82-årige Else Relster er erhvervspsykolog og tidligere topchef. Hun er bekymret for nutidens ledere

Else Relster er velforberedt. Blikket er vågent og skarpt bag de lette guldindrammede briller, og hun har medbragt en stak A4-sider med noter. De ligger klar i et plasticchartek på det lave bord mellem den hvide sofa, og den stol, hun har taget plads i. Der er her, erhvervspsykologen i de seneste 27 år har hjulpet danske ledere til at håndtere arbejdslivet, og også her hun de senere år har bemærket et markant skifte i danske lederes trivsel. Eller rettere: Mistrivsel.

»De ledere, der kommer hos mig, er simpelthen overbelastede. Tidligere var det mere noget med, at de havde en konflikt med deres egen chef eller andre på arbejdspladsen. Mange af de ledere, jeg ser nu, har simpelthen bare arbejdet for meget i for lang tid,« siger Else Relster og nævner som eksempel en klient, der er leder i en relativt stor produktionsvirksomhed.

»Han er 30 år, og han har stress,« konstaterer Else Relster med et overrasket tonefald.

I de første år hun var erhvervspsykolog, var de stressramte typisk personer i 40’erne eller ældre. Hun peger på et andet pres som årsagen til de yngre stressramte.

»Det gælder også i uddannelsessystemet. Et forventningspres om, at man virkelige skal præstere. Præstationen giver høj løn og status. Jeg har aldrig set nogen blive rost i Børsen eller Berlingske for at være god til at få et afbalanceret liv og passe på sit eget stressniveau.«

Hvad skal de ledere gøre for at passe bedre på sig selv?
»Dem jeg ser, er ikke specielt gode til selvomsorg. De bliver overbelastede, blandt andet fordi de ikke kan sige nej. Fra første dag når man får et lederjob, skal man være opmærksom på at passe på sig selv. Det vil blandt andet sige ikke at sidde og arbejde hver aften bare for at vise, hvor dygtig og flittig man er. Jeg taler meget om selvomsorg med dem, der kommer her. De skal huske at sige fra over for arbejdspresset og så vidt muligt holde arbejdet ude af privatlivet,« siger Else Relster.

Efter hun blev cand.psych. og ph.d. fra Københavns Universitet, var Else Relster leder i 10 år. Først tre år i Arbejdstilsynet, hvor hun var personaleudviklingschef og uddannelseschef, samt Statens Filmcentral, hvor hun var administrerende direktør i syv år. I 1996 sagde hun op og etablerede den psykologpraksis, hun nu sidder i. 

Det er her, nogle få trin nede fra gadeplan, at ledere – det kan både være fra C25-virksomheder og ledere fra en større tømmerhandel – tager plads i sofaen. De vil tale om alt fra stress- og konflikthåndtering til den ‘truende’ pensionisttilværelse, der måske nærmer sig. Men ikke for 82-årige Else Relster, selvom hun har sat et loft over antallet af klienter. Hun arbejder et par timer om dagen, og nogle dage slet ikke, men helt slippe det, vil hun ikke. Det var rigeligt skræmmende at opleve, at der under corona “var ved at gå pensionist i den”, da hun gik hjemme med sin kat i lejligheden i opgangen ved siden af.

»Og den dag jeg ikke leverer varen, så kommer de vel ikke mere,« som hun siger om de ledere, der fortæller både dybt personlige historier fra deres liv, og om hvordan de har slået sig på lederrollen, f.eks. i forbindelse med stress.

Lær at sige nej
Når en stressramt tager plads hos Else Relster forsøger hun at få klarhed over, hvor meget der skyldes ydre omstændigheder, og hvad personen selv kan gøre for ikke at havne i samme situation fremover.

»Deres egen andel i det, handler for det meste om, at de ikke tør sige nej og er konfliktsky. De tager for meget på sig, og det prøver vi at arbejde med. Men man skal ikke prøve at lave om på folk, hvis problemet ligger i selve miljøet på arbejdspladsen. Så prøver jeg at hjælpe dem med at tage stilling til, om de ønsker at blive der, eller om de vil væk.«

Med hendes egne ord har overbelastning været en kæphest for hende lige siden, hun blev cand.psych. Det var en målsætning under hendes tid i Arbejdstilsynet, at det psykiske arbejdsmiljø skulle forbedres på danske arbejdspladser, også for ledere.

»Det er godt nok ikke lykkedes,« konstaterer hun. »Altså, det er jo ikke sådan, at stressniveauet er lavere i dag end i 1978. Og på nogle arbejdspladser synes man tilsyneladende, det er nemmere at lade folk gå ned med stress end at forebygge det. 'Nå, ham der gik ned med stress’, og så bliver den person sendt til sådan en som mig eller en stresscoach. Det koster kassen i stedet for at forebygge, at de ledere bryder sammen.«

Især en del af de kvindelige klienter skal lære at sige nej uden at tro, at der bliver set ned på dem af den grund. Kønsforskellene er blevet mere udvisket med tiden og er ikke længere så fremtrædende blandt yngre klienter, men der er stadig en overvægt af kvinder, der er tænker – for – meget over, hvordan deres egen leder opfatter dem. For eksempel hvis de begynder at sige nej, fortæller Else Relster.

»De spørger mig, om det er dem selv, der er urimelige og har urimelige krav. Jeg prøver at give dem et nyt blik på det, så de ikke bare har deres egen fornemmelse. Nogle siger: ‘Jamen, måske skal jeg bare vænne mig til det’. Der kan jeg så sige: ‘Det der skal du ikke vænne dig til. Så bliver det bare værre og værre, og til sidst bliver du syg.’«

Else Relster nævner som eksempel en kvindelig klient, hun havde for nogle år siden, som var leder i en finansiel virksomhed. Hun havde problemer med, at en kollega fra samme ledelseslag den ene gang efter den anden skubbede arbejde over til hende. Opgaven for Else Relster var at ruste klienten til en konfrontation med kollegaen. 

»Hun kunne ikke lide konfrontationen, men hun gjorde det, og så stoppede det. Der kom ingen konflikt. Det er især kvinder, som er nervøse for, hvilken reaktion, der kommer. De bliver bange for at blive upopulære eller at blive set som dovne.«

Hvad er dine mønstre?
Besværet med at sige nej kan bunde i flere ting, er Else Relsters erfaring. Nogle kan være nervøse for at blive dårligere stillet i forhold til forfremmelser eller en bonus. Andre kan have tillært sig allerede i barndommen, at man aldrig tager en konfrontation.

»Nogle siger til mig, at de er vokset op i en familie, hvor der aldrig blev sagt et vredt ord. ‘Jeg har aldrig hørt min far og mor skændes’, siger de. Og jeg siger så: ‘Det var da skrækkeligt. Hvordan skulle du lære at sige nej, hvis din far og mor aldrig har vist dig, hvordan?’«

Hvordan skal man blive bedre til at sige nej, hvis det er svært?
»Jeg arbejder med et værktøj, der hedder visualiseringer for at hjælpe andre med at ændre de mønstre. Det handler ikke om at blive en anden, men om at blive bevidst om, hvad ens mønstre er, inden man kan prøve at ændre dem. Hvad trigger dig? Hvordan reagerer du under pres? For som leder bliver man jo presset.«

Hvilke mønstre ville du gerne have været mere bevidst om, da du blev leder?
»Det kunne have sparet mig for en hel del at være bevidst om, at jeg ikke har nogen autoritetstro. Da jeg blev direktør i Statens Filmcentral, vidste jeg ikke, hvordan man gebærder sig, når man som styrelsesdirektør kommer ind i Kulturministeriet. Jeg tillærte mig så, når jeg kom ind til en af de der fuldmægtige, som vist nok syntes, at de var finere end mig, at sige: ‘Hold da op, hvor er det en pæn sofa. Hvor har du købt den?’ selvom jeg var fuldstændig ligeglad. Det kan være nødvendigt at lære at spille spillet.«

En anden ’klassiker’ for ledere er den situation, hvor man skal tage en ubehagelig beslutning. At skulle tage noget fra andre, som Else Relster formulerer det. Det har hun selv prøvet, og der er en bestemt episode, hun tænker på, når hun bliver bedt om at komme med nogle råd om den lederopgave. Episoden lægger mange år tilbage, men kan stadig plage hende.

To sider af empati
Der var i bund og grund ingen vej uden om beslutningen. En bestemt afdeling i Statens Filmcentral var præget af ekstremt højt sygefravær og leverede ikke som den skulle. Som ny administrerende direktør var oprydningsarbejdet en del af opgaven for Else Relster, og beslutningen blev at afskedige over 20 medarbejdere. Især en af fyringerne var svær og er historien om et klassisk lederdilemma. 

»Hende her var enlig mor og var plaget af epilepsi. Det var virkelig et dilemma for mig. Sådan nogle valg er meget ubehagelige. Men omvendt kunne jeg jo se, at hun ikke producerede ret meget og ikke havde gjort det i mange år, så jeg kunne heller ikke forsvare at afskedige alle de andre og lade hende blive.«

Efter fyringen tog Else Relster den dårlige samvittighed op med nogle af de mere erfarne ledere i den VL-gruppe, hun var medlem af. Netop den form for sparring kan være uvurderlig i sådan en situation, fortæller hun.

»Det var en kæmpe hjælp at have det fortrolige rum, hvor jeg kunne fortælle om det dilemma. Jeg blev bekræftet i, at jeg ikke havde fyret den medarbejder, fordi jeg var ond, men fordi det var nødvendigt. Hvis man må tage noget fra nogen og er for empatisk, kærlig og omsorgsfuld, så tager man også noget energi fra sig selv, fordi man går og tænker på det.«

Hjælper den berømte distance til medarbejderne i sådan en situation?
»Ja, for man bliver nødt til at blive i rollen som leder. Nogle gange må man gøre noget, som gør ondt, og hvis ikke man kan klare det, risikerer man at skulle bruge utrolig meget psykisk energi på at bære over med sig selv.«

Husk relationerne
Det seneste års tid har flere ledere henvendt sig, fordi de nærmer sig pensionsalderen og er bekymrede for, hvordan de skal håndtere livet, når deres identitet ikke længere er bundet op på deres karriere. Else Relster bruger udtrykket ‘væredygtighed er indersiden af bæredygtighed’ for at beskrive, hvor vigtigt det er at huske familie og venner og ikke kun prioritere jobbet.

»Det er Steen Hildebrandt (professor emeritus i organisation og ledelse, red.), der har lært mig det udtryk, som jeg er ret vild med. At man er væredygtig betyder, at man har nogle relationer. Vi ved, at relationer til andre mennesker er basis for at blive et lykkeligt menneske. Og det betyder, at hvis dit job skulle forsvinde, så falder du ikke ned i en mørk afgrund.«

Bliver man en bedre leder af at fokusere på noget andet end arbejde?
»Det gør man. Man bliver i hvert fald en mere langtidsholdbar leder, for hvis man investerer stort set alt sin energi i sit arbejde, og man forsømmer sit privatliv, sit ægteskab, sine børn og sine venner, så betaler man en pris. Og der kan jo ske alt muligt. Du kan blive syg eller blive fyret. Hvem er du så?«