33-årige Sarah Hørup næres af udfordringer. Hun søger dem konstant og fryder sig, når hun løser dem. De mætter hendes konkurrencemindede sjæl og dulmer hendes rastløshed. Udfordringerne får hun i sit arbejdsliv som service- og personalechef for to teamledere og op mod 100 medarbejdere i Føtex i Husum, men også når hun træner til en halv ironman, og når hun ─ som spinninginstruktør ─ råber kommandoer til adrenalin-hungrende københavnere.
»Spinning er min ventil. På cyklen får jeg råbt lidt, og har det været en dårlig dag på arbejdet, skruer jeg bissen på, uden nogen opdager det. Så er der bare lidt mere power i den time«, griner hun.
Sarah Hørup er hende med det kølige overblik og rorpinden. Hun har det bedst med mentale og fysiske udfordringer og en spækket kalender. Den seneste tid er der dog kommet andre prioriteter i hendes liv. Tanken om at stifte familie er begyndt at tage form, efter hun har fået en kæreste, der har en fireårig søn.
»Jeg vil gerne kunne kalde mig mor engang«, siger hun.
Utålmodighed og myrekryb
Sarah Hørup fik første gang ledelsesansvar som 20-årig. Med en HF og et år som gardehusar i Slagelse i bagagen blev hun driftsleder i Føtex i Ebeltoft. Dermed kickstartede hun en tempofyldt karriere i detailbranchen, hvor hun tidligt i livet fik stort ledelsesansvar. At ville bestemme ligger dybt i hendes natur, siger hun.
»Der er jeg i mit rette element. Jeg trives i det og føler selv, jeg har et godt og stort overblik. Jeg vil gerne have, at mine idéer bliver fulgt, for jeg synes ofte selv, jeg kan se gevinsten ved, at nu går vi et skridt til højre i stedet for venstre«, siger Sarah Hørup.
Hun kan blive utålmodig. Særligt, hvis hun kan se, at noget kunne være gjort mere simpelt, praktisk og hurtigt.
»Jeg får myrekryb, hvis jeg ser servicemedarbejdere fylde op med én hånd: ”Så brug dog begge, vi skal være færdige”. Men jeg ved også godt, hvornår jeg ikke skal blande mig.
”Kan fandeme ikke passe”
Sarah Hørups overblik og skarpe sans for struktur bruger hun i dag hos Føtex i Husum i København. Her har hun de seneste syv år været service- og personalechef for op mod 100 deltids- og fuldtidsansatte. Hun har netop afsluttet en HD i Organisation og Ledelse fra CBS med en opgave til et 12-tal om kvinder på bestyrelsesposter i dansk erhvervsliv. Eller rettere manglen på samme, fordi mænd ofte peger på mænd til posterne, som Sarah Hørups opgave belyser.
»Det kan godt provokere mig: Det kan fandeme ikke passe, at vi i 2020 gør så meget forskel på køn. Jeg har ikke decideret mærket det selv, men vi har faktisk ikke mange kvindelige varehuschefer i Salling Group«, siger Sarah Hørup, der selv er blevet tilbudt et mentorforløb rettet mod en sådan lederstilling. Hun takkede dog nej, fordi hun har andre langsigtede planer.
»Jeg vil gerne i en retning, hvor jeg er med til at sælge et produkt, der gør en forskel, og som jeg føler noget for og virkelig kan stå inde for. Den følelse får jeg ikke helt, selvom jeg sælger nok så mange dåsetomater eller ketchupflasker«.