Louise Dinesen & Vibeke Lunding Gregersen er erhvervspsykologer og værter på podcasten Lederhjerne
Louise Dinesen (tv) og Vibeke Lunding-Gregersen (th) er psykologer og værter på Lederstof.dk's podcast "Lederhjerne".
Podcast fra Lederstof.dk

Du bliver en dårligere leder af at sove for lidt. Få din søvn og sørg for at tage pauser.

Foto Christian Als
20. januar 2021

Vil du skabe bedre arbejdsbetingelser for din hjerne? Så sørg for at få din søvn, mener erhvervspsykologerne Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen. For lidt søvn er ikke kun skidt for din kognitive kapacitet – det gør dig også til en dårligere leder.

Gå til Action card
Du har sikkert hørt det før. Du skal have 7,5 timers søvn. Mindst. Desværre er der en illusion om, at det er sejt at have sovet for lidt i nogle brancher, siger de to erhvervspsykologer Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen, som er værter på podcasten Lederhjerne.

Men manglende søvn har afgørende konsekvenser for vores kognitive kapacitet, vores empati og vores beslutningstagen.

»Det er faktisk sådan, at dårlig søvn kan medføre en kognitiv kapacitet svarende til en alkohol promille på 0,3. Altså mere end halvvejs til ikke at måtte køre bil«, fortæller Louise Dinesen.

At få sin søvn er altså vigtigt – ikke mindst for ledere. Dels fordi vi gennem søvn giver hjernen bedre arbejdsbetingelser, men vi bliver også bedre til at udvise compassion. Når vi ikke får nok søvn, bliver vi altså »en mere primitiv udgave af os selv«, fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

Når manglende søvn påvirker os negativt

Ud over dårligere fokus og dårligere hukommelse er langsommere reaktion, ringere beslutningstagning, udsving i præstation, mindre kreativitet, mere anspændthed og mindre motivation nogle af de veldokumenterede følgevirkninger, der kommer af for lidt søvn, fortæller Vibeke Lunding-Gregersen.

Manglende søvn skaber altså ubalance i vores humørregulerende systemer, som gør at vores gamle, primitive hjerne aktiveres.

»Det betyder også, at når vi ikke får søvn, så påvirker det humøret. Vi bliver mere nærtagende, mere irritable – og vi får ringere impulskontrol! Derfor risikerer vi at blive kort for hovedet, svare kortere i e-mails og multitaske«, siger Vibeke Lunding Gregersen.

Louise Dinesen & Vibeke Lunding Gregersen er erhvervspsykologer og værter på podcasten Lederhjerne

Vibeke Lunding-Gregersen og Louise Dinesen

  • Vibeke Lunding-Gregersen er autoriseret og specialistgodkendt psykolog samt autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Hun er administrerende direktør i Mindwork og forfatter til bøgerne Hjernen på overarbejde og Kort & godt om compassion.
  • Louise Dinesen er chefpsykolog, selvstændig erhvervspsykolog og autoriseret arbejdsmiljørådgiver. Hun er tilknyttet Københavns Universitet, arbejder for Forsvarets masteruddannelse i ledelse og er redaktør på tidsskriftet Erhvervspsykologi.
Fold ud

Når ledere sover for lidt

Som leder skal man have overblikket, tage gode beslutninger og kunne holde hovedet koldt. Desværre viser tal, at 42% af ledere får mindre end 6 timers søvn. Og det er netop ved under seks timer, at de kognitive problemer begynder at sætte ind.

Det er ikke nogen overraskelse, at en leders adfærd påvirker sine medarbejdernes trivsel. Men et studie fra University of Washington viser, at ledere, der har fået for lidt søvn, har direkte indflydelse på medarbejdernes trivsel og effektivitet.

»Det hænger selvfølgelig sammen med, at lederne er mere utålmodige, handler mere impulsivt og aggressivt, når de får for lidt søvn«, fortæller Louise Dinesen.

Studiet viste samtidig, at den kultur, der var blevet skabt i afdelingen af lederens manglende søvn, ikke bare forsvandt ved at lederen forbedrede sin søvn. Kulturen hang ved i lang tid efter.

Andre studier har vist, at holdninger til søvn smitter. Praler lederen med at have fået lidt søvn eller taler nedsættende om søvn, begynder medarbejderne også at sove mindre. Derfor er det altså helt essentielt, at man som leder både er bevidst om at få sin egen søvn, men også om, hvordan man omtaler søvn over for sine medarbejdere. I hvert fald, hvis man vil have emotionelt balancerede og effektive medarbejdere.

Søvnen påvirker også, hvor inspirerende du er som leder. Vibeke Lunding Gregersen fortæller om et forsøg med en gruppe ledere, hvor nogle fik normal søvn og nogle fik to timer mindre:

»Dagen efter blev lederne så bedt om at holde en virkelig inspirerende tale til en gruppe mennesker om ”lederens rolle”. Talen blev rated for ”påvirkning” og ”indhold” og ”wauw-faktor” af uafhængige observatører. Og de der ”manglede” 2 timers søvn blev generelt rated 13 % dårligere end dem der havde sovet normalt!«

Er du mere interesseret i relationen mellem søvn og arbejde, kan du se Chris Barnes’ TEDtalk om selv samme. Han står nemlig bag mange af de ovennævnte undersøgelser.

Din hjerne arbejder hele tiden

Du skal huske at tage pauser. Den har du sikkert også hørt før. Når vi tager pauser, aktiverer vi nemlig grundtilstandsnetværket.

Historisk set har man troet, at hjernen var noget, man kunne tænde og slukke for. Når man løste komplicerede opgaver var hjernen aktiv, hvor den var mindre aktiv, når man hvilede sig. Men i 1950 beviste en gruppe forskere, at energiomsætningen forblev den samme, når man gik fra at løse komplicerede matematiske opgaver til at hvile sig, fortæller Vibeke Lunding Gregersen.

Først i 1995 kunne en gruppe forskere påvise, at energiomsætningen i hjernen kun var 5% lavere i hvile end ved de mest komplicerede opgaver. Og den aktivitet skyldes det neurale netværk, som vi kalder for Grundtilstandsnetværket.

»Lidt forenklet er det faktisk sådan, at hjernen får samlet de løse ender, når den ikke er aktivt beskæftiget. Når vi har vores mentale fokus rettet indad i stedet for udad mod en kognitivt krævende opgave af den ene eller anden slags«, fortæller Vibeke Lunding Gregersen.

Du har sikkert oplevet at sidde med en kompliceret opgave, hvor løsningen først gik op for dig, idet du slap opgaven, vaskede op, løb en tur eller børstede tænder. Og dét skyldes, at Grundtilstandsnetværket først aktiveres, når hjernen får mentale pauser, fortæller Louise Dinesen og fortsætter:

»Aktiviteten, hjernen udfører, kan bedst beskrives som en form for mental oprydning, der skaber struktur, mening og orden. Alt sammen mens vi bare kigger ud i luften.«

Så, hvordan aktiverer man Grundtilstandsnetværket oftere? Man kan tage mentale pauser ved at meditere, dagdrømme eller lave monotont arbejde. Men man kan også gøre det ved at tillade sig selv at give op på en opgave. Det virker måske kontraproduktivt, men det kan spare tid på den lange bane.

»Når vi lader Grundtilstandsnetværket arbejde, giver vi hjernen – og os selv – mulighed for at lave den oprydning der skal til, for ikke bare at have det bedre – men også kunne tænke mere rationelt, handle mere hensigtsmæssigt og langsigtet«, afslutter Vibeke Lunding Gregersen.

Action Card

Sådan giver du din hjerne bedre arbejdsbetingelser

  1. Sørg for at have faste sengetider. Få etableret en slow-down rutine 30 minutter før du går i seng.
  2. Få smartphone, iPad og fjernsynet ud af soveværelset. Skru ned for dit skærmforbrug efter kl. 21. 
  3. Pral ikke af at sove for lidt. Det påvirker kun dine medarbejdere negativt. 
  4. Tillad dig selv at give slip på opgaver, du har svært ved at løse. 
  5. Sørg for at holde regelmæssige pauser i løbet af din arbejdsdag. Selvom du holder pause, gør din hjerne ikke. 

Flere podcasts fra Lederhjerne

Lederhjerne sidder på en sofa
Lederhjerne

Når chefen hyrer sin bedste ven: »Et ledelsesmæssigt minefelt«

Personlige relationer og nepotisme på arbejdspladsen kan skabe tillidsbrist og uretfærdighed. Men med de rette forbehold behøver det ikke gå galt at ansætte en, du kender.
45 min.
Lederhjerne_ensom_wide_1920x960
Lederhjerne

Ensomhed i lederskabet er helt normalt – men vi taler slet ikke nok om det

Som leder forventes det, at du har overblikket, forvalter ansvaret og hjælper alle andre. Derfor kan det virke ekstra sårbart for en leder at tale højt om egne følelser, siger de to erhvervspsykologer, som ønsker, at vi får et bedre sprog for ensomhed i lederrollen
Vibeke Lunding Gregersen og Louise Dinesen står ved siden af hinanden foran træpanel
Lederhjerne

Vi skal stoppe med at hylde overarbejde – konsekvenserne kan være mere uoverskuelige, end vi tror

Du er ambitiøs på egne, dine kollegers og virksomhedens vegne. To erhvervspsykologer giver gode råd til, hvordan du som leder finder balance i hverdagen og undgår at arbejde for meget.
4 min.
Vibeke Lunding Gregersen og Louise Dinesen sidder på stole
Lederhjerne

Når du bliver fyret som leder, mister du mere end bare et job

At miste lederrollen kan vække stærke følelser som ensomhed og angst. Selvom du måske fristes til at isolere dig, er det vigtigt, at vi begynder at tale om, hvorfor det kan være så udfordrende at miste magt, siger to erhvervspsykologer.
37 min.
Lederhjerne værterne står ved siden af hinanden
Lederhjerne

Som leder skal du rumme dine medarbejderes følelser. Det er hårdere, end de fleste forstår

Som leder skal du ikke bare sætte retningen. Du skal rumme medarbejdernes behov, følelser og reaktioner, være åben for kritik, bevare roen og være empatisk. Den del af ledelsesrollen mangler anerkendelse, mener to erhvervspsykologer.
4 min.
Lederhjerne_s4_ep2_wide_1920x960
Lederhjerne

De har set medarbejdere besvime og kaste op på vej til arbejde. Sådan sikrer du dig mod en giftig arbejdskultur

Giftige arbejdsmiljøer kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte og for hele organisationen. Her er nogle bud på, hvordan du som leder baner vejen for en sundere kultur.