Jesper Dalgaard Pøhler er redaktør på Lederstof.dk og anbefaler hver uge de bedste artikler om ledelse
Hvad skriver Harvard Business Review, Mandag Morgen, Børsen og alle de andre medier om ledelse? Hver uge anbefaler vi et udpluk af artikler, du også bør læse.
Ugens anbefalinger

Den ene procent, der burde være meget større

5. marts 2021

Kvindernes Internationale Kampdag venter efter weekenden. Her er to artikler, der gør dig klar til den – og to helt andre anbefalinger.

Gå til Action card
  1. Én procent er for lidt

    En kedelig statistik fangede min opmærksomhed i denne uge: Kun én procent af investeringer til startups går til kvindelige iværksættere!

    I stedet for at kaste mig ud i klassiske diskussioner om, at kvinder er mindre risikovillige, mangler i miljøet eller andre "gode" argumenter, vil jeg hellere citere fra artiklen:

    »Flere analyser peger på, at kvinder bidrager til problemløsning på en anden måde end mænd, og at de bidrager med en forståelse af profit, som i højere grad inddrager samfundsmæssige aspekter samtidig med, at de har øje på bundlinjen. Derudover er kvinder mere tilbøjelige til at dele ud af deres succeser«.

    Og hvorfor så en anbefaling, der handler om iværksætteri? Jo, fordi det er én af vejene til at få flere kvinder i ledelse, som min kollega, Nanna Simone Jensen, fortæller i denne artikel.

    Artiklen om den alt for lille procentdel af kvindelige iværksættere kan du læse hos Mandag Morgen.

  2. Et andet godt tip til at få flere kvinder i ledelse

    Harvard Business Review har bragt en artikel om, at du kan øge chancerne for at få flere kvinder til din ledelse ved at gøre din shortlist længere, når du rekrutterer.

    På den måde styrker du simpelthen din opmærksomhed på alternativer til dine favoritter.

    Der findes et hav af studier af, hvordan du kan styrke diversiteten gennem rekrutteringsprocessen. Her er ét sted at starte.

  3. Det handler om at gøre noget anderledes

    Processen mod ligestilling handler altså om at gøre nogle ting anderledes. Ligeså gør coronahåndteringen.

    Det har en række ejerledere i Danmarks små og mellemstore virksomheder måttet sande i løbet af det sidste år. Mens mange har vægret sig mod krisen ved at skære og spare, har andre klaret det rigtig godt ved simpelthen at ændre forretningen.

    Mød et par inspirerende eksempler på ledere, der har tænkt nyt under corona og er kommet godt ud af krisen af netop den årsag i Børsen (bag login).

  4. En autoritet, der værner om åbenhed i sin ledelse

    Den sidste anbefaling i denne uge går til Søren Brostrøm, der er blevet testet på en række af sine lederegenskaber gennem det sidste års tid.

    I denne artikel fra Mandag Morgen (bag login) taler han om forskellen på magt og autoritet og om, hvad han har lært gennem dét, der nok bliver hans karrieres mest bemærkelsesværdige periode.