, som Kasper Hjulmand praktiserer som leder, ændret spillernes egen måde at håndtere presse og offentlighed på.

»Kasper er en sindssygt ærlig person og en meget direkte person i hans form for kommunikation. Det er ham, der er chefen, det er ham, der bestemmer, og når han går den vej, så følger vi selvfølgelig trop,« siger Simon Kjær, der oplever, at der i dag står en helt anden form for respekt omkring holdet og spillerne:

»Den eufori og stemning, der har været siden EM, er Kasper fantastisk til at tage hånd om, og han bruger meget energi på at tale med os om, hvordan vi skal håndtere det.«

»Jeg er naiv på den måde, at jeg har valgt at tro på, hvad folk siger. Jeg ved godt, at det gør mig sårbar. Og jeg har masser af eksempler på, at folk har haft en anden dagsorden og ikke har fortalt sandheden. Men jeg har altså valgt, at jeg ikke vil gå rundt og tvivle på, hvad folk siger,« siger Kasper Hjulmand. Foto: Ritzau Scanpix

X-factor og meget høje krav

Jan Laursen, der kender Kasper Hjulmand indgående fra FC Nordsjælland, hvor han i dag er bestyrelsesformand, mener, at en af Kasper Hjulmands største styrker som leder er hans enorme drive og engagement.

»Han kan skabe energi og sætte en retning, og så kan han kommunikere og formulere sin vision. Og så må man give ham, at han har noget X-factor,« siger Jan Laursen.

For Christian Nørkjær, der også har arbejdet sammen med Hjulmand tidligere i karrieren, er den største ændring i Kasper Hjulmands ledelsesstil i forhold til, da han var helt ny i faget, at han er blevet bedre til at lytte. Og så han er blevet meget mere nysgerrig på, hvad andre har af meninger og holdninger. Men landstræneren stiller også høje krav.

»Han har en utrolig ærgerrighed, som nogle gang også kan være udfordrende, fordi han stiller store krav til sig selv, men også til sine omgivelser. Men der er altid et menneske og en masse følelser og omsorg bag.«

Kasper Hjulmand erkender blankt, at han stiller store krav til sine omgivelser.

»Det er nok der, hvor der er nogen, der tager lidt fejl, når de beskriver, hvor venlig, sårbar og imødekommende jeg er. Man skal ikke tage fejl af, at jeg stiller ekstremt store krav. Jeg kan også blive meget sur og hidsig på folk, der drømmer stort, men ikke vil gøre noget ved det eller ikke vil levere det hårde arbejde, der skal til, for at få drømmene til at gå i opfyldelse. Når man drømmer stort og gerne vil have befolkningens opbakning og entusiasme, skal man pinedød gøre alt, man kan,« siger Kasper Hjulmand.

Forudsætningen for at kunne stille de hårde krav, er – understreger han – et trygt miljø.

»Med ubetinget støtte, ubetinget kærlighed og ubetinget tryghed kan vi presse hinanden meget mere til at få det bedste ud af hinanden.«

Landstræneren har selvfølgelig en afgørende rolle for landsholdet. Men han er ikke topchef. I DBU er der direktører over ham og andre chefer på linje med ham. Han er altså mellemleder, hvilket han også tydeligt står ved. Og landsholdschef Christian Nørkjær lægger ikke skjul på, at træneren er en krævende en af slagsen.

»Hvis man skal beskrive Kasper som mellemleder, så tror jeg, at han er en meget udfordrende mellemleder. Han stiller krav til sin ledelse og stiller spørgsmål til de ting, der foregår, men jeg synes også, at han kan være med til at følge en linje og forstå de store perspektiver,« siger Christian Nørkjær.

Kasper Hjulmand medgiver gerne, at tålmodighed ikke er en af hans største lederdyder. Og at han er en af de mellemledere, der udfordrer de chefer, der sidder en tak højere oppe.

»Udfordrende er nok mildt sagt. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke er nem at have med at gøre. Men jeg tror på, at dine styrker også er dine største svagheder. Jeg er helt sikkert meget utålmodig og skubber på, hvis jeg synes, at cheferne over mig skal gøre noget hurtigere. Det kan være en styrke, men det kan helt sikkert også blive for meget. Jeg arbejder meget på at blive bedre til at finde ud af, hvilke kampe jeg skal tage,« siger Kasper Hjulmand.

»Jeg modtager prisen som Årets Leder på vegne af rigtig mange mennesker. For det første spillerne og hele den stab, vi har omkring vores fantastiske landshold, men også hele fodbold-Danmark,« siger Kasper Hjulmand. Foto: Anders Kjærby – dbufoto.dk 

De skjulte helte findes i enhver organisation

Et af de ledelsesprincipper, som Kasper Hjulmand ofte har italesat, handler om ’de skjulte helte’, altså de personer omkring landsholdet, der ikke bliver hyldet på banen, men som landstræneren ser som helt ligeværdige medlemmer af holdet og som en afgørende faktor for holdets succes.

Og det er ikke kun tomme ord, fastslår en af dem, chefen for landsholdsets sundhedsstab, fysioterapeut Morten Skjoldager.

»Kasper formår at samle hele holdet. Både de spillere, der præsterer på banen, men i høj grad også de stabsfunktioner, der er omkring holdet, er vigtige for ham, og han er tydelig i sin ageren og god til at sætte mål for os alle sammen. Jeg er stolt over at være en del af det set-up, han har omkring sig,« siger Morten Skjoldager.

Landsholdsspiller Mathias Jensen er helt enig:

»Der er en masse mennesker omkring spillerne - ledere, fysioterapeuter og kokke - som gør alt for, at vi kan præstere. Det skal bestemt ikke undervurderes, hvor meget det betyder,« siger Mathias Jensen.

For ven og trænerkollega Flemming Pedersen er det en af Kasper Hjulmands helt store kvaliteter, at han tænker på hele holdet.

»Alle de folk omkring ham, som han er leder for, behandler han ligeværdigt og med lige stor opmærksomhed,« siger han.

For Kasper Hjulmand er det helt afgørende, at alle medarbejderne omkring ham skal føle sig som en del af holdet.

»De skjulte helte findes i enhver organisation. Det er måske ikke dem, der tager stikket hjem eller tager den sidste ordre hjem, men det er dem, som sørger for, at de andre kan præstere. Min opgave som leder er at fremhæve de skjulte helte og sørge for at give lys på det, de præsterer. Min stab gør en kæmpe indsats, men får ikke samme opmærksomhed i pressen som spillerne,« siger Kasper Hjulmand.

Skåret ind til benet handler det for Kasper Hjulmand som leder om værdien af fællesskab og teamwork.

»Jeg er dybt afhængig af andre mennesker, og af, at der er nogen, der tror på mig. Og sammen med de mennesker, jeg har omkring mig, er jeg fuldstændig afhængig af, at vi kan få tingene til at fungere sammen,« siger Kasper Hjulmand.

Vil gerne siges imod

For Flemming Pedersen er det en meget vigtig lederegenskab hos Kasper Hjulmand, at han forventer, ja faktisk forlanger at blive sagt imod af sine nærmeste.

»Han er dygtig til at få samlet en stab, som ikke kun er loyal, men også kan give ham modspil. Han vil meget gerne diskutere og er nysgerrig og kræver modspil af sin stab,« siger Flemming Pedersen.

»På det menneskelige plan er han en træner, som inddrager truppen. Han lufter sine ideer og vil gerne have input fra spillerne også. Det er ikke kun den måde, han ser tingene på, der er rigtig,« lyder det fra Mathias Jensen.

For Kasper Hjulmand er ønsket om modspil og kravet om gensidig ærlighed to sider af samme sag. Han praktiserer selv, hvad han betegner som ’brutal ærlighed’, og forventer at få det samme retur.

»Jeg er naiv på den måde, at jeg har valgt at tro på, hvad folk siger. Jeg ved godt, at det gør mig sårbar. Og jeg har masser af eksempler på, at folk har haft en anden dagsorden og ikke har fortalt sandheden. Men jeg har altså valgt, at jeg ikke vil gå rundt og tvivle på, hvad folk siger,« siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Både spillere og stab ved, at det jeg siger, det mener jeg også. Og jeg forventer det samme fra dem«.

Til gengæld falder hammeren hårdt, hvis han opdager, at folk lyver for ham.

»Jeg kan cutte mennesker på et sekund, hvis jeg oplever grundlæggende uærlighed,« fastslår Kasper Hjulmand.

Herrelandsholdets træner, Kasper Hjulmand, er kåret til Årets Leder 2021.
»Jeg ser mig selv som fodboldhåndværker. Jeg elsker mennesker, og jeg elsker ledelse, men jeg har en grundlæggende passion for selve spillet, for fodbolden,« siger Kasper Hjulmand, der her omfavner den belgiske angriber Romelu Lukaku efter EM-kampen i Parken i sommers. Foto: Ritzau Scanpix

»Jeg er svær at banke ned«

Alle dem, der kender Kasper Hjulmand, påpeger samstemmende, at der trods Hjulmands formelle rolle som mellemleder og hans store fokus på sammenhold og samarbejde ikke er den mindste tvivl om, at det er ham, der er chefen, når det gælder.

»Det er bare en del af ham, at han fylder rummet ud, og der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer i sidste ende,« siger Flemming Pedersen.

Christian Nørkjær siger, at han hele tiden oplever, at Kasper træder i kraft som leder.

»Den pondus, han har som leder i det her regi, stammer fra hans store faglighed og kompetence inden for det fodboldmæssige. At være fodboldleder er decision making hele tiden. Det er han utroligt stærk til helt generelt,« siger Christian Nørkjær.

Samme melding kommer fra Simon Kjær:

»Det er egentlig hver dag, han træder i karakter. Den måde, han griber dagen an på, hans forberedelser, hans engagement i forhold til de ting, der skal ske uden for banen og de ting, der skal ske til november, eller de ting, der skal ske til marts. Jeg tror ikke, der er mange timer i døgnet, hvor han ikke tænker fodbold,« siger Simon Kjær.

Kasper Hjulmand er enig. Han mener også selv, at hans ledelsesmæssige power kommer fra hans viden om fodbold.

»Jeg ser mig selv som fodboldhåndværker. Jeg elsker mennesker, og jeg elsker ledelse, men jeg har en grundlæggende passion for selve spillet, for fodbolden,« siger Kasper Hjulmand.

Og så har han – ud over den store fodboldviden – en indre styrke, der gør, at han også trives godt, når han kommer i modvind som leder.

»Det er svært at banke mig ned. Jeg er kommet hertil ved at knokle, og du kan ikke få mig til at ligge ned. Der er en masse stædighed og en masse hårdt arbejde, der ligger til grund, for det jeg gør. Men den styrke kommer også af, at jeg gør tingene sammen med andre. Hvis jeg var alene om det, kunne jeg måske godt blive sparket ned og også godt blive liggende,« siger Kasper Hjulmand.

Portræt af Kasper Hjulmand

Portræt af Kasper Hjulmand

Familien har betalt prisen

Mange i kredsen omkring Kasper Hjulmand fremhæver ham som en leder, der ikke kun ser det enkelte menneske. For Kasper Hjulmand er den enkelte spillers familie lige så vigtig som spilleren selv.

»Han tager hensyn til det hele menneske, og han er meget familieorienteret. Det er ikke kun spilleren eller medarbejderen, det handler om, det er også spillerens og medarbejderens baggrund,« siger Flemming Pedersen.

Også for Kasper Hjulmand personligt er hans egen familie helt afgørende. Og han er sig smerteligt bevidst, at hans karrierevalg har haft meget store omkostninger.

»Det er et af de største dilemmaer i mit liv, at den passion, jeg har, har så stor en pris. Jeg synes ikke selv, at jeg har været nok hos min bror og hos mine egne børn. Jeg har misset to fødsler og har ikke kunnet sige, om jeg kom til mine sønners konfirmationer,« fortæller Kasper Hjulmand.

Siden han fik sin første søn i 1998, har han været væk fra hjemmet 42 weekender om året og har stort set ikke holdt ferier sammen med familien, fordi vinterferier, påskeferier og sommerferier har været fyldt op med fodbold.

»Det er en kæmpe pris at være så meget væk fra dem, jeg har allerkærest. Jeg spørger til stadighed mig selv, om det er det rigtige at gøre, at bruge så meget tid på min passion,« siger Kasper Hjulmand, Årets Leder 2021.

Action Card

Kasper Hjulmands 4 gode råd om ledelse

  1. Identitet. Find dig selv. Tro på den person, du er. Tro på dig selv. Vær dig selv – altid. Brug det, du er, og den, du er, hver dag. Man kalder det ofte autenticitet, og det kræver refleksion over, hvad man helt grundlæggende tror på i livet. Det bedste følgeskab skabes af ledere, som, ud over at være fagligt dygtige, er rigtige mennesker med alt, hvad det indebærer. Så husk at være leder og tænk over, hvad kun du kan gøre.
  2. Det drejer sig om holdet. Skab og del en meningsfuld drøm, og hjælp dine medarbejdere til at gøre deres tid værdifuld. Jeg synes, god ledelse handler om at hjælpe – at tjene andre. Det kræver, at man skal lytte og forstå. Sejrene kommer, når holdet fungerer, så du er til for holdets bedste.
  3. Mod: »Succes er at gøre det rigtige.« Ud fra din egen identitet og hvad der er “holdets” (virksomhedens) bedste, ved du ofte, hvad “det rigtige” er. Det kræver mod at eksekvere det, du tror på. Det er helt afgørende at være i stand til at træffe modige beslutninger.
  4. Hold af dine medarbejdere. Jeg tror grundlæggende på, at man med ubetinget kærlighed, tillid og tryghed kan få det bedste ud af mennesker. Hvis man grundlæggende er følelsesmæssigt tryg, kan man også presses mere, og man er villig til at gå langt, for at holdet får succes.

Jeg bruger i øvrigt dette Marcus Aurelius-citat som en ledestjerne i mit eget liv, også som leder. Dette kunne egentlig være mit bedste råd: »Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting de ting, jeg kan. Og visdom til at se forskellen«.

Flere artikler om Ledelsens Dag

LedelsensDag2024_056-wide
ÅRETS LEDER 2024

Kolleger, chefer og venner tegner et samstemmende billede af Årets Leder 2024: Hun har hele pakken

Ambus' CEO, Britt Meelby Jensen, beskrives som knusende dygtig og ambitiøs, og samtidig lyttende, ordentlig, transparent og sjov – og dermed den helt rigtige modtager af prisen som Årets Leder 2024.
15 min.
Jens Bjørn Andersen sidder på et havemøbel
Sporskifte

Et år efter han blev kåret til Årets Leder, har Jens Bjørn Andersen genopfundet sig selv

Han var en af Danmarks mest succesrige topchefer, men nu giver Årets Leder 2023, Jens Bjørn Andersen, sine erfaringer videre til andre ledere: Sæt klare mål og kommuniker dem grundigt, vær åben, transparent og lyttende – og husk på, at der også skal være et liv udenfor jobbet, lyder nogle af de vigtigste ledelsesråd fra den tidligere DSV-chef.
10 min.
Aarets-Leder_de-nominerede_2024_1920x960-(1)
Ledelsens Dag 2024

Her er de nominerede til Årets Leder 2024

Fire markante ledere fra Ambu, Kræftens Bekæmpelse, Danske Bank og Red Barnet kan løbe med landets fornemste lederpris.
5 min.
Johanne Schmidt-Nielsen står foran en væg på et kontor
Nomineret til årets leder 2024

Johanne Schmidt-Nielsen: »Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle«

Med Johanne Schmidt-Nielsen for bordenden har Red Barnet øget sine indtægter markant og skabt øget fokus på børn og unges rettigheder verden over. Derfor er hun nomineret til Årets Leder 2024.
8 min.
Carsten Egeriis smiler
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2024

Carsten Egeriis: »Som topleder bliver du nødt til at vise noget skrøbelighed«

Han har som CEO i Danske Bank indført en mere moderne og åben kultur og er godt i gang med at genopbygge tilliden blandt kunder og medarbejdere. Derfor er Carsten Egeriis nomineret til Årets Leder 2024.
7 min.