BODIL NORDESTGAARD ISMIRIS

Husk dig selv

17. november 2022

Det er krisetider, og kravene til os som ledere er tårnhøje. Hvis du vil leve op til dem og være noget for dine medarbejdere, for din virksomhed og for verden, bliver du nødt til også at passe på dig selv.

Bodil Nordestgaard Ismiris er administrerende direktør hos Lederne
Gå til Action card

Krig. Inflation. Forsyningskrise. Arbejdskraftmangel. Udsigt til recession. Og en lurende klimakatastrofe. Ingen tvivl om, at det er krisetider, og at de næppe forsvinder lige foreløbigt, så jeg vil gerne sige noget om, hvad krisen betyder for os som ledere.

Som direktør for Lederne og dermed repræsentant for over 134.000 danske ledere er jeg utroligt privilegeret. Jeg har fået lov til at møde rigtigt mange af jer, og jeg ved, at de fleste af jer er utroligt dygtige. Også langt dygtigere, end mange af jer får kredit for.

Hårdtarbejdende, samvittighedsfulde og intelligente er tillægsord, som jeg uden at tøve vil lægge på mange af de ledere, jeg møder. Det er ledere, som altid har fokus på at løse de opgaver, de står overfor, på bedst mulig vis, og som kærer sig dybt for, at deres medarbejdere trives. Nogle gange betyder opgaverne og hensynet til medarbejderne måske endda så meget, at lederen ender med at tage alt for meget på sig selv for at sikre, at alt er i orden, og at medarbejderne i det mindste har det godt.

Kan du som leder kende dig selv i den beskrivelse? Så vil jeg tillade mig at komme med en lille, kærlig opsang.

Bodil Nordestgaard Ismiris er administrerende direktør hos Lederne

Bodil Nordestgaard Ismiris

  • Administrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation
  • Tidligere viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation i perioden 2017-2020
  • Inden da direktør og chef for bl.a. Medlemsrådgivningen og HR
  • Bestyrelsesmedlem i PFA og en del af repræsentantskabet hos ATP
  • Uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1999
  • Født og opvokset i Vemb mellem Holstebro og Ringkøbing
  • Gift og mor til to
Fold ud

Du skal huske at passe på dig selv. Det er prisværdigt, at du gør dit allerypperste, men ingen vil takke dig, og ingen får noget ud af det på sigt, hvis du presser dig selv for hårdt og ender derude, hvor det er dig selv, der mistrives eller sågar ender med en stressmelding.

Jo, selvfølgelig skal du nogle gange give den en ekstra skalle. Og som leder skal du gå forrest. Men hvis du hele tiden bliver nødt til at gå på kompromis med dig selv, kan du nemt komme ind i en usund spiral. Jeg kender det fra mig selv. Når presset bliver for stort i for lang tid ad gangen, bliver jeg selv en dårligere leder. Jeg får ikke tid til omtanke, jeg får måske fejet en medarbejders indsigelser lidt for hurtigt af banen, og jeg går ikke ind i opgaverne med den ro, som også er helt afgørende at kunne bidrage med. Det gør lidt ondt på min faglige forfængelighed at indrømme det. Men hvis jeg satser på, at endnu mere ensomt hårdt arbejde kan løse problemet, er ét sikkert: Det bliver sværere for andre at træde til og give en hjælpende hånd, og løsningerne bliver ikke bedre.

Derfor: Pas på dig selv, og vis dine kolleger og dine medarbejdere, hvem du er som menneske. Stol på, at du er en dygtig leder, og du ikke bare får følgeskab på grund af din titel, men også fordi du er den, du er, og at de andre gerne vil hjælpe med at nå jeres og jeres virksomheds fælles mål.

Du behøver ikke at være bedste venner med dine medarbejdere eller dine egne chefer. Men jeg vil opfordre dig til at stå ved dine personlige værdier, til en gang imellem at turde vise nogle af dine følelser og til at have mod på at indrømme, at du ikke altid har alle svarene selv.

Hvis du på den måde giver noget mere af dig selv, vil jeg love dig, at dine medarbejdere også i endnu højere grad vil være der for dig. De vil forstå dig bedre, de vil give den en ekstra skalle, når der er behov for det, og de vil nok også være mere trygge i forhold til at komme til dig med potentielle problemer, så du ikke pludseligt og uforberedt sidder i den slags problemer til halsen, som kan blive for meget for selv den dygtigste og mest oplagte leder.

Så kære leder! Husk at være et helt menneske, også i butikken, på fabrikken, på byggepladsen eller på kontoret. Dine medarbejdere vil værdsætte det, og du vil være en bedre leder for dem.