»Jeg vil gerne være leder, fordi jeg vil rykke ved vores samfund«

Jeg har altid været et menneske, der arbejder meget. Jeg kan godt lide at engagere mig i de ting, jeg er en del af. Nogle af mine venner joker nogle gange med, at jeg har en diagnose, fordi jeg aldrig sidder ned. Det tror jeg nu ikke. Men jeg er vokset op i et hjem, hvor der var en værdi i at få noget fra hånden. I mit barndomshjem var vi fire nogenlunde jævnaldrende søskende, og mine forældre har altid arbejdet meget. Men jeg synes, vi er lykkedes rigtig godt som familie. Det har været meget inspirerende for mig.

Jeg vil være leder, fordi jeg gerne vil rykke samfundet i en særlig retning. Og det ser jeg en mulighed for at gøre på en arbejdsplads ved for eksempel at gøre den mere inkluderende - både i forhold til køn, social klasse og etnicitet. Jeg er god til at se potentiale i mennesker, der ikke nødvendigvis passer ind de kasser vi har bygget op, og synes, der ligger et ansvar i at lukke folk ind ad døren, som normalt ikke ville være blevet inviteret ind. Og helt lavpraktisk er der mange ting, jeg har en holdning til. Jeg involverer mig automatisk i de sammenhænge, jeg indgår i, og får lyst til at påvirke ting i en særlig retning. Og det kan man lettere fra en lederposition.

At blive mor har lært mig værdien i at sænke tempoet en gang i mellem. Når jeg henter min 3-årige søn fra vuggestuen på regnvejrsdage, vil han altid stoppe op og lægge mærke til, hvordan regnen skaber ringe i vandet i vandpytterne. Sådan noget havde jeg nok selv ikke lagt mærke til.

Jeg startede en virksomhed, mens jeg læste en kandidat i Politisk Kommunikation på Copenhagen Business School. stick.it.stacy, hedder den. Vi sælger et mere bæredygtigt og rent alternativ til neglelak, som jeg selv opdagede, da jeg var gravid og ammede.

»Du ser virkelig sød ud og smiler meget. Men din måde at udtrykke dig på, kommer dig ikke til gode,« fik jeg at vide efter at have fået afslag på en pitch-konkurrence med min virksomhed. Jeg havde ellers tænkt over, at jeg skulle have jakkesæt på den dag. Men jeg har et feminint udtryk, taler lyst og elsker at gå med øreringe, der glimter. Jeg har tænkt meget over, om det er noget, jeg bør lægge på hylden. Men det bliver et kæmpe ’nej tak’. Hvis vi skal have mere diversitet, nytter det ikke, at alle skal se ens ud. Det kan ikke passe, at man ikke kan komme til tops, fordi man ser feminin ud.

Da jeg som 23-årig blev bachelor i sociologi fra Københavns Universitet, havde jeg følelsen af, at jeg skulle tættere på de mennesker, jeg havde siddet og studeret. Så jeg blev folkeskolelærer igennem Teach First, som arbejder på skoler med udsatte unge. Jeg havde en udfordret udskolingsklasse hvor nogle af børnene, havde nogle ret barske vilkår, både socialt og fagligt. Mange af børnene havde dårlige erfaringer med skolen, og der gik lang tid, før de accepterede mig som autoritet. Så der lærte jeg betydningen af at danne relationer. Og det endte også godt. Klassen endte med at afslutte 9. klasse med et imponerende flot gennemsnit – og endnu vigtigere; med rigtig god trivsel.

Jeg var enormt glad for at være lærer – og var det i fire år. Der var noget helt særligt i at få øje på alt det, mine elever kunne, som de ikke selv kunne få øje på. Og som de heller ikke havde oplevet, at andre havde set før. Jeg synes, det er den samme gave, man har som leder. Muligheden for at se folks potentiale og at udvikle på det.

I dag arbejder jeg som fuldmægtig i Beskæftigelsesministeriet, hvor jeg blandt andet arbejder med indsatser, der skal styrke udsatte unge, der står uden for arbejdsmarkedet. Det er et vanvittigt spændende arbejde og udsatte unge er et område, der ligger mit hjerte meget nært. Så det er rart stadig at have forbindelse til det område.

Jeg er for nyligt kommet med i ProWoc, Professional Women of Color, som er et karrierenetværk for kvinder med anden etnisk oprindelse. Min mor er dansk, og min biologiske far er halvt afro og halvt Native-American. Jeg er relativt lys i huden, så min etnicitet kan nogle gange gå ubemærket hen. Men det betyder meget for mig at dele mine erfaringer med andre kvinder, der også indimellem har haft oplevelsen af at skulle gøre noget ekstra for at komme til orde. Jeg har stadig til gode at se en kvinde med tørklæde eller med brun hud komme til tops i min professionelle karriere. Måske har jeg set det på LinkedIn engang.

Jeg henter inspiration fra mange forskellige mennesker. Lige fra en politiker som Margrethe Vestager til forfatteren Glen Bech – eller aktivistgruppen Pussy Riot. Fælles for dem er, at de både har en dagsorden og en fandenivoldskhed. De vil alle sammen gerne lave noget grundlæggende om ved vores samfund.

Da jeg gik i gymnasiet i Struer, tumlede jeg med mere, end et ungt menneske bør tumle med. Men jeg kan tydeligt huske min samfundsfaglærer Jakob, som havde en tro på, at jeg nok skulle komme langt i livet. Selvom han ikke var en leder som sådan, er han et af de mennesker, som har haft stor betydning for mit liv.

Om 10 år ser jeg mig selv i en ledende stilling i en organisation, der arbejder med udsatte borgere. Det kan både være i staten eller i en interesseorganisation. Det fortalte jeg også min leder til jobsamtalen til mit nuværende job. Lige nu gælder det om at lære en masse her. Jeg er omgivet af mennesker, der er meget dygtigere end mig, så jeg bliver inspireret hver dag. Og så tror jeg, at det, at jeg er med i et karrierenetværk, også kommer til at støtte mig på min vej.

Det vigtigste har du allerede gjort. Du har sagt til din chef, at du har en ambition om at gå ledelsesvejen. Det er det helt rigtige at gøre – frem for at gå og putte med det og tænke, at chefen nok gætter dine tanker.

Du arbejder jo i embedsapparatet, hvor der er mange gode muligheder. Alle stillinger skal slås op, hvilket betyder, at åbningerne bliver synlige. Du får derfor mulighed for at sætte dig selv konkret i spil. Derudover er der mange ledelseslag. Det betyder, at du for eksempel kan starte som teamleder i et mindre team. Og så er du jo på så stor en arbejdsplads, at der er ledelsesudviklingsprogrammer, som kan understøtte din vej.

Det er vigtigt, at du ikke tænker, at nu har du sagt det og så går og venter på, hvad chefen gør. Du skal løbende tage det op, og du kan jo sammen med din chef for eksempel lave en udviklingsplan.

Mange har glæde af at have en mentor, hvor man mere uformelt kan sparre om udfordringer i et rum, hvor man ikke bliver bedømt. Du kan både finde en mentor internt på din arbejdsplads eller gennem din fagforening. Du kan også selv række ud til en leder, du tænker, du kunne lære af. De fleste vil blive smigrede over at blive spurgt – også selvom du måske får nogle nej’er på grund af travle kalendere.

På de ledelsesudviklingsforløb, der findes i ministerierne, vil man ofte blive en del af en erfaringsudvekslingsgruppe, hvor man også uformelt kan vende de ting, man er i tvivl om. Jeg er selv en del af en gruppe med andre kvindelige direktører. Vi mødes regelmæssigt og taler både om konkrete problemstillinger, vi hver især står i, og om mere overordnede tendenser og udfordringer. Det har jeg stor gavn af. Det er givende at få et blik udefra, når man selv sidder fast i et eller andet.

Du ønsker på sigt at bevæge dig ind på det sociale område, for eksempel i en organisation. Her er din kombination af læreruddannelsen, din praksiserfaring og dit nuværende job i ministeriet virkelig god. I en organisation som for eksempel Red Barnet eller andre NGO’er er det vigtigt både at have den faglige forståelse om f.eks. børneområdet og samtidig forståelsen af, hvordan det politiske system fungerer. Hvordan påvirker man beslutninger, hvem skal man række ud til, hvordan foregår de politiske processer mm.

Du fremhæver, at du har et særligt blik for potentialet hos andre mennesker. Det er vigtigt. For en absolut hovedopgave som leder er at motivere dine medarbejdere og skabe succes gennem teamet. Det kræver tillidsfuldt samarbejde, at du er i stand til at lytte og samtidig sætte retning for, hvordan I lykkes. Det lyder som om, du har en rigtig god fornemmelse af netop det.

At du har forståelse for og interesse i diversitet i ledelsen ville jeg klart fremhæve til jobsamtalen. Det er der heldigvis mere og mere fokus på. Og så har du helt ret i, at du ikke skal smide øreringene eller begynde at tale med en dybere stemme. Du skal være dig. Det er en ledelseskvalitet, man slet ikke skal undervurdere. Altså at man kan mærkes som menneske. Og det kan du jo ikke, hvis du går rundt og leger, du er en anden. Det er arbejdsgiveren og ikke dig, den er gal med, hvis du afvises på grund af dine øreringe.