Jesper Dalgaard Pøhler er redaktør på Lederstof.dk og anbefaler hver uge de bedste artikler om ledelse
Hvad skriver Harvard Business Review, Mandag Morgen, Børsen og alle de andre medier om ledelse? Hver uge anbefaler vi et udpluk af artikler, du også bør læse.
Ugens anbefalinger

Sexismedebatten løses ikke med regeltyranni

6. november 2020

Stadig flere sager om krænkelser og sexisme dukker op. Men løsningen er ikke flere og skrappere regler, fortæller psykolog. Læs om den og andre ledelseshistorier fra ugen her.

Gå til Action card
  1. Sexisme skal ikke løses med skrappe regler

    Sagerne om sexisme og krænkelser fylder stadig, og flere amerikanske virksomheder har indført særdeles detaljerede regler for at undgå nye sager. Eksempelvis har Netflix blandt andet haft en regel om, at deres ansatte ikke måtte holde øjenkontakt i mere end fem sekunder.

    Psykolg og arbejdsmiljørådgiver Vibeke Lunding-Gregersen advarer mod at lave en masse regler, hvis ikke de følges op af en kulturændring. Og her er det vigtigt, at lederen går forrest, siger hun.

    Du kan læse artiklen i Berlingske. Og så kan du høre Vibeke Lunding-Gregersen i podcasten Lederhjerne.

  2. CSR kan stressteste din strategi

    I en forskningsartikel argumenterer Sarah Kaplan for den fortsatte vigtighed af at arbejde med CSR – selv i en krisetid. Virksomheder, der arbejder med CSR, henter nemlig flere investeringer hjem og performer generelt bedre.

    De er desuden mere robuste i krisetider, fordi de allerede har "stresstestet" strategien på de mange forskellige interessenter, som de inddrager i deres beslutningsprocesser.

    Artiklen er desuden interessant, fordi den gør op med fire typiske fejl, når der skal arbejdes strategisk med CSR.

    Du kan finde fejlene og læse et uddrag eller anmode om adgang hos MIT Sloan Management Review.

  3. Hvorfor er der færre kvinder på samfundets top?

    Det er spørgsmålet i en undersøgelse i bogen Konflikt og konsensus. Den viser, at mænd og kvinder er enige om de fleste af årsagerne, men på to punkter er de alligevel uenige.

    44 procent af kvinderne mener, at »Mange mænd har problemer med at samarbejde med kvindelige ledere« og 37 procent af kvinderne mener, at »Kvindelige ansøgere bliver forbigået ved ansættelser«. Det er kun halvt så mange mænd, der er enige i de to udsagn.

    Find grafen og resten af spørgsmålene fra undersøgelsen bag login hos Mandag Morgen.

  4. Hvad betyder USA's nye præsident for dansk erhvervsliv?

    En række topledere maner til besindelse i forhold til præsidentudvalget i USA. Om det bliver Biden eller Trump, der driver landet de næste fire år, er ikke noget, der kommer til at vælte de danske topchefer og deres virksomheder, lyder det i artiklen.

    I en uge, hvor vi alle har holdt vejret – valget er i skrivende stund ikke afgjort – er det en lettelse at høre, at der trods alt er ro og stabilitet hos flere af Danmarks topchefer.

    Vi er dog ikke helt off the hook. Som Lars Sandahl Sørensen påpeger, er der stadig både coronakrise og klimakrise, så »Derfor er der ikke behov for specielt mange yderligere usikkerhedsmomenter, som vil bidrage yderligere til vanskeligheden ved at navigere og investere«.

    Læs mere hos Berlingske Business.