Jesper Dalgaard Pøhler er redaktør på Lederstof.dk og anbefaler hver uge de bedste artikler om ledelse
Hvad skriver Harvard Business Review, Mandag Morgen, Børsen og alle de andre medier om ledelse? Hver uge anbefaler vi et udpluk af artikler, du også bør læse.
Ugens anbefalinger

Når ledelse virkelig rykker

18. december 2020

I denne uge skal vi møde en leder, der har vendt kulturen på sin arbejdsplads. Det er i sådanne situationer, at ledelse virkelig rykker. Læs den og andre ledelseshistorier her.

Gå til Action card
  1. Hvad gør du med ledere uden personaleansvar?

    Der er en række personer, der fungerer som ledere uden formelt personaleansvar. Når det går rigtig skidt, er de hverken ledere eller medarbejdere.

    Når det til gengæld går godt, er de ressource-personer for dig som formel leder, og det kan give både organisatorisk læring og bedre resultater.

    I denne artikel fra Mandag Morgen (bag login), får du tre gode råd til arbejdet med ressource-personer.

    Det er i øvrigt det, man kalder distribueret ledelse, hvilket forfatteren Christian Nyvang Qvick netop har skrevet en bog om.

  2. Når ledelse virkelig rykker

    Vi bliver hos Mandag Morgen, der også har en spændende historie fra Hvidovre Hospital.

    Her var jordemødrene flygtet hen over de sidste par år, og vikarerne havde fået alt for gunstige vilkår i forhold til de fastansatte.

    Historien er spændende, fordi den viser effekten af ledelse. En lyttende og anerkendende ledelsesstil har nemlig bragt fastholdelsen op med ti procent og styrket arbejdsglæden.

    Læs artiklen og få chefjordemoder Dorthe Dahls 10 principper (bag login) for at klare den svære øvelse med at vende en arbejdsplads.

  3. Lad være med at følge din passion!

    Vi slutter med en forfriskende artikel fra Harvard Business Review. Den handler om ikke at følge sin passion.

    Ofte lyder rådet i livet eller på jobbet, at vi skal følge vores passion. Men er det egentlig et godt råd? Og hjælper det os i arbejdet?

    Professor Dan Cable opfordrer dig i stedet til at lægge mærke til det, du bliver ved med at gøre, selv om du synes, det er svært.

    Måske øver du dig mere end gennemsnittet på dine præsentationer foran spejlet? Måske forbereder du dig i længere tid end gennemsnittet før et møde? Det er episoder som disse, der viser, hvad det er, du giver opmærksomhed, fordi det er vigtigt for dig – ikke fordi, det er let.

    Læs artiklen om passion og vabler (ja, vabler) på Hbr.org.