Tre ledere sagde op uden at have det næste job på hånden. Pausen gav dem plads til at finde mening og gå nye veje.

Allerede tidligt i deres karriere indtog Maria Kofod Larsen, Gry Egstrup og Louise Sparf højtplacerede lederstillinger. Deres imponerende CV vidner om et årelangt stålfast greb om rattet i karriereræset. Men det er ikke den målrettede vej til topposterne, du bliver klogere på ved at læse den her artikel. I dag handler det derimod om et at flytte foden fra speederen og hen på bremsen. Om at sige sit job op og tage en pause fra arbejdslivet.

»Jeg synes, jeg havde kørt i helt højt gear i mange år,« fortæller Gry Egstrup om årsagen til sin opsigelse. Beslutningen blev hjulpet på vej af, at hendes arbejdsplads gennem seks år, TDC Group, blev splittet op. For hende blev det et vendepunkt:

»For første gang i mit arbejdsliv vil jeg tage lidt tid til refleksion uden en overordnet masterplan,« skrev hun på LinkedIn på dagen for sin sidste arbejdsdag tilbage i oktober 2021.

Maria Kofod Larsen stod i en lignende situation. Efter 20 år i landbrugsvirksomheden DLG Group besluttede hun at »klippe navlestrengen«, da hovedkontoret skulle flytte fra København til Fredericia. Efter halvandet år i et job uden ledelsesansvar gik det op for hende, at hun ville tilbage i lederrollen. Der var bare ikke tid til at finde den rette stilling.

»Jeg giver mig altid hundrede procent plus det løse i mit arbejde. Så jeg havde ganske enkelt ikke tid nok til at mødes med headhuntere eller bare overveje, hvad det næste job skulle rumme, « fortæller hun.

Efter lang tid med snuden i karrieresporet og en hverdag fyldt ’back-to-back med møder’, var det svært for både Gry Egstrup og Maria Kofod Larsen at få tid til at orientere sig mod nye veje. Det blev nødvendigt at få arbejdslivet på afstand.

Og de er ikke de eneste, der har det sådan. I kølvandet på coronakrisen skvulper lige nu den ene bølge af opsigelser og karriereskifte efter den anden over hele verden. I en global undersøgelse, foretaget af Microsoft i 2021, svarede 41 procent af de adspurgte, at de overvejer at sige op. På det danske arbejdsmarked satte den såkaldte jobomsætning rekord i 2021. Knap en million danskere satte sig i en ny stol på en ny arbejdsplads. I USA, hvor tendensen har været endnu mere markant, taler man om The Great Resignation - den store opsigelse. Vi siger op og skifter job som aldrig før. Men hvorfor?

Ledernes accelererede hverdag

Spørger man lektor i organisationsstudier ved CBS og seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Johan Simonsen Abildgaard, kan en forklaring på de mange opsigelser og behov for pauser være, at vi simpelthen har svært ved at få plads til os selv, samtidig med at vi skal følge med et accelererende tempo i samfundet.

»Forandrings- og produktions-tempoet er steget markant de seneste hundrede år siden industrialiseringen. Især har den seneste tids teknologiske udviklinger, mest markant internettet, accelereret mængden af informationer og forbindelser, vi skal eller kan tage stilling til hele tiden,« fortæller han.

Som leder ved du, at virksomheders overlevelsesdygtighed afhænger af evnen til at tilpasse sig en meget omskiftelig og globaliseret verden. Det skaber hele tiden nye muligheder. Og i takt med de ekspanderende muligheder forventes mere udvikling og mere vækst. Det stiller store krav til lederens orientering udadtil, fortæller Johan Simonsen Abildgaard.

»Det kan være hårdt at navigere i at vedligeholde en drift, samtidig med at man skal navigere i de mange nye tiltag, som konstant søger at tilpasse virksomheden og driften til samfundets accelererende udvikling. Dertil er ledere typisk meget efterspurgte og tilgængeliggjorte i organisationen. Derfor tænker jeg, at pausen kan være vejen til at få vendt blikket mere indad for flere ledere, der har muligheden og resurserne til det, « siger Johan Simonsen Abildgaard.

Tiden til at fokusere indad

For Gry Egstrup er pausen netop brugt på at vende fokus mere indad. For at få tid til det, har hun skåret ned på antallet af kaffemøder med headhuntere og netværk. Det giver plads til mere ro og refleksion. Men fagligheden bruger hun stadig i andre kreative sammenhæng, for eksempel hendes nye podcastprojekt. Og måske skal det fremtidige job netop rumme flere kreative elementer. Det vigtige er, at hun har tid til at prøve sig frem, fortæller hun:

»Jeg er i en proces, hvor jeg bliver nødt til at finde ud af, om jeg skal gå af samme line. Det tager tid at finde ud af. Der er jo mange, der beder mig om at mærke efter – men hvordan gør man lige det? Jeg ser det i stedet som en proces, der tager tid. Det kræver, at man gør noget andet, end man er vant til, og pludselig kommer man ind på noget, som er tættere på det, man søger, « fortæller hun.

Det er ikke længere den rigtige titel i den rigtige virksomhed, der lokker:

»På et tidspunkt bliver det mere vigtigt, hvad man vil arbejde for. I trediverne tænkte jeg mest på at præstere og vise mig selv, at jeg godt kan skabe resultater og få ansvar. Dengang skulle jeg bevise, at jeg er ambitiøs. Men der, hvor jeg er nu, er det nok på tide at finde ud af, hvad der gør mig glad, og hvor kan jeg finde energi,” siger hun. Lige nu er det heller ikke sikkert, at det lige er ledelse, der trækker, fortæller hun. Paletten af muligheder er åben.

For Maria Kofod Larsen er der er ingen tvivl om retningen. Hun er ’leder ind til benet’, som hun kalder det. Alligevel er pausen nødvendig for at finde jobbet med de rette ingredienser, siger hun.

Og smagen for de rette ingredienser er først rigtig fundet i pausen. Det er nu, hun har haft tid til at tænke højt og grundigt over, hvilke elementer hun bør søge i sin næste lederstilling.

»Når jeg taler med folk om min situation og mine ønsker, er det ofte først, når jeg får sagt mine tanker højt, at jeg kan mærke, om det egentlig føles rigtigt, « siger hun.

Både familie, spinningcoaches og ældrevennen Torkil, som hun fik kontakt til i sin pause, har været med inde i overvejelserne. Samtalerne har været med til at hive de lidt højtravende og kritiske tanker ned på jorden, fortæller hun.

Resultatet af pausen har været, at hun er kommet tættere på sig selv. Jobsamtaler, der kredser om CV og erfaringer, trumfes af samtaler, der stiller fokus på hende som person:

»I et af de jobinterviews, jeg har været til, stillede de spørgsmålet: ‘Hvad er du rundet af som person?’, og det synes jeg var fantastisk i stedet for, at jeg skulle remse mine erfaringer op fra mit CV. Et andet spørgsmål var: ‘Hvad har du brug for, for at du bliver god?’ og det var megafedt, for det sendte et signal om, at det er OK ikke at kunne det hele, men at man ville få hjælp til at få det bedste udgangspunkt som person - ikke som den ideelle forestilling om en leder – men som person, « fortæller hun.

For Maria Kofod Larsen er det ikke svært at indrømme, at hun savner en hverdag med fart over feltet. Men pausen har givet plads til at hive hendes eget liv op i et højere perspektiv, fortæller hun.

Opgøret med travhedsledelse

Både Gry Egstrup og Maria Kofod Larsen genkender, at hverdagen for lederen er meget travl. Derfor havde de brug for pausen for at få tid og ro til at se fremad. Men det var ikke utilfredshed med deres arbejdsliv, der udløste deres opsigelse.

Anderledes føltes beslutningen for Louise Sparf. Første gang, hun sagde op og tog en pause, var tilbage i 2017. Dengang kom opsigelsen fra en højt placeret lederstilling i Skat næsten fra den ene dag til den anden.

»Det var et fravalg af træge beslutningsprocesser, ineffektivitet og en maskulin og hård travlhedskultur og et tilvalg af mig selv, « fortæller hun om beslutningen.

I fem måneder gav Louise Sparf sig tid til at tænke over, hvordan hun kunne trives i arbejdet igen, før hun startede som direktør og senere administrerende direktør for en hundredemand stor it-virksomhed.

»Denne gang var jeg en helt anden leder, « fortæller hun.

Pausen havde gjort det klart for hende, at der var brug for et opgør med en ledelseskultur, ’hvor travlhed og hastighed er Gud’:

»Før første pause kan jeg huske, at jeg stormede rundt med hurtige skridt, en overbooket kalender og var travl. For ledere er travlhed jo et signal om, at du er vigtig. Men jeg havde ikke tid til at stoppe op og være nærværende med medarbejderne, fordi jeg hele tiden skulle til møder, « fortæller hun.

Da Louise Sparf startede arbejdet igen, tog hun gåture, yoga og pauser med ind i arbejdslivet.

»Efterfølgende tog jeg et aktivt valg om at planlægge efter at have mere tid til fordybelse og nærvær. Og så lovede jeg mig selv at have mindre travlt. Helt konkret har jeg i fem år forsøgt at efterleve princippet om ikke at arbejde mere end 40 timer om ugen. Og det kan altså lade sig gøre - også som administrerende direktør, « konstaterer hun.

Gry Egstrup og Maria Kofod Larsen sidder på hver sin side af Louise Sparf, mens hun taler. Gry Egstrup nikker genkendende og tilføjer:

»Jeg har haft mere tid til at tænke over min egen rolle som leder i de fire måneder, jeg har været på pause nu, end i de mange år, jeg har været fungerende leder. Det er jo paradoksalt, « konstaterer hun.

»Blandt andet har jeg tænkt meget over, hvordan jeg selv har været kulturbærende i en travlhedskultur. Det er særligt vores ansvar som ledere at skabe rum for pustepauser. Men det er svært, når man er i det, fordi travlhedskulturen blandt ledere er så udbredt, « siger hun.

’Hvad skal du nu?’

Netop den travlhedskultur, de tre ledere oplever, gør det til et forventningsbrud at tage en pause. Maria Kofod Larsen, Gry Egstrup og Louise Sparf nikker på skift genkendende til hinanden, når de beretter om, at travlhed, i den ledelsesverden de kommer fra, er et positivt tegn på, at man er produktiv. Derfor kan pausen fra lederjobbet også opfattes af omverdenen som et tab, fortæller de. Af identitet og social status.

De beretter om de let akavede reaktioner fra deres netværk, pausen udløste.

»Tilbage i oktober, da jeg holdt afskedsreception for mit team, kom en medarbejder op til mig og spurgte mig, hvad jeg nu skulle. Da jeg blot svarede ‘ingenting’ troede han ikke på mig. ‘Du kan da godt sige til mig, hvad din plan er? - sagde han, « fortæller Gry Egstrup og tilføjer med et grin: »Han troede simpelthen ikke på, at jeg ikke havde en plan«.

Maria Kofod Larsen har også fået kommentarer fra tidligere medarbejdere, der i en spøgende tone kommenterede hendes hyppige feriebilleder på Facebook fra Bornholm og Italien. »’Hva’, har du ikke et arbejde, du skal passe?’ skrev en, ’Hvortil jeg bare svarede ‘næ’« fortæller hun. »Det kom der så intet svar til«, fortsætter hun med et slet skjult trodsigt smil.

Men det er ikke kun tidligere kolleger, der reagerer på pausen med en let uforståenhed eller stilhed. Uden en titel kan selv de simpleste interaktioner med omverdenen blive kejtede, fortæller de.

»Bare da jeg forleden skulle købe en brugt bil, var det første spørgsmål til mig, hvad jeg lavede til dagligt. Jeg skulle bare købe en bil. Men det er også det første spørgsmål til et hvilket som helst middagsselskab,« siger Gry Egstrup.

Louise Sparf supplerer prompte:

»Da jeg var administrerende direktør, forsøgte jeg ofte at introducere mig selv med andet end min titel. Men så kunne jeg bare mærke, at folk hurtigere mistede interessen for mig. Hvis jeg derimod introducerede mig selv som administrerende direktør, havde jeg folks opmærksomhed lige med det samme. Jeg synes, det er vanvittigt, hvor meget titler betyder.«

Alle tre ledere fremhæver, at det at miste sin titel fylder enormt meget i en arbejdspause på trods af, at de stadig forsøger at gøre små oprør mod en kultur, hvor personer positioneres og defineres af titler, fortæller de.

Det skal du overveje før du tager pausen

Men inden du begiver dig hovedkulds ud i en opsigelse, er det måske værd at overveje risikoen. Hverken Maria Kofod Larsen eller Gry Egstrup er blege for at erkende, at deres pauser var privilegerede. Gry Egstrup fik sin pause finansieret, da TDC Group blev nedlagt, og Maria Kofod Larsen havde mulighed for at spare en sum op, der finansierede hendes egen pause. For Louise Sparf var pausen dog ikke uden omkostninger, da hun i mange år var den, der gjorde karriere og havde den højeste indtægt i hjemmet.

»Vi har skullet omprioritere og tage en række vigtige valg om, hvordan vi bruger vores penge. Det kan mærkes, når den ene part går firefemtedele ned i løn. Mine valg har dermed påvirket vores liv – ikke negativt, men ikke uden bekymringer, usikkerhed og tvivl, « siger hun og understreger, at hendes selvvalgte pauser har været uden a-kasse, lønsikring eller flotte fratrædelsesgratialer.

Og så er det også værd at bemærke, at det kan være sværere at tage en arbejdspausen for nogle end andre.

Har I slet ikke oplevet, at I bliver lidt glemt?

På det spørgsmål svarer alle tre bestemt ’nej’.

»Men frygten eksisterer. Jeg har jo også gjort noget for at holde kontakten, for selvfølgelig dukker man ikke op på samme måde mere. Man bliver ikke inviteret til ting i kraft af sin titel, hvilket man er vant til«, siger Maria Kofod Larsen, som aktivt har dyrket sit netværk i pausen.

Gry Egstrup tilføjer:

»Det kan sagtens være en reelt begrundet frygt, at man bliver glemt. Nu er vi alle tre nogle typer, der ofte rækker ud, laver podcast eller andet. Så jo, selvfølgelig, hvis man er en anden type, der putter sig lidt mere, eller hvis du har passeret en alder og er i slutningen af arbejdslivet, så er der jo en risiko forbundet med pausen. Helt konkret, om folk kan få øje på dig igen.«

Det er blandt andet mødet med en titel- og travlhedsoptaget kultur, Gry Egstrup, Maria Kofod Larsen og Louise Sparf har reflekteret over sammen, når de har mødt hinanden over frokostaftaler i pausen. Samtalerne har ført til et fælles debatindlæg i Børsen, og senest har de sammen foretaget deres egen interviewundersøgelse med topledere fra erhvervslivet om arbejdspauserne. Fra de interviews har de erfaret, at pausen er mere normal, end man skulle tro. Men flere højtplacerede ledere tør ikke melde det ud, når de tager en pause, da det bryder med forventningerne til, hvad en leder er skåret af:

»Der ligger helt klart nogle feminine værdier i sårbarhed og det at mærke efter, hvorimod det resultatorienterede, som vi alle besidder, opfattes som mere macho. Det er der rigtig mange ledere, der er båret af, « fortæller Gry Egstrup.

De tre tror heller ikke på, det er tilfældigt, at det lige er tre kvinder, som engagerer sig i pausedagsordenen.

»Jeg kender mange mænd, som mener det samme som os, men ikke vil stå frem med deres pause. Det betyder jo, at det er rigtig svært at ændre den arbejdspladskultur, som vi gerne vil skubbe til, « siger Louise Sparf.

»Vi har en tendens til at se pausen som noget dovent. Noget uproduktivt. Men pause er udvikling. Jeg plejer at sige, at pause er performance. «  

Frem ad nye veje

Siden efteråret 2021 har Louise Sparf været på sin anden arbejdspause fra den IT-virksomhed, hun var administrerende direktør for. Og denne gang resulterede arbejdspausen i en helt ny retning som selvstændig. Hun er stadig beskæftiget med ledelse, dog som som ’talskvinde for det nye ledelsesparadigme’ - en titel, som hun efter nogen betænkningstid synes er passende.

Som nyudklækket selvstændig har Louise Sparf fået mere plads til pauser. Hun planlægger sin arbejdsuge efter 2-1-2-modellen. To dages fakturerbart arbejde, en dag fri, og to dage som bruges på con-amore-projekter som samtalesaloner, podcasten Det meningsfulde Arbejdsliv og et spirende forfatterskab.

»Jeg har ikke lyst til at køre en femdages uge igen, « konstaterer hun.

Kort efter Lederstof mødte Maria Kofod Larsen er hun startet i en ny stilling hos bilimportøren Semler Gruppen. Her skal hun som Vice President for People, Communication & ESG stå i spidsen for virksomhedens kultur og kommunikation. Jobbet indeholder de værdier, hun søger, den rette diversitet af kolleger, og så var ledelsens fokus i samtalerne med hende afgørende for valget, fortæller hun.  

Gry Egstrup er stadig i processen med at finde ud af, hvilken retning, det næste skridt skal tages i. Indtil da arbejder hun på sit podcastprojekt Gentænk. Men hun er ikke bange for at stå ved sin pause.

»Der er flere og flere, der beretter om at stoppe uden en plan A eller B. Det sagde du bare ikke til nogen før i tiden. På LinkdIn lod man sin gamle stilling stå, indtil der var noget nyt på vej. Det har ændret sig; der er nu flere der melder deres pause ud åbent og bliver hyldet for det online , « fortæller hun.

Fra og med februar er det muligt at fylde hullerne i sit online-CV på LinkedIn. Hullerne kan fyldes med ’fokus på mental velvære’, ’rejse til Sydamerika’ eller ’sabbatår’. For alle tre er det et tegn på, at det bliver mere normalt at tage en arbejdspause. Og det er vigtigt, siger de.

Men der er altså ikke én korrekt måde at bruge sin pause på. Det vigtige er at komme på afstand af den travlhed, der støjer i hverdagen. Det har potentialet til at gøre dig til en bedre leder, mener Louise Sparf, som får det sidste ord i denne artikel:

»Vi tre er ikke ens, vi er ret forskellige, derfor har vi også udnyttet pauserne forskelligt, men det vi har været fælles er, at vi har givet os selv det rum og den tid, der skal til for at finde ind til sig selv. Når du træder tilbage i lederrollen, er det en kæmpe fordel. Du kan bedre flytte mennesker, når du er helt klar over, hvor du selv står. I ro, nærvær og autenticitet. De ting kommer ikke af at sige, at man er det. De kommer af at tage tiden til at blive det.«