Gladere menneske, bedre leder
Daniel Ishøj Nielsen var for fem år siden igennem et kræftforløb. Han er i dag helt rask. Forløbet fik ham til at indse, at han i højere grad skal gøre det, han har lyst til. For som han siger: »Vi er ikke lovet i morgen.«
Så da han blev spurgt, om han ville optrådte som drag queen til TV2’s Knæk Cancer-show i 2023, takkede han ja. Han optræder kun lejlighedsvis som drag. »Det er ikke som sådan noget, jeg dyrker,« som han siger. »Men hvis jeg bliver inviteret, og setuppet er fedt, så er jeg klar – og måske især, hvis der er nogen, der mener, jeg burde lade være,« smiler han.
Kan du forstå, hvis nogle ledere er bange for give slip på dem selv i frygt for, hvilke konsekvenser det kan have for deres karriere?
»Hundrede procent. Men der er jo heller ingen, der siger, man skal starte med optræde som drag queen,« siger han og minder om, at det ikke kun er op til den enkelte leder at vise vejen for en mere rummelig arbejdsplads.
»Både den enkelte branche og den enkelte virksomhed kan gøre noget for at vise, at folk ikke behøver at passe ned i en kasse for at være med på holdet. Tidligere var det kontroversielt for en virksomhed at rejse et regnbueflag. I dag er er ikke noget, man skiller sig ud ved – hvilket jo er positivt,« siger han.
Du er selv i en branche, hvor der generelt er en stor rummelighed. Hvad betyder det for dig at kunne gå på arbejde som den, du er?
»Det betyder helt vildt meget. Jeg hviler mere i mig selv, når jeg ikke behøver spille en rolle. Det gør mig ikke bare til et gladere menneske, men også til en bedre leder.«
Hvorfor?
»Jeg tror, man får en bedre og mere tillidsfuld relation til sine medarbejdere, hvis man tør give et ærligt billede af sig selv. Det er jeg faktisk helt sikker på.«
Christian Groes er enig:
»Når vi spørger medarbejderne (i hans forskning, red.), så giver de udtryk for, at de gerne vil have ledere, der tør være hele mennesker. For det er jo også det, de selv gerne vil have lov til. Og det er derfor den type leder, som de fleste i dag efterspørger,« siger han. »Men igen: det er ikke alle, der er har affundet sig med, at en ny type leder vinder frem.«