Uden visitkort
Hvis man vil lære af andre, skal man ifølge Jakob Aagaard se på mennesket frem for på titlen eller rangen. Og netop derfor får deltagerne på Ledelseshøjskolen ikke udleveret en navneliste, som vil gøre det muligt at knytte en person fra listen til et bestemt firma og et bestemt job.
»Vi tjekker ikke ind med et visitkort i hånden, men som det menneske, vi er. Det kan være angstprovokerende for nogle, fordi vi i så høj grad identificerer os med vores job. Men der kan opstå noget virkelig smukt, fordi man ikke dømmer hinanden på forhånd,« siger han.
Med i projektet er også et såkaldt advisory board, der blandt andre tæller landstræner Kasper Hjulmand, Britta Stenholt, der er topchef i Stark Danmark, og musiker, forfatter og skuespiller Michael Falch. Men hvad kan et navn som Michael Falch, der især er kendt som forsanger i det danske rockband Malurt, bidrage til på et kursus om ledelse?
»Han har ledet et rockband, som er et alternativt og mere kreativt miljø at være leder i. Og så kan han sin højskole, sin Grundtvig og faktisk også sin Kierkegaard. Han er en modpol til managementflosklerne, som vi for alt i verden ikke vil forfalde til,« siger Jakob Aagaard.
Hvad er det for nogle managementfloskler, I ikke vil forfalde til?
»Ideen om, at der findes en opskrift på god ledelse. Vi vil hellere præsentere en tilgang til god ledelse, som handler om at træne sin nysgerrighed – og på den måde finde frem til et mere personligt lederskab.«
Det er ikke kun ideen om at lære gennem det talte ord, som Ledelseshøjskolen har ladet sig inspirere af fra højskoletankegangen. Undervejs i forløbet står den nemlig også på fællessang. Deltagerne bliver desuden bedt om at tage en sang med, som har betydet noget særligt for dem. Det handler om at smide blufærdigheden, fortæller Jakob Aagaard. Og om at styrke fællesskabet i gruppen.
»Det handler ikke om, at folk skal udlevere sig selv. Men en sang – og ikke mindst den historie, der ligger bag valget af den – kan være et godt udgangspunkt for at snakke om alt fra personlige værdier til sjove oplevelser. Og så er fællessang noget, man gør sammen. Og det er jo netop i relationerne til hinanden, at der er rigtig meget at hente – også når det handler om at blive en bedre leder,« siger han.