Erfaring

Jobskifte, nej tak: »Tanken om at søge noget andet har ikke strejfet mig i 40 år«

Foto Christian Als
9. juni 2022

I Danmark er hyppige jobskifte almindeligt, ikke mindst for ledere. Men lykken er ikke altid at søge videre. Vi har talt med to ledere fra DSB om fordelene ved at blive i samme organisation i mange år.

Jørgen Dyrendal Rasmussen med DSB medarbejder
DSB's chef for Stationsservice Jørgen Dyrendal Rasmussen (tv.) har været ansat hos DSB i 40 år, men han har aldrig overvejet at søge noget andet.  Foto: Christian Als
Gå til Action card

I jagten på den rigtige karriere og et hurtigt avancement er det for mange ledere naturligt at kigge efter nye jobmuligheder. Men der kan være store fordele ved at være vedholdende, tålmodig og dvæle ved det, man er i. Det fortæller to ledere fra DSB, der begge har været mange år i deres stillinger.

Én af dem er chef for Stationsservice Jørgen Dyrendal Rasmussen, som har arbejdet hos DSB stort set hele sit liv og haft lederstillinger inden for vidt forskellige områder.

»Folk siger: ‘Hold da op, har du virkelig været det samme sted i 40 år?’ Men man skal huske, at jeg har været i forskellige stillinger, og så har jeg haft en fantastisk oplevelse af, at udvikle mig sammen med virksomheden,« siger han.

Hos DSB er intern rekruttering og talentudvikling højt prioriteret, og her er det ikke et særsyn, at medarbejdere fejrer både 30-, 40- og sågar 50-års jubilæer.

Maryam Borring Olesen snakker med DSB medarbejder
»Jeg så mennesket fra en helt anden vinkel, end jeg gjorde før. Det at kunne tale med et menneske, at kunne skabe tillid, gode relationer og komme tæt på - og forstå det enkelte menneske, det er jo så ekstremt vigtigt som leder,« siger Maryam Borring-Olesen.

Men mange år på bagen et sted behøver langt fra betyde stilstand. Tværtimod giver årene dig kæmpe fordele som leder. Det mener Maryam Borring-Olesen, der er områdeleder for DSB S-tog og har været hos DSB dobbelt så længe, som danskerne – ifølge OECD – i gennemsnit bliver i et job – 14 år.

Hun peger på, at man – i sin iver efter at prøve nyt og jagte karrieremuligheder – risikerer at snuble i netop det, der gør en god leder: relationerne.

»Vi er så optaget af at komme videre, at vi glemmer de vigtigste ressourcer: menneskene. De kræver tid. Hvis vi som ledere bare smutter efter kort tid, forsvinder stabiliteten og tilliden, og så høster hverken vi eller virksomheden gevinsten af relationerne – nemlig de gode resultater, « siger Maryam Borring-Olesen.

Jørgen Dyrendal Rasmussen med DSB medarbejdere
»Men er man vedholdende og tålmodig, så kommer der også bedre tider,« siger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

Udvikling og indflydelse
Jørgen Dyrendal Rasmussen, der for nylig fik blomster og taler for sine fire årtier i organisationen, har aldrig været optaget af at komme videre.

Han begyndte hos DSB i 1982. Det var dengang daværende generalsekretær, Poul Hjelt, lige havde ændret tiltaleformen fra ‘De’ til ‘du’.

»Jeg havde været i det private som ekspedient i en tøjforretning og kom ind i en kæmpe organisation med 24.000 medarbejdere. Jeg oplevede processerne som træge, omfattende og støvede, og der var langt fra ord til handling. Der er virkelig sket meget med organisationen siden,« siger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

Gennem årene har han haft lederstillinger inden for vidt forskellige områder. Mulighederne for hele tiden at blive udfordret og få indflydelse er hovedårsagen til, at han stadig er i DSB og stadig er glad for sit lederjob, siger han.

Han blev uddannet som trafikassistent og har siden arbejdet sig op ad karrierestigen. I dag er han øverste chef for omkring 250 medarbejdere og skal – med fire ledere under sig – sikre, at renhold og soignering af stationer fungerer, at handicappede kan få hjælp på stationerne, og at fjern- og regionaltog rengøres undervejs.

Han erkender, at der naturligvis har været mindre gode perioder i løbet af de 40 år.

»Men er man vedholdende og tålmodighed, så kommer der også bedre tider,« siger han.

Maryam Borring Olesen

Maryam Borring-Olesen

  • 43 år
  • Har arbejdet i DSB i 14 år
  • Startede som togrevisor (kontrollør) i 2008 uden at kunne dansk
  • Fik forskellige arbejdsmiljøopgaver gennem årene
  • Blev i 2016 leder for togførere på fjern- og regionaltog og senere chef for både togrevisorerne og togførerne - i alt 55 medarbejdere
  • Er i dag leder for lokomotivførerne i S-tog, mellem 70 og 75 medarbejdere
  • Arbejder blandt andet med fraværssamtaler, 1 til 1 samtaler og sikkerhedssamtaler. Har også vagter, hvor hun skal være til stede for lokomotivførere, når der sker personpåkørsler.
Fold ud

Del af en familie
Maryam Borring-Olesen kom til Danmark fra Iran i 2004 som 26-årig. Efter at have været på barsel og forbi Netto som butiksansvarlig, hvor hun forsøgte at lære dansk ved at læse tilbudsaviserne, startede hun som togrevisor (billetkontrollør, red.) i DSB.

»Jeg så en annonce i Metroxpress, hvor DSB søgte togrevisorer og søgte nok mest, fordi jeg syntes, uniformen så sjov ud,« siger hun.

Maryam Boring-Olesens dansk var – med hendes egne ord »elendigt«.

»Jeg skrev et par sætninger med hjælp fra Google Translate og sendte det afsted. Det var en kikset ansøgning. Men jeg kom til samtale, præsenterede mig på mit dårlige dansk og blev ansat. Det var virkelig svært i starten. Jeg skulle stå over for kunder og forklare klagesystemet uden at kunne sproget. Jeg kan love dig for, at jeg har stået i situationer og tænkt: ‘Nu handler det bare om at blive færdig og komme væk.’«

I takt med at Maryam Borring-Olesens sprogkundskaber og kvalifikationer blev finpudset, fik hun større ansvar i DSB. Hun blev driftskoordinator, trivselskoordinator og bød sig i det hele taget til, når nye muligheder opstod. Hendes arbejdsplads kvitterede ved at give hende chancen og lade hende stige i graderne.

»Jeg følte, de tog imod mig med åbne arme. Når jeg bad om kurser, blev der ikke stillet spørgsmålstegn. Jeg blev hjulpet videre. Det har jo været motiverende, og jeg har også fået en følelse af at være en del af en familie, hvor man hjælper hinanden. Det er nok især det, der gør, at jeg ikke bare smutter videre til noget andet.«

Jørgen Dyrendal Rasmussen med DSB medarbejder
»Når jeg tager ud på stationerne, går derude med medarbejderne og får nye indfaldsvinkler til, hvad der kører godt, og hvad vi kan forbedre. Det giver en dynamik, som er fantastisk,« siger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

Efteruddannelse fastholder
I 2016 blev hun leder af togførerne på fjern- og regionaltog. Og hun har fået mulighed for at dygtiggøre sig inden for ledelse.

»Jeg kom på Ledernes Akademiuddannelse, for jeg havde jo intet af det teoretiske. En kæmpestor verden åbnede sig for mig. Jeg så mennesket fra en helt anden vinkel, end jeg havde gjort før. Det at kunne at tale med et menneske, at kunne skabe tillid, gode relationer og komme tæt på - og forstå det enkelte menneske, det er jo så ekstremt vigtigt som leder. Jeg lærte meget. Det var inspirerende.«

Den nye viden, og det at hun dagligt bruger den i sit lederjob, har været med til at fastholde hende, siger hun. I dag er hun områdeleder for DSB S-tog og leder for 72 medarbejdere. Maryam Borring-Olesen har ikke for alvor følt trang til at søge væk i de mange år, hun nu har arbejdet i DSB.

»Nogle gange tænker jeg da: ‘Gad vide, hvordan det er at arbejde andre steder?’ For jeg er et nysgerrigt menneske. Så går jeg ind på Jobindex, kigger lidt og tænker: ‘Hm, jeg forstår ikke engang, hvad det job der handler om.’ Så lukker jeg computeren. Jeg har det godt, hvor jeg er og synes ikke, man skal skifte bare for at skifte.«

Maryam Borring Olesen

Maryams bedste ledelsesråd

  1. Vær dig selv, altid. Sig det højt, når du har dårlige dage. Det viser, du er et menneske
  2. Sig undskyld, når du har taget fejl, og husk at du ikke er et overmenneske, som aldrig bliver træt eller stresset
  3. Vær åben, ærlig og imødekommende. Du ved aldrig, hvad folk bærer med sig. Husk, der altid er læring i mødet mellem mennesker.
Fold ud

Stillinger der ikke findes længere
At kunne flytte på noget og at kunne flytte sig er væsentligt for lysten til at blive. Det siger både Maryam Borring-Olesen og Jørgen Dyrendal Rasmussen. Sidstnævnte startede inden for trafik, kom til salg- og kundeservice, hvor han fik ledelsesansvar, var med til at åbne call-centrene og integrere billetsalg og rejsebureauer. Han har skullet smelte kulturer sammen, da DSB overtog driften af kioskerne på stationerne. Og så har digitaliseringen betydet, at Jørgen Dyrendal Rasmussen jævnligt har skullet flytte sig fagligt.

»Jeg var i en periode ansvarlig for billetsalg og rejsebureauerne i Jylland og på Fyn. Men den stilling findes slet ikke i dag. Nu betjener folk sig i vidt omfang digitalt. I den transformation er jeg kommet til noget andet spændende. Det er sket gradvist med efteruddannelse og uden de store dramaer. Jeg har hele tiden fået nye muligheder.«

Det har næret lysten til at blive. I løbet af de 40 år, der er gået, har han ikke haft lyst til at søge uden for DSB.

»Jeg kender chefer og ledere hos os, der siger: Nu har vi været her i 5 år, nu skal vi videre. Det er der jo nogle, der trives med. Men for mit vedkommende, så har tanken om at søge noget andet end ikke strejfet mig i de 40 år.«

Jørgen Dyrendal Rasmussen

Jørgen Dyrendal Rasmussen

  • 65 år
  •  Har arbejdet i DSB i 40 år
  • Startede som trafikassistent og arbejdede med trafikstyring, sporskifter mm.
  • Blev leder for første gang i 1990, da han kom til salg og kundeservice.
  • Var med til at åbne call-centre og har haft ansvar for rejsebureauerne.
  • Var med til at fusionere to kulturer, da DSB i 2003 købte kioskerne på stationerne.
  • Er i dag chef for Stationsservice for 250 medarbejdere, med fire ledere under sig. Stationsservice har alt, hvad der hedder rengøring på stationer og undervejsrengøring i togene, handicap-assistance, opsætning af informationsmateriale, tavler, skilte mm.
Fold ud

Tilknytning tager tid
Når man bliver i mange år, får man en særlig tilknytning til arbejdspladsen. Der opbygges en stærk gensidig loyalitet. Det sker i kraft af, at man bliver dygtigere, mere vellidt og får stadig tættere relationer. Alt sammen værdifulde egenskaber for en leder. Men den slags klares ikke på et par måneder. Det tager tid, påpeger Jørgen Dyrendal Rasmussen.

»Tilknytning kommer ikke bare på et halvt år. Jeg tror meget på, at hvis man bliver et sted, gør en god indsats og prøver at påvirke og få indflydelse, så kommer mulighederne også. Det har de gjort for mig. Det åbner døre til for eksempel efteruddannelse og nye opgaver internt.«

Jørgen Dyrendal Rasmussen fik en akademiuddannelse i oplevelsesøkonomi som 60-årig.

»Jeg var uden sammenligning den ældste på det hold, og det kostede tid og penge, men sådan noget bliver muligt, når man er stabilt et sted i længere tid.«

Tænk dig om: Måske skal du ikke skifte job

Man skal altid stoppe op og stille sig selv nogle helt centrale spørgsmål, inden man søger videre til et nyt job, siger ledelsesrådgiver hos Lederne, Bjarne Henning Jensen.

Hvad skal man tænke over, inden man søger væk?

»Man skal gøre sig klart, om det bare er en hurtig flugtvej, når ting bliver besværlige. Se din nye hverdag for dig. Hvad bliver anderledes? Hvem skal jeg arbejde tæt sammen med, hvilke dilemmaer kan opstå i jobbet, hvilke ledelsesmæssige udfordringer kommer der? Det er vigtigt at være konkret. Husk også at alt kan se shiny ud i et stillingsopslag.«

»Vær skarp på, hvad du forlader. Vi møder en del, som er havnet i en fælde. De får et fantastisk jobtilbud, og ikke et øje er tørt. De stiger på, og så er der tidsler i græsplænen. Det, der var selvfølgeligheder i ens tidligere job, er det ikke længere. Det kan være alt fra lavpraktiske ting som at kunne parkere om morgenen, til om man har et ledelesesmandat, der kan bruges til noget. Hvis man kun har oplevet god ledelse tidligere og ikke ved, hvad dårlig ledelse er, så opdager man det først, når man står i det.«

»Spørg dig selv: Hvad er det præcis jeg vil have anderledes? Forestil dig, at du kan sætte dig foran din nuværende chef med ønskesedlen og bede om alt. Det kan være grænseoverskridende, men du vil måske gerne have mere frihed, andre opgaver og på flere kurser. Mange finder ud af, at det kan de faktisk godt få, der hvor de er. De har bare ikke turdet bede om det.«

»Husk også, at der er faser i livet, hvor det er en dårlig idé at skifte job. Du sidder på en taburet med tre ben: Familien, jobbet, boligen. Er du i gang med en stor flytteproces, skal du ikke skifte job, selvom du tænker: ‘Det er bare lige.’ For det er det sjældent. Du skal heller ikke skifte midt i en skilsmisse. Der er grænser for, hvad et menneske kan overskue, og ro på bagsmækken er en vigtig forudsætning, når man skifter job.«

Hvilke fordele kan der være ved at blive i et job?

»Den helt store fordel er, at man identificerer sig meget mere med virksomheden, end hvis man lige er kommet. Man har taget den bløde pakke i virksomheden til sig: Værdisættet og kulturen, og alt det, der får en virksomhed til at fungere, det er man en central del af. Man høster anerkendelse og tillid.«

»Tillid er virkelig et nøgleord. Man nyder en tillid baseret på årelang god opførsel og indsats, og gode resultater. Og så er al performance-usikkerhed væk. Man er afklaret i forhold til risici, og ved hvor lokummet brænder, hvis det brænder. Man ved, at med Per og Poul i spidsen, så går det ikke helt galt.«

Fold ud

Det går over
Jørgen Dyrendal Rasmussen erkender dog, at det også har haft betydning, at han er ansat som tjenestemand – med de privilegier der følger. Men uanset hvad, var han blevet i DSB. Også selvom han indimellem har måttet bide tænderne lidt sammen. Ikke fordi indholdet i hans stilling har været surt, men fordi han i perioder har haft ledere, han ikke var enig med.

»I de 25-30 år jeg har været leder, har jeg haft 14 forskellige chefer over mig. Og uden at sige for meget, så har de ikke alle været lige gode.«

Men i stedet for at styrte ud ad døren til et andet job, har Jørgen væbnet sig med tålmodighed og ventet på bedre tider.

»Jeg har haft en helt enkel filosofi: Hvis der i en periode er en chef, hvor det hele virker som om, det bliver kørt tåbeligt, jamen så går det over. For så er du ikke den eneste, der synes, det kører dårligt. Den tilgang har holdt stik indtil nu. Det kræver selvfølgelig, at man tror på sig selv og på, at den vej, man selv mener er rigtig, også er den vej, det går. Men min erfaring er helt klart, at det bliver godt igen.«

Maryam Borring Olesen
»Set fra min stol er relationer det vigtigste for, at det kører. Og de tager altså tid,« siger Maryam Borring-Olesen.

Giver ro på hjemmefronten
Jørgen Dyrendal Rasmussen skimter pensionen forude. Men han har faktisk ikke rigtig lyst til at give slip. Han kalder sit arbejde en livsstil. Nok ikke helt skævt, når man har brugt hele sit arbejdsliv et sted.

I de perioder af livet, hvor der har været pres på hjemmefronten, har stabiliteten i arbejdslivet været en gave.

»Det har skabt ro på privatsiden. Det, at jeg ikke har skullet ud og sætte mig ind i nye arbejdsgange og en ny kultur på en anden arbejdsplads. Jeg tror, at det at være i et ansættelsesforhold i længere tid generelt giver en stabilitet i ens samlede liv.«

I sit nuværende lederjob arbejder Jørgen Dyrendal Rasmussen på kontorerne i både Høje Taastrup, Aarhus, Middelfart og Herning. Det bedste for ham er stadig, når han kommer væk fra skrivebordet.

»Når jeg tager ud på stationerne, går derude med medarbejderne og får nye indfaldsvinkler til, hvad der kører godt, og hvad vi kan forbedre. Det giver en dynamik, som er fantastisk. Så nogle gange kører jeg bare ud og tager en fordomsfri snak med folk.«

Jørgen Dyrendal Rasmussen

Jørgens bedste ledelsesråd

  1. Opfør dig ordentligt altid, også når ting er ubehagelige, og du for eksempel skal fyre medarbejdere. Ordentlighed har været mit motto gennem alle årene.

     

  2. Vær ærlig. Det er noget af det vigtigste. Lad være med at skjule ting - også selvom noget er rivende galt.

     

  3. Kom ud blandt medarbejderne. Det skaber dynamik, fremdrift og gode relationer og giver uvurderlig viden.
Fold ud

Glemmer det vigtigste
Også for Maryam Borring-Olesen er det opløftende at få en snak og være et velkendt ansigt, fordi man har opbygget relationer gennem så mange år.

»Når jeg går over og spiser og henter min mad fra kantinen, så er der folk fra alle mulige afdelinger, der kommer og hilser på mig. Det er hyggeligt, men også meget vigtigt som leder at have oparbejdet relationer,« siger hun.

Det bruger hun hver dag, når hun går på arbejde.

»Det, at jeg har opbygget både noget specialistviden og stærke relationer, gør hverdagen lettere. Det betyder, at jeg ikke skal skrive en roman for at få en opgave gennemført. Jeg griber bare telefonen, og så bliver tingene ordnet. Det hele kører smidigere og hurtigere, når man kender hinanden,« siger hun.

Hun har også selv fået en stærk følelse af at være et aktiv. Hun kan få ting til at glide, fordi hun har været i DSB i mange år. Det føles godt.

»Når lokomotivførerne kommer og skal have hjælp med alt fra uniformer til IT, så ved jeg, hvad der skal til. Det giver nemme arbejdsgange, og det giver mig en form for stolthed, når medarbejderne ikke går tomhændede fra mit bord.«

Og så er der den med relationerne. Relationsopbygning er ikke noget, der sker på en formiddag - ej heller på et halvt år. Og for en leder er gode relationer altafgørende, siger hun.

»Set fra min stol er relationer det vigtigste for, at det kører. Og de tager altså tid.«

Mikael Trolle
Fremtidens lederskab

»Det er jo vanvittigt at have resultatmål, hvis de begrænser din evne til at udfolde virksomhedens potentiale til et højere niveau«

Fremtidens ledere skal tale mindre om budgetter og resultatmål og mere om drømme, næstekærlighed og elskværdige livsrejser for at forberede medarbejderne på en uforudsigelig fremtid. Budskabet kommer fra Mikael Trolle, der sammen med Jim Hagemann Snabe står bag ledelsesmodellen Dreams & Details. 
14 min.
Tim Whyte
LEDERCOACHING

»Jeg kan vende ting med min coach, som jeg ikke kan vende med min chef«

Som leder er der sjældent tid til at reflektere dybere over beslutningerne i en travl hverdag. Det rum skaber ledelsescoaching. Mød to ledere, som bruger det til at blive klogere og bedre til ledelse.
7 min.
To kollegaer fra LB forsikring går en tur for at få en pause

I årevis har vi glemt de reelle pauser på kontoret. Men pauser bør være lederens strategiske værktøj

Et forsøg blandt travle kontormedarbejdere har vist, at især én type pause giver højere humør og bedre kundeservice.
15 min.
Martin Skou Heidemann og medarbejder Sidsel Boet
BÆREDYGTIG LEDELSE

Det skal være slut med lumre bemærkninger og letpåklædte damer i skurvognen

I Martin Skou Heidemanns tømrervirksomhed er målet, at der skal være minimum 25 procent kvindelige lærlinge. Derfor er der nultolerance overfor sexistiske kommentarer, og de nøgne damer er taget ned fra væggen i skurvognene.
17 min.
Sommerlæsning
Inspiration

Her er bøgerne 10 markante ledere skal læse denne sommer

I tvivl om hvad du skal læse i sommerferien? Her er inspiration fra 10 topledere, der allerede har pakket læsestof til stranden. Fra strategieksekvering over lyrik og skilsmisser til en klassiker fra 1943.
9 min.
Henrik Stenmann og medarbejdere til møde
Bæredygtig Ledelse

Her var de først med den fire dages arbejdsuge. Sådan skar de fredagen væk med succes

Henrik Stenmann startede med en drøm om at give sine medarbejdere en 30 timers arbejdsuge til samme løn. Grundig research, dataanalyse og en teknik opkaldt efter en tomat fordoblede næsten medarbejdernes produktivitet og øgede livskvaliteten.
21 min.