Lederskabet

Her har direktøren meldt ud, at familien altid kommer før virksomheden

Foto Christian Als
12. juli 2023

Lotte Bruun Jensen, der er 4. generations ejerleder af Osvald Jensen A/S, lever for sine børn, sin familie og vennerne. Derfor prioriterer hun benhårdt privatlivet over arbejdslivet – og opmuntrer medarbejderne til at gøre det samme og til at dele private problemer. Det er en klar trend, især blandt yngre ledere, siger ledelsesrådgiver.

Lotte Bruun Jensen
»Som person er det, jeg lever for, primært min familie, mine pårørende og venner. Det er det, der ligger mig mest på sinde, og det har jeg også meldt klart ud i virksomheden,« siger Lotte Bruun Jensen, direktør for Osvald Jensen A/S. Foto: Christian Als
Gå til Action card

Når Lotte Bruun Jensen er til møder med sine chefkolleger eller medarbejdere, har hun altid mobiltelefonen liggende foran sig. Ikke for at tjekke nyheder undervejs, men fordi det er vigtigt for hende, at hendes børn altid kan få fat i hende. Uanset om de bare vil sige hej eller har brug for hendes hjælp, er hun altid tilgængelig.

»Som person er det, jeg lever for, primært min familie, mine pårørende og venner. Det er det, der ligger mig mest på sinde, og det har jeg også meldt klart ud i virksomheden,« siger Lotte Bruun Jensen i Lederstof.dk’s podcast Lederskabet.

Hun har været direktør for Osvald Jensen A/S, der producerer gear og tandhjul, siden 2014, hvor hun overtog posten efter sin far som 4. generation ejerleder.

Hvor faderen havde en mere traditionel tilgang til direktørjobbet, følte Lotte Bruun Jensen sig lige fra begyndelsen splittet mellem privatlivet og arbejdslivet. Hun satte sig derfor for, at jobbet ikke måtte fylde for meget, og besluttede, at hun maksimalt ville arbejde 37 timer om ugen.

»Jeg har fire børn og har hele tiden prioriteret at være der for dem. Så nogle gange har jeg ikke været på virksomheden. Så har jeg måske været hjemme og arbejdet hjemmefra eller lavet andre ting, for eksempel taget dem til lægen. Og det har klart været en ændring fra min fars måde at gøre det på,« siger Lotte Bruun Jensen.

Hvis du nu skal til et vigtigt arrangement med din familie, og der pludselig opstår et alvorligt problem i virksomheden. Hvad vælger du så?

»Jeg vil sige, at det kommer lidt an på arrangementets og problemets størrelse. Men min familie ligger mit hjerte nærmest, det er der ingen tvivl om. Så jeg vil nok med overhængende sandsynlighed vælge det.«

Lotte Bruun Jensen snakker med en medarbejder
»Jeg oplever klart, at den gensidige åbenhed har en stor værdi,« siger Lotte Bruun Jensen. Foto: Christian Als

Dårlig samvittighed hjemme og på job
At prioritere så klart har ikke været så nemt, som det måske kunne lyde. Når hun har valgt at være hjemme med børnene, har hun følt dårlig samvittighed overfor jobbet – og omvendt.

»Jeg har nok haft lidt dårlig samvittighed begge steder. Men nu skal det ikke lyde, som om jeg aldrig har været på arbejde, for det har jeg. Men jeg har gjort meget ud af ikke at have en 60-timers arbejdsuge. Mere en normal arbejdsuge.«

Hvornår har dine medarbejdere tydeligst mærket, at dine prioriteringer er ret hårde i forbindelse med din familie?

»Det tror jeg faktisk, de kunne mærke, da jeg blev skilt for otte år siden. Jeg har meget svært ved ikke at tage mit privatliv med på arbejde. Det var en god skilsmisse på rigtig mange måder, men dér havde jeg det svært, det er der ingen tvivl om.«

Ifølge Lotte Bruun Jensen betød de private udfordringer efter bruddet med hendes daværende mand, at hun ikke var mentalt til stede på virksomheden på samme måde, som hun normalt er. Hun var også langt fra sit normale sprudlende og glade jeg. Mere stille og tilbageholdende. Ingen af hendes medarbejdere var i tvivl om, at hun gennemgik en alvorlig krise.

»Det kunne de helt sikkert mærke. Jeg gjorde heller ikke noget stort nummer ud af at prøve at skjule det. Jeg er et menneske ligesom alle andre, og vi har alle sammen nogle ting i livet, der går op og ned. Så det var ikke nogen hemmelighed, og jeg prøvede ikke at gemme mig bag en facade.«

Hvor går grænsen for, hvor meget – og hvad – man involverer sine arbejdsomgivelser i om sit privatliv?

»Jeg tror, at det er meget forskelligt fra person til person, hvor meget man ønsker at vise og involvere. Jeg havde det behov, at folk vidste, hvad det var, der foregik, og hvordan jeg havde det, for jeg kunne ikke skjule det. Og mit fokus var helt klart, at jeg skulle have styr på mit privatliv, før jeg kunne yde en masse godt i mit arbejdsliv.«

Osvald Jensen A/S

For lidt over 100 år siden så Osvald Jensen Mekanisk Etablissement A/S dagens lys for første gang. Det foregik på Vesterbrogade i København, hvor Lotte Bruun Jensens oldefar stiftede firmaet, der primært beskæftiger sig med at udvikle og producere gear og tandhjul. Siden da er foretagendet vokset, flyttet til Københavns Vestegn og gået i arv. Med overtagelsen af roret i virksomheden på Kirkebjerg Parkvej i Brøndby er Lotte Bruun Jensen den fjerde generation i direktørstolen.

Fold ud

Skal være plads til at græde på jobbet
Erfaringerne fra den nok mest mørke periode i hendes liv har givet Lotte Bruun Jensen en fast tro på, at man kun kan yde sit bedste på sit arbejde, hvis man er i balance med sig selv. Og at det ikke nytter noget at lade som om, alt er ok, hvis det ikke passer.

»Der er selvfølgelig grænser for, hvad ens arbejdsplads skal stå på mål for, i forhold til hvad der foregår i privatlivet. Men det er virkelig min grundholdning, at jo mere åben du er om det – uden at du behøver at fortælle, hvad der står i medicinskabet – jo bredere forståelse møder du fra dine kolleger eller chefer. Og så kan man også løse det på en bedre måde, end hvis man ikke siger noget eller gør noget.«

Lotte Bruun Jensen lægger ikke skjul på, at hun selv går meget direkte til medarbejderne, hvis hun kan mærke, at de har problemer. Hvis det er en ny ansat, hun ikke kender så godt, går hun lidt forsigtigt til værks. Men hvis det er kolleger, hun har arbejdet sammen med i mange år, går hun ’rimeligt tæt på’, som hun selv udtrykker det.

»De er i hvert fald ikke i tvivl om, at de kan komme ind og snakke eller fortælle og være meget åbne om tingene, uanset om det er stress eller sygdom eller noget helt tredje. Jeg spørger altid, om det gør noget, at jeg spørger ind til det, fordi ellers skal de selvfølgelig ikke svare. Oftest vil de gerne tale om det, og jeg har haft medarbejdere, der har grædt og været kede af det, men det skal der være plads til,« siger Lotte Bruun Jensen.

Portrætbillede af Lotte Bruun Jensen
Lotte Bruun Jensen lægger ikke skjul på, at hun går meget direkte til medarbejderne, hvis hun kan mærke, at de har problemer. Foto: Christian Als

Forsøger at gøre det lettere i arbejdslivet
Kan man sige, at du har flyttet grænsen for, hvor ærlig man kan være i forhold til sin chef?

»Jeg ved ikke, om jeg har flyttet den, men det er sådan, det er hos os.  Det kan jo være, at nogle af mine medarbejdere har en anden holdning.  Men min oplevelse er, at når der har været noget, så er de kommet ind og faktisk søgt hjælp på en eller anden måde. Det er jo ikke, fordi jeg har kunnet løse problemet for dem, men jeg har forsøgt at gøre det lettere for dem i deres arbejdsliv.«

Kan man ikke også komme til at slå sig lidt på det, hvis man involverer sig for meget i de private problemer, medarbejderne går og slås med?

»Det tror jeg godt, man kan. Det kan jo være svært at trække sig ud af igen, og det skal man selvfølgelig gøre sig meget bevidst om. Men jeg har oplevet i de efterhånden 25 år, jeg har været i virksomheden, at folk taler meget lige ud af porsen, når de har oplevet sygdom eller andre former for livskriser. Og jeg oplever klart, at den gensidige åbenhed har en stor værdi,« siger Lotte Bruun Jensen.

Vigtigt at vise overskud og brede skuldre
Selv om Lotte Bruun Jensen er tilhænger af, at man også selv som leder stiller sin sårbarhed åbent til skue, understreger hun, at der også er nogle grænser, man skal være bevidst om: Man kan godt vise, at man har det svært i en periode. Men det må ikke blive en konstant tilstand, at chefen har det skidt.

»Det er en begrænset periode, man kan være i det vakuum. For mit eget vedkommende skulle det ikke have varet særligt meget længere, vil jeg sige. Det var nok noget af det vigtigste, jeg lærte i perioden efter skilsmissen, hvor vigtigt det er at vise overskud og brede skuldre som leder. Medarbejderne har brug for en leder, der går forrest og viser, hvilken vej alle skal gå, helst med et smil på læben.«

Lotte Bruun Jensen sidder ved et skrivebord
»Jeg tror, at du er en meget bedre leder, hvis du er i stand til at passe på dig selv, og har nogle andre ting på spil, som for eksempel familien,« siger Lotte Bruun Jensen. Foto: Christian Als

Flere ledere vil have bedre balance
Ifølge ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt er Lotte Bruun Jensen en del af en større trend, hvor især yngre ledere nægter at lade sig opsluge af arbejdet med hud og hår.

»Jeg møder flere og flere ledere, der ikke accepterer præmissen om at de skal lægge hele deres sjæl i den her identitet og være ledere døgnet rundt,« fastslår Michael Uhrenholt.

I Lederskabet taler han om en ny form for ’modenhed’, hvor specielt yngre ledere i højere grad end tidligere forstår, at de er nødt til at passe på sig selv.

»Når du bliver ansat som leder eller chef, er det fordi, man antager, at du har kompetencerne og de menneskelige egenskaber til at varetage den opgave. Det er jo ikke ensbetydende med, at du skal bruge dobbelt så mange timer, som alle andre på jobbet,« siger Michael Uhrenholt og tilføjer:

»Hvorfor skal man absolut arbejde 60 timer for at kunne være leder? Jeg tror, at du er en meget bedre leder, hvis du er i stand til at passe på dig selv og har nogle andre ting på spil, som for eksempel familien.«

Han tilføjer, at Lotte Bruun Jensen er særligt privilegeret, fordi hun både er direktør og ejer.

»Hun er jo i den særlige situation, at fordi det er et familiefirma, kan hun i bund og grund gøre, som hun vil. Det kan du ikke altid, hvis du er en leder, der er ansat på en helt almindelig funktionærkontrakt.«

Michael Uhrenholdt er vært på den nye podcast Lederskabet

Michael Uhrenholt

Michael Uhrenholt er en del af rådgiverteamet i Ledelse, Ledernes enhed for sparring og rådgivning af ledere.

Han har særligt kompetencer inden for blandt andet lederudvikling og rekruttering og har været hos Lederne siden 2007.

Som medlem af Lederne kan du få gratis rådgivning af Michael og hans kolleger.

Fold ud

Pas på med at optræde som ’lommepsykolog’
Michael Uhrenholt har stor respekt for Lotte Bruun Jensens beslutning om at dele egne sorger og glæder med medarbejderne, og samtidig insistere på at lytte til deres, også selv om han egentlig har et fast princip om at adskille det private fra det professionelle i arbejdslivet.

»Jeg synes, at hun fremtræder rigtig stærk, og det er faktisk ret befriende, at hun selv har delt de problemer, hun har haft. At tro at vi som ledere altid kan være lykkelige og glade, og at alting glider af på os, er et falsk billede, vi sætter op.«

Michael Uhrenholt understreger samtidig, at der er nogle faldgruber, man skal være opmærksom på, hvis man – som Lotte Bruun Jensen – inviterer medarbejderne til at dele alvorlige livskriser med chefen. Allerførst skal man leder gøre sig klart, hvor tæt en relation, man har til den pågældende medarbejder.

»Har du en meget tæt relation, hvor man tidligere har åbnet op for bekymringer og andre ting, der er foregået, og man derfor har den her åbne tone, kan man godt udvise omsorg i meget højere grad end ellers.«

Til gengæld opfordrer han ledere med mange ansatte, som de ikke kender lige godt allesammen, om at være varsomme med at optræde som ’lommepsykologer’.

»Som leder skal man passe på med at tro, at man er en psykolog, læge eller terapeut, der kan fikse private problemer for en medarbejder. Tit er den bedste løsning at tilbyde at lægge øre til hans eller hendes udfordringer. Hvis du ikke kan nøjes med det, men tror at du skal fikse det hele, så skal du holde dig væk,« lyder det fra Michael Uhrenholt i Lederskabet.

Action Card

Her er ledelsesrådgiver Michael Uhrenholts bedste ledelsesråd

  1. Vær tydelig om dine personlige og ledelsesmæssige værdier. En leder, der agerer ud fra et tydeligt værdisæt, skaber tryghed blandt medarbejderne, fordi de altid ved, hvad de har at forholde sig til.
  2. Som leder er du også en rollemodel. Hvis du som leder markerer, at du skelner meget kraftigt mellem arbejde og privatliv – og fx holder fast i kun at arbejde 37 timer om ugen – kan du medvirke til at skabe en sund arbejdskultur, hvor man lærer at prioritere og styre opgaverne i forhold til de ressourcer og den tid, der er til rådighed, og dermed reducere risikoen for stress.
  3. Det kan have en pris at prioritere lederjobbet ned. Hvis du som ejerleder, eller leder i det hele taget, prioriterer familien over jobbet, og måske endda fravælger jobbet i perioder, kan det smitte af på lederne under dig og medarbejderne på en usund måde. Hvis alt en dag står på gloende pæle, hvem lægger så de ekstra timer, der skal til for at løse problemet, hvis lederen ikke er der?
  4. Det er et stærkt kort at udvise sårbarhed. En leder, der tør dele sin egen sårbarhed og følelser, og som tør fortælle om de ting, der er svære i privatlivet, skaber tryghed blandt medarbejderne. Det inviterer også til at medarbejderne kan dele deres problemer med lederen. Det er positivt, men skal også balanceres. Du kan ikke både være mor derhjemme og på jobbet. Hvordan håndterer du medarbejdere, der har det skidt derhjemme, i perioder, hvor du måske ikke selv har det store overskud? Vær også opmærksom på, om du blot lægger øre til medarbejdernes private problemer, eller om du forsøger at fikse dem. Husk på, at du er leder af en virksomhed og ikke eksamineret psykolog eller terapeut.

Mere fra Lederskabet

Et splitbillede af Hjulmand og Frank, der giver feedback i en kamp

Thomas Frank og Kasper Hjulmand er fodboldtrænere i topklasse. Nu vil de inspirere dig til noget vigtigt i ledelse.

14 min.
Sisse Fisker

Sådan får du din første bestyrelsespost

Drømmer du om at sidde i en bestyrelse? Her er, hvad du skal kunne. Og hvordan du kommer i gang.
7 min.
Mette Davidsen Nielsen står med ryggen mod en væg
Lederskabet

Livet i hamsterhjulet har krævet masser af selvmedicinering. Nu vil kulturredaktøren ud af det sammen med medarbejderne

Selv om hun har et privilegeret og spændende lederjob som kulturredaktør på Politiken, føler Mette Davidsen-Nielsen ofte, at hun løber rundt, uden at komme nogle vegne. Hun mener, at der er brug for at gentænke den måde, vi har skruet arbejdslivet sammen på og få redefineret lederrollen.
27 min.
Stine Kirkegaard står foran sin cateringfirma Easy Peacy
Lederskabet

Stine vil ikke have 'giftig maskulinitet' i sin virksomhed

Groft sprogbrug, sexisme og andre former for krænkelser er tilsyneladende hverdagskost mange steder i restaurationsbranchen, men ikke hos 29-årige Stine Kirkegaard, der står bag cateringsuccesen Easy Peacy, og insisterer på en ordentligt tone.
24 min.
Aviaja Andersen står med en sæk maskmel iført hår net
Lederskabet

Aviaja sprang fra drømmejobbet i kosmetikindustrien for at redde kloden

Et par år efter hendes mand døde skiftede Aviaja Riemann-Andersen sit chefjob i L’Oréal-koncernen ud med en startup, der vil afhjælpe fødevaremangel ved at udnytte restproduktet fra ølbrygning. Det kræver ’vildt meget ledelse’, siger hun, specielt efter at der er kommet investorpenge ombord.
28 min.
Sune Malthe Thagaard sidder og snakker i telefon mens han nulrer med sit lange hår
Lederskabet

Sune vil vise, at der er flere måder at være mand på. Også i den finansielle sektor

Da Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit, valgte at åbne op om sin seksualitet, blev jakkesættet samtidig skrottet til fordel for langt hår, pink t-shirt og øreringe.
29 min.