Alle ledere bliver ramt af modgang. Alle ledere oplever, at deres medarbejdere ikke leverer det, som de havde forventet. Og alle ledere – alle ledere – oplever også, at de selv fejler.
Det er let at ride på en bølge af kærlighed og opbakning, når man har bedrevet noget udover det usædvanlige. Som Kasper Hjulmand har gjort det på baggrund af de mange gode resultater og den fantastiske historie, han har skrevet sammen med landsholdet de seneste år. Men det er i modgang den dygtige leder træder i karakter, og den modgang møder landstræneren nu, så lad os lige se på, hvordan han tackler den.
Jeg synes, at han gør det rigtige.
Lige efter den sidste kamp var han forståeligt nok ikke klar med den store analyse af alt, der var gået galt. Men han gjorde det, som den gode leder skal gøre: Han tog selv ansvaret og lagde samtidig op til en grundig evaluering, ikke mindst af hans egen indsats.
Nu er det tid til at komme videre. Den dårlige præstation skal analyseres, og der skal rettes til. Det bliver hårdt arbejde for Kasper Hjulmand, men jeg er sikker på, at han besidder det, som vores nationalbankdirektør Lars Rohde kalder en stærkt undervurderet form for begavelse: Vedholdenhed og udholdenhed. Og derfor tror jeg på, at han vil lykkes.
Der skal være plads til skuffelse, vrede og frustration, når man løber ind i en fiasko. Men lad være med at skyde al skylden på en leder, der med garanti ikke har fejlet med vilje, og glem ikke, hvem det var, I hyldede for det gode spil, de fantastiske resultater og den stolthed, der gjorde vores forventninger så store, at skuffelsen føles enorm.
Lad os i stedet gøre, som landstræneren selv gør på træningsbanen: Lad os være faktuelle og ærlige i vores kritik og påpege fejlene, men lad os samtidig have tillid og stole på, at vi har ledere, der er i stand til at reflektere over det, som er gået galt, lære af det og komme dygtigere ud af det på den anden side.
Kasper Hjulmand er lige så god en leder, som han var for to uger siden. Intelligent, empatisk, positiv, ydmyg, tillidsfuld, ambitiøs, retningsskabende og generøs. Nu bliver han også et nederlag klogere, og som han selv sagde efter den skuffende VM-slutrunde:
»Når man får en på lampen, handler det om, hvordan man rejser sig op igen og kæmper tilbage. Jeg ved, at holdet kommer til at være utroligt stærkt fremadrettet.«