Når den i dag 59-årige Ali E. Cevik ser ud ad vinduet fra HR-ON’s kontor på Odense Banegårdscenter, kigger han ned på en del af sin barndom. Området langs togskinnerne har ændret sig en del, men han husker tydeligt, da han i 1974 flyttede ind i en lille lejlighed små 500 meter fra banegårdscenteret sammen med sin bror og sine forældre.
»Det var et rigtigt arbejderkvarter, nærmest som taget ud af Huset på Christianshavn, men for mig, var det, det første møde med en moderne civilisation,« erindrer Ali E. Cevik.
Inden han kom til Danmark, voksede han op i en fattig tyrkisk landsby, hvor han passede familiens opsparing: To vandbøfler. Der var ikke elektricitet, og ud over morfarens batteridrevne transistorradio, var det lille samfund afskåret fra omverdenen.
»Måske en gang om måneden kunne vi være så heldige, at der kom en bil kørende gennem landsbyen. Jeg kan huske, at jeg og de andre børn altid løb efter bilerne, ligesom du ser på film. Hvorfor vi gjorde det, ved jeg ikke, men det gjorde vi,« fortæller Ali E. Cevik.
Da hans far rejste til Danmark og fik job som ufaglært arbejder på et jernstøberi i Odense, ændrede livet sig radikalt. Resten af familien, inklusive Ali, fulgte efter tre år senere. Allerede dagen efter, han kom til Danmark, blev Ali E. Cevik sendt i skole, og han husker, at han som den eneste rejste sig op, da læreren kom ind ad døren.
»Jeg kunne ikke et ord dansk og kom fra en landsbyskole, hvor vi terpede ABC og historien om det osmanniske rige. Men jeg kom hurtigt efter det faglige. Jeg var flittig og stædig, og allerede dengang havde jeg en tro på, at jeg kan lykkes med det, jeg vil,« siger Ali E. Cevik, der ofte tænker tilbage på de ni første år af hans liv, hvor han og vennerne løb efter de biler, der en sjælden gang kom igennem landsbyen – og hvor han end ikke havde drømt om at ende som it-entreprenør i Danmark med seks Gazellepriser som bevis på succesen.
Det blev kun muligt, fordi han forældre solgte deres to vandbøfler, så de kunne betale for farens rejse til Danmark. En satsning, der brød hele familiens sociale arv.
»Hvis de ikke havde taget den chance dengang, havde jeg måske stadig levet i landsbyen,« siger Ali E. Cevik.
Foto: Jonas Normann