»Ildsjæle kræver også skarp ledelse«

Duften af eksotiske krydderier breder sig i spisehuset ’Send flere krydderier’ på Nørre Allé på Nørrebro i København. Somaliske sambusaer, libanesiske raat-ruller og humus er på menuen i den succesrige restaurant, hvor fem kvinder, der samlet har været på kontanthjælp i over 30 år, inden de blev ansat, står for maden.

Lige rundt om hjørnet, i Indvandrer Kvindecentrets lejlighed på Blågårdsgade, er der også masser af aktivitet. I det ene lokale er et kuld af frivillige i gang med at hjælpe kvarterets unge med skolearbejdet, mens centrets frivillige jurister og socialrådgivere hjælper kvinder fra hele verden med sagsbehandling og jobsøgning ved siden af.

En grundig screening af nye frivillige og et stramt vagtskema sikrer, at der altid er frivillige nok på vagt.

Der er i alt 60 faste medarbejdere og 275 frivillige i Indvandrer Kvindecentret og de to tilknyttede spisehuse på Nørrebro, og lederen, som skal få det allerbedste ud af alle, er centrets 52-årige direktør, Mirka Mozer. Hun står med en kompleks opgave, for selv ildsjæle kan være en mundfuld at lede, når der skal leveres målbare resultater.

»Jeg bliver virkelig provokeret, hvis folk tror, at vi bare er glade amatører. Det kræver professionalisme og faglighed at drive en NGO og dertil en socialøkonomisk virksomhed, der både skaber arbejdspladser og er økonomisk bæredygtig,« siger Mirka Mozer.

De tørre tal siger, at Indvandrer Kvindecentret årligt har 12.500 brugere, primært ikke etniske danske kvinder, der bruger centret til alt fra juridisk rådgivning til lektiehjælp og jobrådgivning.

Centret driver også de to spiserier ’Send flere krydderier’, der – ifølge Mirka Mozer - opererer på helt almindelige markedsmæssige vilkår, men som med status af socialøkonomiske virksomheder bruger overskuddet til at ansætte flere af de kvinder, der ellers ville befinde sig bagerst i jobkøen.

»Mange tror fejlagtigt, at vi er et kommunalt beskæftigelsesprojekt, men vi er en virksomhed, der bare har sat den sociale barre ekstremt højt,« siger Mirka Mozer.

Men hvordan lykkes man med sin ledelse i en virksomhed, der er så kompleks, og hvor nogle medarbejdere går på arbejde for at tjene penge, mens andre knokler uden at få en krone for det, alene fordi de har lyst?

»Når medarbejderskaren er så forskelligartet, kræver det også, at man leder diverst. Det kræver nærvær, stor forståelse for hver enkelt medarbejder eller frivillig, masser af fleksibilitet, og så skal man være i stand til at kommunikere på mange forskellige niveauer med stort fokus på den enkelte medarbejder,« siger Mirka Mozer.

Grundig screening inden ansættelse

Mens spiserierne kun bruger lønnet arbejdskraft, kunne Indvandrer Kvindecentret i praksis ikke fungere uden de mange frivillige.

Hvordan griber du det helt konkret an som leder, at de frivillige bare kan ringe og sige, at de ikke gider komme mere, nærmest fra time til time?

»Det kan de. Derfor gør vi også ekstremt meget ud af hvervningen. Når vi indkalder til samtale, er forventningsafstemningen super vigtig, både deres forventninger, men i høj grad også vores,« siger Mirka Mozer.

Alle ansøgere bliver grundigt testet og udfordret på, hvor meget de reelt vil jobbet, inden de bliver ’ansat’.

»Vi lægger meget stor vægt på, at folk er stabile, og at de er reelt interesserede. Jobsamtalen handler meget om, hvor stor en indsats, folk vil lægge. Og så sender vi dem altid hjem for at tænke over det, så de ikke bliver grebet af en stemning og lover for meget,« siger Mirka Mozer.

For at holde fast på de frivillige indkaldes de jævnligt til samtaler og deltager i faglige oplæg.

»Det er vigtigt for os, at de frivillige er faglige opkvalificerede, så uanset om det er jurister eller socialrådgivere, sørger vi for at holde deres faglighed up to date.«

Hvad er den største forskel på at lede fastansatte medarbejdere og frivillige?

»Måske er forskellen ikke så stor, når det kommer til stykket. Når man bliver ansat her, er man formentlig drevet af et ønske om mere end bare at tjene penge. Så er man drevet af, at man gerne vil noget på det her område.«

Så man skal være en ildsjæl for at trives her, både som ansat og som frivillig?

»Jeg har det faktisk lidt svært med ildsjæl-begrebet. For mig underminerer det lidt den professionalisme, vi står for. Man skal være knivskarp og man skal være professionel, når man er ansat i den her slags organisationer. Man skal ikke nødvendigvis være en ildsjæl, men man skal være dygtig.«

Sprogforbistring er et grundvilkår

Det gør kun Mirka Mozers lederrolle endnu mere kompleks, at både de ansatte, de frivillige og brugerne af Indvandrer Kvindecentret tilsammen repræsenterer omkring 60 forskellige nationaliteter.

Kvindecentret har en regel om, at der kun tales dansk. Men i praksis er sprogforbistring et grundvilkår, når størstedelen af de kvinder, der bruger centret, har somalisk, pakistansk eller mellemøstlig baggrund.

Og det er ikke kun sproget, der kan være en forhindring.

»Med så mange nationaliteter repræsenteret, møder jeg af og til en helt anden opfattelse af autoriteter, end vi har herhjemme. Det kan være svært for nogle at forstå, at man gerne må sige direktøren imod, og at det er helt naturligt, at ’den store, store leder’, som nogle kalder mig, også kan tage en tjans i køkkenet,« siger Mirka Mozer.

For at få kommunikeret budskaberne ud, så de rammer alle, må Mirka Mozer bruge mange forskellige kommunikationsplatforme.

»Vi er ikke en organisation, der kan sende en mail ud og så tro, at alle har fået informationen. Selv om vi er små, skal jeg tage mange kanaler i brug,« siger Mirka Mozer.

Direktør - og pedel og køkkenafrydder

Mirka Mozer har formelt set titel af direktør. Men i praksis er hendes lederjob svært at beskrive med et enkelt ord.

I nogle situationer er hun pedel og skrubber toiletterne, hvis der er brug for det. Andre dage dækker hun bord i ’Send flere krydderier’ og sætter glas og beskidte tallerkener i opvaskemaskinen.

Men først og fremmest opfatter hun sig selv som en professionel leder, der med et diplom i ledelse i bagagen har et chefjob, der tilfældigvis kræver meget andet end indsigt i Excel-ark og avancerede ledelsesmodeller.

»Direktør er for mig bare en posh-titel. Nøgleordet i mit lederjob er fleksibilitet. Vi er stadig så små, men vil så meget, at der er virkeligt mange forskellige opgaver, der skal håndteres. Og vi bliver derfor alle sammen nødt til at hjælpes ad, også med dagligdagsting som at svuppe toilettet,« siger Mirka Mozer.

Stærkt etisk kompas

For Mirka Mozer er det helt afgørende, at hun udfylder lederrollen med afsæt i det menneske, hun selv er.

»Jeg vil meget hellere have, at man begår fejl, end at man ikke tør handle. Det er sådan, jeg er som menneske, og derfor også som leder. Det er vigtigt at have et stærkt etisk kompas og en ledelsesstil, der flugter med opgaverne og missionen. Det er helt centralt i en purposedrevet organisation, som vores,« siger Mirka Mozer og tilføjer:

»Hvis man ikke er modig nok til at træffe beslutninger og kunne erkende sine fejl, så kan man slet ikke lede. Så kommer man ikke nogle vegne, men bliver i processen.« 

Hun har selv behov for en stor grad af autonomi i sit eget lederjob og finder det helt afgørende, at hendes medarbejdere også får meget frie tøjler.

»Jeg er den, som skaber rammerne og mulighederne, og som de altid kan sparre med. Men det er vigtigt for mig, at folk kan - og synes det er sjovt – at løfte arbejdsopgaverne selv. Så jeg sætter folk fri i det omfang, de vil sættes fri, og har tillid til, at de kan løfte deres opgaver. Ellers var de her ikke,« siger Mirka Mozer og tilføjer:

»Hvis man er i tvivl om noget, er min dør altid åben. Jeg har som regel susende travlt, og jeg skal øve mig i at være mere tilstede, men jeg forsøger meget at være det.«

I almindelige virksomheder kan du se, om du lykkes, hvis salget stagnerer eller øges. Hvornår ved du, om du er lykkedes med det, du har sat dig for?

»I spiserierne kan vi jo se, om vi følger budgetterne, og om vi tjener penge eller ej. I Kvindecentret handler det meget om, hvor mange brugere vi har, i hvor høj grad de bruger vores ydelser, og om det lykkes os at flyttet nogle af de her kvinder socialt og sundhedsmæssigt,« siger Mirka Mozer.

Den største beslutning

Det første af de to spisehuse blev etableret kort efter hendes ansættelse i 2014.

Hverken Mirka Mozer eller nogen andre i organisationen vidste noget som helst om at drive et professionelt køkken.

Alligevel traf hun, hvad hun selv betegner som sin vigtigste ledelsesmæssige beslutning, og gik i krig med at etablere spisehuset.

»Jeg var virkeligt nervøs, da jeg skrev under på kontrakten om at leje lokalerne. Jeg kastede jo mig selv og organisationen ud i noget, jeg ikke vidste, om vi kunne klare,« siger Mirka Mozer.

To år senere var projektet vokset ud af rammerne. Og Mirka Mozers største beslutning var endt som en stor succes. I dag er det ene spisehus blev til to, lokalerne er blevet større, og projektet har formået at overleve den barske konkurrence fra utallige andre madtilbud på Nørrebro. Samtidig med at der skabes job til kvinderne i målgruppen.

»Det er først og fremmest en virksomhed, men med den ekstra dimension, at vi gerne vil skabe varige job til de her kvinder. Men folk skal ikke købe vores mad for at støtte kvinderne, eller fordi de synes, det er synd for dem. Vi konkurrerer benhårdt på det produkt, vi leverer,« siger Mirka Mozer.

Opråb til de danske ledere

De trods alt ret få arbejdspladser, Indvandrer Kvindecentret skaber, forslår ikke meget i det store billede. Men for de enkelte kvinder gør det ifølge Mirka Mozer en stor forskel, at de flytter sig ud af offentlig forsørgelse.

Og hun opfordrer andre danske ledere til at følge i Indvandrer Kvindecentrets fodspor og arbejde med ’evnen til at se ressourcer i alle’.

»Vi byggede spisehusene på trods. Det gjorde vi, fordi vi kunne se, at der er nogle kvinder her, der har nogle kompetencer til at lave fantastisk mad, som ingen andre har. Så min opfordring til mine lederkolleger vil være, at de skal være modige og ansætte nogle, der ikke præcist ligner dem selv. Det kan man faktisk få en masse ud af,« siger Mirka Mozer.

Hun erkender blankt, at de kvinder, der bruger centret, har en masse udfordringer. Få har en erhvervsuddannelse, endnu færre erhvervserfaring. De taler ikke nødvendigvis flydende dansk, og nogle har også fysiske eller andre problemer.

»Men de kvinder, jeg møder, vil utroligt gerne have et job og være en del af det fællesskab, der er på en arbejdsplads. Nogle gange mangler de både konkrete kompetencer, troen på sig selv og netværk. Og her kan en samlet og fagligt fokuseret indsats gøre en stor forskel,« siger Mirka Mozer og tilføjer:

»Min opgave som leder her er i bund og grund at forsøge at vende spejlet om, så flere kan se, at alle kan bidrage med noget, hvis du ikke kun kigger på barrier og udfordringer. Og at der kan ligge en kæmpe styrke i at ansætte folk med forskellige baggrunde. Jeg synes jo, at alle virksomheder har et ansvar for vores samfund. Vi ligger så bare ekstraordinært højt på skalaen.«