Hvis jeg kan få en halv eller en hel time om morgenen, inden det første møde begynder, synes jeg, det er privilegeret. Så kan jeg lige nå at orientere mig og se, om der er kommet mere på mailen. Vi er tre i direktionen med to sekretærer, der hjælper os med en masse praktisk, men vi har et meget åbent kalendersystem her i banken, så alle i organisationen kan sådan set sende mødeforespørgsler til mig. Og så kan jeg selvfølgelig sige ja eller nej, men jeg ser sådan på antallet af møder, at selvom man kan have nogle personlige ønsker, så er man jo til for organisationen, ikke omvendt. Så jeg prøver at tage det, der nu kommer. Som regel er det møder med én, to eller tre medarbejdere, og sjældnere har vi så større møder. Jeg har også mange møder ude af huset, for eksempel sidder jeg i en del bestyrelser, der relaterer sig til banken, så der er også møder, der er planlagt et år frem i tiden.
Mine mails svarer jeg så vidt muligt på med det samme. Selvfølgelig er der nogle, der kræver noget mere, og så har jeg nogle mapper, jeg lægger dem i, så jeg ved, hvilke jeg skal følge op på.
Det er vigtigt, at man har nogle overspringshandlinger. Man skal ikke skamme sig over det. Jeg har engang lært, at vi skal beskæftige vores frontallapper med noget andet, så man lige får fem minutters pause fra arbejdet og får klaret hovedet, hvis man kan mærke, at det går lidt for stærkt, eller man bliver ukoncentreret. Jeg tjekker måske nogle sportsresultater. Jeg interesserer mig en del for heste, så kan der være nogle stævner, hvor jeg lige skal se, hvem der har vundet. Det kan også være at læse B.T. eller lægge kabale. For mig fungerer sådan en pause som en slags powernap.