»Jeg har brug for at kende folk for at lede dem«

Datoen er 24. marts 2016. Stedet er Herning. Anledningen er en ubetydelig træningskamp og så alligevel ikke. Det er nemlig første gang, det danske fodboldlandshold skal spille kamp under ledelse af sin nye træner. Norske Åge Hareide, på det tidspunkt 62 år, er blevet ansat efter, at den fagligt dygtige og detaljefokuserede Morten Olsen har siddet på posten i 15 år. Resultaterne har på det seneste været skuffende, pressen er stærkt kritisk, og holdet er, hvad Åge Hareide kalder ”pisket”.

”Man kunne se det på kropssproget. Spillerne var ikke vrede eller skuffede, men ligesom opgivende, og sådan var stemningen også rundt om holdet. De danske tilskuere kan være hårde, når det går dårligt for det danske landshold,” fortæller Åge Hareide.

Denne dag i Herning kan nordmanden se i sine nye medarbejderes – spillernes – ansigter, at de er spændte på, hvad der skal ske under deres nye chef. Det er organisationen og tilskuerne også. Oven i købet er modstanderen den lille fodboldnation Island, der har imponeret alle ved at kvalificere sig direkte til EM i Frankrig og charmeret hele Europa til at lære at råbe ”Hu!” på vikingemaner.

Man skal tale med folk

Så fløjter dommeren, og Åge Hareides rejse mod VM er begyndt. Efter henholdsvis 50 og 53 minutter scorer Nicolai Jørgensen og sikrer dermed Danmark en 2-1 sejr og sin nye træner det, pressen kalder ”en perfekt debut”. Noget afgørende forløses.

”Der var en enorm lettelse, som jeg aldrig har oplevet før. Nogle dage efter rejste vi til Skotland og tabte på en personlig fejl, og der var sådan en følelse af ”åh nej, nu er vi tilbage i det igen”. Så det var en meget ujævn rejse i starten,” siger Åge Hareide.

Med på rejsen har Åge Hareide imidlertid et klart kompas som leder. En metode, der i sin enkelthed går ud på at tale med sine medarbejdere.

”Hvis du skal have folk til at gøre noget, skal de føle, at de er en del af noget. Alt for mange ledere taler alt for lidt med deres medarbejdere. Jeg ved godt, at det kan være svært med 10.000, 1.000 eller bare med 100 medarbejdere. Det tager lang tid, men man får så meget ud af det. Jeg kender mennesker, der aldrig taler med deres chef, og efter 25 år får de et guldur og et ”du har gjort det godt”. De skal have ros hver dag! Og også kritik, når det ikke går godt. En af de vigtigste ting for mig, når jeg skal lede, er at kende folk. Man er nødt til at have et forhold til sine medarbejdere,” siger Åge Hareide.

Alle trænere kan det samme

Det første, han gør, da han bliver ansat som dansk landstræner, er derfor at rejse rundt til de spillere, han tror, kan blive centrale for det hold, han skal sætte. Se deres kampe og tale med dem om, hvordan de har det, hvordan træningen går, og hvordan det ser ud på hjemmefronten. Det hele er nemlig vigtigt.

”Du kan ikke præstere på fodboldbanen, hvis du ikke har det godt. Så vi taler om det hele: det fysiske, det strategiske og det derhjemme – min dør er altid åben, og spillerne skal vide, at de har den frihed til at komme til mig med alt, hvad de har på hjerte – om det så handler om spillet, det sociale eller noget privat,” siger han og fortsætter:

”Alle fodboldtrænere kan nogenlunde det samme: Banen ser ud, som den gør, bolden er rund, man spiller 11 mod 11. Der, hvor vi er forskellige, er på det menneskelige. Jeg går op i at have et nært forhold til mine spillere. Jeg har selv spillet i to klubber i England, Manchester og Norwich. I Manchester var der lang afstand til træneren og masser af pisk – det kunne jeg ikke lide. I Norwich var vi næsten kammerater med træneren, vi spillede for ham. Nogle trænere er usikre på, om man kan blive for tæt med sine spillere – det har jeg aldrig oplevet. Jeg synes bare, det betyder, at jeg kan tale friere med dem. Alle kan jo lide at blive rost, så det er altid nemt. Men den dag det modsatte er nødvendigt, er det nemmere, hvis man er tætte.”

Find ledestjernen

Taktisk starter Åge Hareide rejsen med landsholdet ved at bygge spillet op om midtbanespilleren Christian Eriksen, hvis talent endnu ikke er blevet rigtig forløst på landsholdet på det tidspunkt. ”Når du vil iscenesætte offensiven, er du nødt til at være kreativ, og for mig som leder er det vigtigste at få forløst den kreativitet. Har man et stort talent på et hold – eller i en virksomhed – så må de andre på holdet eller i organisationen hjælpe med til at spille det talent frem. Hos os var det: ”Når vi vinder bolden, skal vi se på Christian.”

Jeg tror, at alle organisationer har sådan en ledestjerne. Ofte er vi forsigtige med at fremhæve én, fordi der kommer jantelov og jalousi. Men da er det vigtigt at fortælle de andre, at ”han er dygtig, men menneskeligt er han det samme værd som dig, og du er vigtig for holdet på en anden måde.” Lige fra den første kamp i Herning gør Åge Hareide da også en dyd ud af at fremhæve vandbærerne på landsholdet, der gør det muligt for offensivspillere som Christian Eriksen at shine. Også det kan andre brancher lære noget af, mener han:

”I en organisation er det ofte ”sælgerne”, de frembusende, der bliver fremhævet, men back office er lige så vigtigt. Alle de arbejdsmyrer, der står op hver dag og udfører en funktion for, at det hele kan hænge sammen. Alle er lige vigtige, og sådan skal vi tale til hinanden.”

Stærke værdier hjemmefra

Ligeværd og ros kan lyde som selvfølgelige lederværdier i et nordisk øre, men er det bestemt ikke i en høj-kompetitiv og brutal verden som professionel fodbold. En verden, der kan være barsk for unge spillere, som sælges til udlandet for svimlende summer og skal leve op til tårnhøje forventninger og samtidig lære en ny kultur og et nyt sprog at kende.

”De skal have lov til at være drenge, vi må ikke forvente, at de er voksne fra starten, men vi skal passe på dem,” siger Åge Hareide.

Selv blev han passet på af de ældre drenge derhjemme, som han spillede fodbold med og hurtig blev anfører for, fordi ledelse lå i blodet på ham.

”Det var altid mig, der var kaptajn på de hold og arrangerede, at vi cyklede rundt til kampe på nærliggende skoler. Fem-seks kilometer hver vej. Fordi jeg gerne ville lede, ja, men det var kammeratskabet, der betød noget, det at vi knyttede bånd. Mine kammerater er der stadig, når jeg kommer hjem. Så besøger jeg dem. Det er sjovt at se – mange af dem er pensionister nu. Rigtig gamle mænd. De passede på mig dengang og sørgede for, at jeg opførte mig ordentligt. Det glemmer jeg aldrig. Det var en opdragelseskultur – og vi skal opdrage hinanden! En ung spiller kan begå en fejl, der gør, at holdet taber, så vi må gøre ham tryg, så han ikke begår fejl,” siger Åge Hareide:

”Ligesom i en virksomhed, når der starter en ny medarbejder, skal vi tage imod ham eller hende og lukke hende ind i kulturen. Det er kun ”holdkammeraterne”, der kan gøre det. Nogle gange bliver det for koldt i erhvervslivet: ”Find en plads, og sæt dig der – og så ses vi til julefrokosten”. Der kan andre brancher definitivt lære noget af sporten. I alle organisationer, små eller store, skal du sørge for, at alle ved, at de er del af et team.”

Optimistisk som sin bedstemor

Åge Hareides nære team bestod fra starten af en mor, far og bror. Hans far var sømand, og hans storebror gik i farens fodspor. Foldbold blev der ikke snakket meget om i hjemmet i bygden Hareid i Norge. ”Min far var meget optaget af, at jeg skulle finde en profession. Først da jeg blev træner, blev han interesseret i fodbold. Det betød noget for ham, at jeg blev leder, tror jeg.”

Opvæksten gav ham stærke værdier og en hvilken i sig selv. Somrene tilbragte han hos sin bedstemor, som han havde mange gode samtaler med, indtil hun døde som 102-årig.

”Min bedstemor blev enke, da hun var 30 år. Hun ar alene med en bondegård og to små piger, hvoraf den ene var min mor. Det var hårdt, men hun var et meget optimistisk menneske, og det prægede hun mig med. Hun lærte mig, at livet er svært, det er ikke for amatører, men man skal arbejde hårdt og opføre sig godt,” siger han.

Optimismen får Åge Hareide brug for flere gange i sin rejse med det danske landshold frem mod VM. Ikke mindst i efteråret 2016, hvor holdet vinder 1-0 over Armenien, men taber 0-1 mod Montenegro: ”Oktober-november 2016 var en hård tid. Jeg forsøgte at analysere kampene over for journalisterne, men de ville kun se på resultaterne. Og jeg er jo enig; resultaterne er de vigtigste, men som træner må jeg se bag om resultaterne. I fodbold bliver du nogle gange lidt hjælpeløs, når du skal forklare, at holdet er godt på vej, selv om det taber. Når du bliver bombarderet med kritik udefra, gælder det om ikke at miste troen. Jeg brugte rigtig meget tid på at fortælle spillerne, at vi var på rette vej.”

Helt konkret lægger Åge Hareide en analyse med to kolonner på bordet foran spillerne, en for kampen mod Armenien, en for den mod Montenegro. I kolonnerne står antal målchancer, antal indlæg, hjørnespark, pocession (hvor meget af tiden, man har bolden, red.). og så videre.

”Så spurgte vi spillerne: Hvilken af de her to kampe tror I, vi vandt? Tallene var så ens, at det næsten var skræmmende. På den måde kan fodbold være meget brutalt, man kan tabe et helt mesterskab på målstregen, og det har jeg også gjort.”

Trygge mennesker laver færre fejl

Hvor nogen ledere måske ville sende frustrationerne videre nedad på sine underordnede, går Åge Hareide en anden vej: ”Mennesker laver altid fejl, det må man regne med. Men når de er trygge, laver de færre. Danskerne har et fantastisk udtryk: At man spiller sig ind i heldet. Det gælder om at blive ved – gøre det samme igen og igen, til man spiller sig ind i heldet. Det gjorde vi. Jeg var helt sikker på, at med de talenter vi havde, skulle vi nok nå det.”

Åge Hareide går også op i at opbygge organisationen rundt om holdet med en teknisk stab, en fysisk træner og en assisterende træner med en vigtig funktion: ”Jeg plukkede Jon Dahl Tomasson som assistent, fordi jeg ville have en, der kendte danskerne endnu bedre end jeg. En, som havde været med i lang tid. Et dansk foldboldikon med en masse mål bag sig, som de yngste spillere kunne se op til. Jeg var optaget af symbolikken i det, at han kunne komme ind og tage dem med på den rejse. Udadtil var symbolikken også vigtig – hans navn ville give os styrke.”

Øl, snaps og klipfisk

Åge Hareides nummer to har også en rolle som trænerens fortrolige.

”Selv om Jon er meget yngre end mig, kan vi tale om alt, også privat. Min stab er mine nærmeste, som jeg læner mig op ad, og jeg sammensætter dem ud fra sociale hensyn, nogle gange mere end faglige. For jeg er et meget socialt menneske, og jeg vil gerne arbejde sammen med mennesker, jeg kan tale med. Jeg er ikke nogen fodboldnørd på den måde.”

Og så har han et hemmeligt trick til at kitte organisationen sammen: ”I alle de klubber, jeg har været i, har jeg samlet min stab til middag, og det har jeg også gjort med det her hold. Jeg laver en spansk ret, Bacalao, med klipfisk, kartofler, løg, peber og paprika-salat. Alle kan lide det, og jeg kan lide den frie snak, det udløser at spise sammen på den måde. Hvis vi får lidt snaps og øl, kommer der nyttige ting frem – ikke ondskabsfulde ting, men det skaber en uformel, glad stemning. Vi er der ikke for at finde fejl ved hinanden, men for at have det godt sammen.”

På samme måde som Åge Hareide kan lide at løsne slipset og lade formerne falde ved sociale sammenkomster, er tøjlerne også forholdsvist løse i det daglige. ”Jeg er ikke kontrolfreak, for det fører bare til fejl-fokus. Folk har ansvar for deres egne ting og rapporterer ind undervejs. Det tager kun kort tid. Mennesker er forskellige, men jeg har ikke mødt nogen, der begår fejl med vilje. Så jeg tror på folk, indtil det modsatte er bevist.”

Skuffer man ham, kan man godt risikere en ordentlig skideballe. Det har et par journalister blandt andet fået at føle. Men den er hurtigt overstået.

”Jeg er aldrig rigtig sur, jeg er enten glad eller rasende, haha.”

Kampe er som juleaften

Glad er Åge Hareide altid lige før en kamp, der betyder noget.

”Jeg elsker kampene, adrenalin-kicket. Det er der, du kan mærke, at du lever – jeg tror også, du lever længere, når du kan mærke blodet bruse i årerne. Jeg har i hvert fald brug for det. Da jeg kom hjem fra England, hvor jeg havde spillet, blev der jo lidt stille, og der var jeg nødt til at tænde for radioen om lørdagen for at få bruset fra BBC. 81.000 tilskuere på Wembley, når Tottenham spiller mod Manchester United – det er fantastisk! Folk siger: ”Hvordan kan du klare det?” og ”Sikke et pres”, men jeg tænker kun på glæden. Ikke: ”Hvad sker der, hvis vi ikke vinder?” For der sker jo ingenting, egentlig. Du taber en kamp, en rejse stopper. Men hvis du vinder, så kommer der endnu mere energi. Kampen er som at åbne en gave juleaften,” siger Åge Hareide og fortsætter:

”I England sagde vi: ”On the manager’s face you can see everything”. Og det er jo rigtigt, så der er vigtigt at vise spillerne din energi. Vi står jo der med et ”vind eller forsvind” hængende over vores hoveder, og det er nemt at blive bange. Men jeg har masser af energi, fordi fodbold for mig heldigvis er lidt af en forlystelsespark.”

Da Danmark i september 2017spiller mod Polen, bliver det rigtig sjovt. Danmark vinder 4-0, og to måneder senere blæser Danmark Irland ud af banen i en 5-1-sejr – med Christian Eriksen som en maestro, der folder sig helt ud, eller som en engelsk fodboldkommentator beskriver det: ”Christian Eriksen … singlehandedly driving Denmark to the World Cup”. Nu står det klart, at Danmark skal med til VM. Nordmanden har nået sit første delmål.

”Resultater styrker altid. De styrker sammenholdet, og de styrker troen, og det vigtigste i fodbold er vores tro. Ligesom i resten af livet. Du kan tro på Jesus eller Muhammed eller på dig selv. Men hvis du ikke tror på noget, vandrer du i mørke.”