Vil være ’et ordentligt menneske’
Selv om han har en ret radikal tilgang til lederjobbet, ser han ikke sig selv om en ’aktivist-type’. Det, der driver ham, understreger han, er at bruge sin privilegerede position til at gøre så meget godt, som muligt, med afsæt i de muligheder og ressourcer, han og virksomheden har. Det handler også rigtig meget om, tilføjer han, hvordan han ønsker at være som person.
»Det betyder meget for mig at være et ordentligt menneske, og jeg ikke kan adskille det at være CEO fra min rolle som far til tre børn og ægtemand til min hustru. Jeg er nødt til at være mig selv i alt, hvad jeg gør. Så når jeg ønsker at drive virksomhed på den her måde, er det fordi det er sådan, jeg gerne vil være i verden på,« siger Thomas Trads Hansen.
Er det egentlig også en god forretning at gøre ’alt det rigtige’?
»Heldigvis oplever vi, at de to ting går hånd i hånd,« lyder svaret fra Thomas Trads Hansen og henviser til at Stilling A/S sidste år fik sit bedste resultat nogensinde.
Men det rent økonomiske er i virkeligheden ikke så vigtigt. For Thomas Trads Hansen er det meget vigtigere, at han oplever, at Stilling A/S’ måde at drive virksomhed på, stille og roligt breder sig rundt omkring i landskabet. Aktuelt er Stilling A/S en af nu i alt 104 danske virksomheder, der har valgt at bruge tid og penge på at blive B Corp-certificerede, og dermed har forpligtet sig til at leve op til høje standarder både socialt, miljømæssigt og i forhold til gennemsigtighed.
»Jeg oplever heldigvis, at flere og flere ledere bliver opmærksomme på, hvor vigtigt det er at have styr på de helt grundlæggende værdier. Og jeg mærker specielt hos den yngre generation af medarbejdere, at de har et behov for at kunne spejle deres egen måde at se verden på i de virksomheder, de vælger at arbejde for.«