Vejen til det gode medarbejderskab
Ansvaret for at skabe det gode medarbejderskab ligger både hos lederen og hos medarbejderne. Men først og fremmest hviler der et ansvar på organisationen og topledelsen, siger Vibeke Lunding-Gregersen:
»Topledelsen skal have de ansattes deltagelse og trivsel på sinde og se det som et strategisk mål at skabe et miljø, der understøtter og aktiverer et kollektivt moralsk ansvar hos alle.«
I de virksomheder, de har hjulpet som erhvervspsykologer, ser de ofte medarbejdere, der gerne vil deltage aktivt, men dette kræver, at de aktivt inddrages – og at deres stemmer værdsættes:
»Medarbejdernes ejerskab og ansvarsfølelse afhænger jo af, om vi tør gå i dialog med dem og give dem muligheder for at medskabe ledelse,« siger Louise Dinesen.
Denne pointe afspejles også i forskning på området, der viser, at når medarbejderne aktivt inddrages i organisatoriske processer, så tager de også mere ansvar og ejerskab for virksomhedsstrategien, hvilket i sidste ende kommer alle til gode.
Dette kan i praksis understøttes ved, at virksomheden aktivt inviterer medarbejderne til orde i det daglige. De to erhvervspsykologer har sågar set virksomheder, der inviterer medarbejdere med ind i ledelsesrummet, forklarer Louise Dinesen:
»Vi ser også, at organisationer går så langt, at de aktivt inddrager medarbejderne i at designe ledelsesudviklingsforløb. De beder medarbejderne om at medevaluere på ledernes udvikling. Det er en kultur, hvor ledelsen og medarbejdere går i dialog – også om ledelse.«
Herudover er det vigtigt at rammesætte, hvilken adfærd der forventes af alle. Man kan i virksomheden og i de enkelte teams være tydelige omkring, hvad der forventes af godt leder- og medarbejderskab, siger Vibeke Lunding-Gregersen.
»Rammesætningen gør det også nemmere at gribe roligt og venligt ind for den enkelte leder, hvis folk agerer på en måde, der er uhensigtsmæssig.«
Som leder kan du også selv gøre meget ved at have fokus på at inddrage medarbejderne i det daglige, siger Vibeke Lunding-Gregersen:
»Man kan for eksempel løbende spørge ens medarbejdere, hvad de håber på, at man som leder gør mere af, hvad de ønsker, at gruppen kan samarbejde mere om, eller hvad de synes, at alle kan tage mere ansvar for.«
Det er altafgørende, at lederen tør lytte til sine medarbejdere og husker at værdsætte og anerkende, når de tager ansvar, forklarer hun:
»God ledelse opstår i en gensidig relation, hvor aktiv deltagelse på begge sider er vigtig.«