Jørn Aarup læner sig op af pæl
»Det første og vigtigste skridt er erkendelsen af, at du faktisk kan have et problem. Det er forudsætningen for, at du kan nå dertil, hvor du kan begynde at søge hjælp,« fortæller Jørn Aarup, der er stifter af Rehab Coach. Foto: Christian Als
Alkoholmisbrug

Jørn levede det hurtige liv som salgsdirektør, indtil han var døden nær af druk

Foto Christian Als
24. august 2023

Mange års alkoholmisbrug førte salgsdirektør Jørn Aarup ind i ’dødszonen’. Først da hans lever var ved at stå af, fik han styr på sig selv og hjælper nu andre i samme situation. Han har nogle konkrete bud på, hvordan du kan spotte, om du selv har et for højt alkoholforbrug.

Gå til Action card

Da Jørn Aarup som 25-årig rykkede hurtigt op i graderne og gik fra at være sælger til salgschef i Xerox-koncernen, var han en af de såkaldt ’festlige’ drenge. Det var tit ham, der foreslog at tage et par øl efter arbejde, og fredagsbaren eller festerne udviklede sig­­ ofte til regulært druk. På vej fra job kørte han som regel forbi fodboldklubben for at nuppe et par øl eller i kiosken for at få et par ’hapsere’.

Når der var møder med kunder eller forhandlere i både ind- og udland, gik det helt galt.

»Jeg og de andre sælgere levede efter et slogan, der hed ’find them, fuck them and forget them’. Hele vores tilgang til det med at performe var så outreret, og det skinnede igennem i vores adfærd. Vi havde Rolex-ure og store biler, og så gik vi aldrig af vejen for at feste igennem. Jo vildere, det var, jo bedre. Og jo vildere du var, jo mere helt var du på kontoret næste dag,« fortæller Jørn Aarup.

Når han i dag ser tilbage på sit liv som salgsdirektør i overhalingsbanen, kunne han godt ønske sig, at nogen havde taget fat i nakken på ham dengang. Udadtil var han en succes med stort hus i Dragør og dyre biler i garagen. Men i virkeligheden var han ved at gå op i limningen.

»I rigtig mange virksomheder er der mennesker, der lider af alkoholafhængighed, men mange ledere ved ikke, hvordan de skal tage den svære samtale, eller hvordan de kan hjælpe medarbejderen, eller sig selv. Tit kan det ellers gøre en kæmpe forskel at spotte en kollega i nød. Det kunne jeg godt selv have brugt,« siger Jørn Aarup.

Portrætbillede af Jørn Aarup
»Det vigtigste er, at du begynder at kigge på din adfærd i forhold til alkohol. Og på tankerne om det,« siger Jørn Aarup. Foto: Christian Als

Endte i ’dødsspiralen’
Det allerede betragtelige alkoholforbrug i Xerox-tiden sendte ham få år senere ind i det, han selv kalder ’en dødsspiral’, hvor han mistede sig selv og alt omkring sig. Jobbet, familien og huset i Dragør røg sig en tur, indtil han endte på et herberg, hvor hans helbred blev dårligere og dårligere.

Derouten kulminerede, da han i januar 2021 bogstaveligt talt så døden i øjnene – som 53-årig.

Den dag havde han drukket en hel flaske vodka og flere flasker vin og var voldsomt beruset, men vidste alligevel godt selv, at den var helt gal. Den skarpe smerte i maven, kombineret med de ukontrollerede opkast og den gule farve i øjnene, var ikke til at tage fejl af.

På Amager Hospital blev diagnosen bekræftet: Jørn Aarup havde akut leverbetændelse, udløst af de mange års alkoholmisbrug.

»Det var ikke første gang, jeg blev indlagt med leverproblemer, men da jeg lå i hospitalssengen var jeg stadigvæk ikke rigtig bevidst om, hvor alvorligt det var. I dag tænker jeg på det som mine sidste dage i dødszonen,« fortæller Jørn Aarup.

Jørn Aarup sidder ved Amager strand
Er du i tvivl om, hvorvidt dit eget alkoholforbrug er for voldsomt, så foreslår Jørn Aarup at lade det komme an på en prøve: »Start med en weekend uden alkohol og trap op til en ’hvid’ måned, og hold undervejs øje med, hvor meget dine tanker kredser om alkohol, og om dit humør ændrer dig.« Foto: Christian Als

Genopstod som Jørn 2.0
Da han efter fire dage skulle udskrives, fortalte en overlæge ham i klare vendinger, at han ville dø meget snart, hvis han fortsatte med at drikke. Umiddelbart efter inviterede hospitalspræsten ham til en snak. Det blev det helt store vendepunkt i hans liv.

»Efter en meget lang samtale, aftalte jeg med præsten, at vi ville begrave Jørn version 1.0. Hun sagde, at jeg skulle gå ud i verden et skridt ad gangen og tro på, at jeg kunne genopstå som 2.0. Under den snak skete der et eller andet i mig, som jeg næsten ikke kan beskrive, men konsekvensen blev, at jeg holdt op med drikke og fik mig et liv igen.«

Det er knapt 2,5 år siden, Jørn Aarup en gang for alle besluttede at holde sig ædru. Det løfte har han holdt. Han har i dag kastet sig ud i en helt ny karriere som coach i præstationsfremmende psykologi og kognitiv samtaleterapi og er for nylig blevet medstifter af firmaet Rehab Coach. Sammen med en tidligere elitesoldat kombinerer han kognitive samtaler med fysisk træning i et 12 ugers forløb til mennesker, der gerne vil ud af deres misbrug.

»Vi opfatter det som et supplement til de traditionelle afvænningstilbud og kombinerer 1:1 coaching med fysisk træning og gruppeseancer. Tilbuddet er henvendt til alle, der gerne vil finde den bedste udgave af sig selv via samlinger med fysisk træning og dialog,« fortæller Jørn Aarup, der også holder foredrag og speaks om misbrug på arbejdspladsen og hvordan misbrug påvirker resultaterne og trivslen på jobbet – med udgangspunkt i hans egen fortælling.

Så udbredt er alkohol på danske arbejdspladser

En helt ny pilotundersøgelse fra Alkohol & Samfund viser, at udfordringer med alkohol stadig fylder på de danske arbejdspladser. Knap hver tredje leder har oplevet alkoholrelaterede hændelser, som resulterer i forringet arbejdskvalitet og negativ påvirkning af virksomhedens omdømme.

Her er nogle af resultaterne fra undersøgelsen:

  • 36,5 procent svarer, at de månedligt drikker alkohol på arbejdspladsen. 
  • 40,8 procent svarer, at alkohol er en vigtig del af fejringer og firmafester. 
  • 20,8 procent svarer, at de er uenige eller helt uenige i, at de har et fornuftigt forhold til alkohol på deres arbejdsplads 
  • 53,7 procent svarer, at de har en nedskrevet alkoholpolitik, mens lidt over hver femte (21,5 procent) ikke har en nedskrevet alkoholpolitik. 
  • 93,5 procent af de adspurgte svarer, at der er alkohol til firmafester (julefrokost, påskefrokost, sommerfest, nytårskur m.m.) 
  • 27,4 procent af de adspurgte har haft alkoholrelaterede hændelser på arbejdspladsen. 
  • 25,8 procent af dem, der har haft alkoholrelaterede hændelser, har oplevet forringet arbejdskvalitet eller produktionstab. 
  • 22,6 procent af dem, der har haft alkoholrelaterede hændelser, har oplevet forringet arbejdsmiljø med mere sygefravær.  

Der indgår 124 repræsentanter fra danske virksomheder i spørgeskemaundersøgelsen samt 11 kvalitative interviews med repræsentanter fra virksomheder, hvor øverste ledelse og HR deltager.

Læs mere her: Rapport: Alkohol på arbejdspladsen | Alkohol & Samfund (alkohologsamfund.dk)

Fold ud

Snaps og vodka til morgenmad
Hans eget forbrug af alkohol var allerede højt, da han var i 20erne og 30erne, men eksploderede omkring 2015. Da hans misbrug var på sit højeste, startede dagen i Lidl, hvor han købte snaps og vodka til morgenmad.

»Når du vågner om morgenen, har du abstinenser; dit hjerte banker, og du sveder, og du kan ikke noget som helst, hvis du ikke får noget at drikke.«

De første år lykkedes det nogenlunde at passe jobbet som salgsdirektør. Men stille og roligt blev hans arbejdsindsats dårligere. Han mødte uforberedt op til kundemøder. Eller blev helt væk. Da han på et tidspunkt valgte at blive selvstændig, væltede korthuset.

»Hvor jeg før kunne læne mig op ad, at mine kolleger leverede resultaterne, blev det meget mere eksponeret, da jeg kørte mit eget firma. Min partner og jeg havde kontor i Nyhavn, og vi sjoflede medarbejderne gevaldigt, fordi vi syntes, det var sjovere at sidde på værtshus, end at passe butikken. Dér lagt jeg virkelig grunden til dagligt druk, også i arbejdstiden.«

I den periode kørte Jørn Aarup bil, besøgte kunder og sendte tilbud, alt sammen med en gevaldig promille. 

»Først kommer alle undskyldningerne, så kommer alle hemmelighederne, og til sidst kan du ikke passe dit arbejde mere. Når man er selvstændig, kan du pludselig ikke betale regningerne mere, og pludselig er du gået konkurs.«

Jørn Aarup står blandt buske og træer i naturen
»I rigtig mange virksomheder er der mennesker, der lider af alkoholafhængighed, men mange ledere ved ikke, hvordan de skal tage den svære samtale, eller hvordan de kan hjælpe medarbejderen, eller sig selv,« siger Jørn Aarup. Foto: Christian Als

Sådan spotter du, om du selv har et overforbrug
Baseret på hans egen nedtur har han nogle gode råd til, hvordan du selv som leder kan spotte, om du selv bare er en ’meget festlig type’, der godt kan lide at drikke en øl eller to derhjemme eller med kollegerne, eller om du er på vej ud i et egentligt overforbrug.

»Det vigtigste er, at du begynder at kigge på din adfærd i forhold til alkohol. Og på tankerne om det. Er det ofte dig, der siger til din hustru eller mand, at det har været en hård dag på jobbet, så skal vi ikke lige tage et glas vin? Er du altid den første, der foreslår at drikke øl eller vin på jobbet, og søger du altid sammenkomster med mennesker, hvor proppen bliver hevet af? Har du en saying oppe i hovedet, der får dig til at dreje forbi kiosken på vej hjem fra arbejde for lige at tage en kold øl? Så er du ved at være et sted, hvor alarmsignalerne lyser,« siger Jørn Aarup.

Efter hans erfaring bliver et alt for højt misbrug tit ’pakket ind’ i noget andet, der får misbruget til at se mere legitimt ud.

»I de kredse, jeg kom i som salgsdirektør, blev mange pludselig meget optaget af vin. De anskaffede sig vinreoler, vinkølere og havde et helt bibliotek med vinbøger. Men tit dækkede det egentlig bare over, at de havde et meget stort forbrug, og alt udstyret var bare rekvisitter.«

Test dig selv en weekend eller en måned
Inden hans eget misbrug kom helt ud af kontrol, havde han en længere periode, hvor han vågnede om morgenen, følte sig tør i munden, havde det småskidt og allerede længtes efter at få overstået arbejdsdagen, så han kunne hjem og få en kold øl eller et glas vin.

»Det var selvfølgelig et kæmpe faresignal om, at det allerede var begyndt at skride for mig. Mine tanker kredsede alt for meget om alkohol og førte til en adfærd, hvor jeg sad i fodboldklubben efter arbejde og drak en masse øl.«

Hvis du selv af og til nyder et lille glas vin om aftenen og måske overvejer, om det egentlig er ved at være for ofte, har Jørn Aarup en lille lakmusprøve, man kan udsætte sig selv for.

»Start med en weekend uden alkohol og trap op til en ’hvid’ måned, og hold undervejs øje med, hvor meget dine tanker kredser om alkohol, og om dit humør ændrer dig. Hvis du kan stå op om morgenen og ikke tænke på alkohol, og hvis du kan gå en måned uden at drikke, og uden at du overhovedet tænker på det som et savn, så har du i min optik ingen problemer,« siger Jørn Aarup. 

Jørn Aarup går på stranden
»I de kredse, jeg kom i som salgsdirektør, blev mange pludselig meget optaget af vin. Men tit dækkede det egentlig bare over, at de havde et meget stort forbrug,« fortæller Jørn Aarup. Foto: Christian Als

Lederen bør tage den svære samtale
Han vurderer, at langt de fleste i virkeligheden godt er klar over det, hvis alkoholforbruget er blevet for højt. Men det kan være rigtigt svært at indrømme over for sig selv.

»Det første og vigtigste skridt er erkendelsen af, at du faktisk kan have et problem. Det er forudsætningen for, at du kan nå dertil, hvor du kan begynde at søge hjælp,« konstaterer Jørn Aarup, der godt kunne tænke sig, at de danske arbejdspladser blev bedre til at spotte medarbejdere, der er på vej ud i misbrugsproblemer. Og til at gribe ind og tage den svære samtale.

»Mange alkoholikere er – ligesom jeg selv var det – dygtige til at skjule det. Men der er nogle små tegn, man kan kigge efter. For eksempel, hvis en medarbejder flere gange på en måned møder ind og virker lidt kvæstet, træt og irritabel, ikke rigtig er mentalt til stede, ikke får gjort sine ting, og måske lige pludselig er væk til frokost. På en arbejdsplads, der er meget præstationsorienteret, kan man ofte også se det i tallene, der støt og roligt går ned over tid. I dén situation skal man som leder turde tage konfrontationen, selv om det kan være grænseoverskridende og meget svært,« siger Jørn Aarup.

Jørn Aarup står ved legestativ
»Efter en meget lang samtale, aftalte jeg med præsten, at vi ville begrave Jørn version 1.0. Hun sagde, at jeg skulle gå ud i verden et skridt ad gangen og tro på, at jeg kunne genopstå som 2.0,« fortæller Jørn Aarup. Foto: Christian Als

Frygten for at fejle
I hans tilfælde var det i høj grad presset fra omgivelserne, forældre, kolleger mv, der gjorde frygten for at fejle til en medpassager i hans liv. Og noget, han kun kunne håndtere og dulme med alkohol og dyre statussymboler. I dag har han som ædru lagt frygten på hylden.

»Jeg er færdig med det hurtige liv og med ’ego-rejsen’. Penge, prestige og magt interesserer mig ikke længere. I stedet bruger jeg alt det, jeg selv har været igennem, til forhåbentlig at hjælpe andre mennesker. Det er ikke noget, jeg bliver rig af, men det føles utroligt meningsfyldt,« siger Jørn Aarup.

Han bor i dag skiftevis i en campingvogn i Frederiksværk og hos kæresten på Fyn. Campingvognen lånte han af en ven lige efter, han blev udskrevet fra Amager Hospital. Dengang blev den placeret på en mark hos en bonde i fødebyen Dragør, mens han forsøgte at finde frem til Jørn 2.0.

»Jeg havde ikke andet end et køleskab, min telefon, en computer og lidt tøj. Strøm og toilet lånte jeg i bondens lade. Og så brugte jeg ellers ni måneder, hvor jeg af frygt for tilbagefald stort set ikke turde forlade campingvognen, til at prøve at finde ud af hvem jeg er. Sådan startede mit nye liv – Jørn 2.0 – og det er jeg utroligt taknemmelig for i dag.«

Action Card

Jørn Aarups fem bedste råd om, hvordan du selv kan spotte om dit alkoholforbrug er for højt

  1. Vær ærlig overfor dig selv om dit forbrug. Vi ved som regel godt selv, hvis den er gal.
  2. Har du ændret vaner? Skal du lige have en øl i kiosken på vej hjem, eller lægger du vejen forbi en ven til et glas vin? Har du pastiller i bilen?
  3. Kredser din omgangskreds meget omkring alkohol? Ryd op i vennekredsen, hvis der altid er vin, øl og G&T på bordet. Ofte er det pakket ind i noget andet, for eksempel: ’Jeg interesser mig meget for vin’. Vinbøger, vinreoler og vinkølere kan dække over et egentligt misbrug
  4. Kan du tage på en weekendtur uden alkohol? Kan du tage en ’hvid’ uge eller måned? Prøv det, og observér undervejs, om du ændrer humør
  5. Det er cool at erkende sit misbrug. Det giver respekt, omsorg og forståelse, og er forudsætningen for at kunne søge hjælp.

Relateret indhold

Poul Pedersen kigger ud over sit mejeri

Mr. Thise om at sige farvel til sit livsprojekt: »Det har været frygteligt at stoppe, nærmest deprimerende«

I mere end tre årtier var Poul Pedersen drivkraften bag Thise Mejeri. Her fortæller den nu pensionerede direktør om at skabe en succes på trods. Om prisen for op til 18 timers arbejdsdage. Og om den følelse af både glæde og tomhed, han nu sidder tilbage med.
13 min.
Rasmus Meyer går på stranden

26-årige Rasmus har skabt en lederkarriere i Sierra Leone

Rasmus Meyer var bare 22 år, da han blev udnævnt til landechef for det danske shippingselskab OBT i Sierra Leone. Siden da er både omsætning og medarbejderskare firdoblet. Den autodidakte leder har skabt en arbejdsplads med plads til både kulturforskelle og fejl.
12 min.
Lone Damsgård kigger ud mod horisonten

Lone har kæmpet med ensomhed i lederjobbet. Og hun er langt fra den eneste

Ny undersøgelse viser, at mange ledere føler sig socialt og fagligt ensomme. Ledere vil gerne fremstå stærke og handlekraftige og tøver derfor med at åbne op for egne problemer og følelser, lyder det fra ekspert.
9 min.
Kåre Schultz fikser sit slips
Lederportræt

De kalder ham Hard-Kåre. Men han ser mere sig selv som ’Mr. Wolf’ fra Pulp Fiction

Kåre Schultz er kendt som en af de hårdeste nysere i dansk erhvervsliv, men han rummer også nogle overraskende bløde sider. For eksempel insisterer han på at holde mindst 10 ugers ferie om året.
14 min.
Mette Bertelsen Fredsgaard sidder på en stol og kigger ud af vinduet

Lederen af Psykiatrisk Center Glostrup sad i en motorvejskø i Tyskland, da tragedien ramte hendes arbejdsplads

Mette Bertelsen Fredsgaard var på vej i bil ned gennem Europa, da hun blev ringet op af en kollega fra det psykiatriske center, hvor hun er leder: Flere medarbejdere var angrebet med kniv. Senere afgik en læge ved døden, som følge af overfaldet begået af en patient. Her fortæller centerchefen, hvordan ledelsesteamet håndterede timerne og dagene efter tragedien.
12 min.
Eva Secher kigger ind i kameraet

Eva Secher er leder på samfundets yderste kant: »Personligt leder jeg ikke efter lykken, jeg leder mere efter mening«

Du skal kun blive leder, hvis du har ambitioner om at gøre en forskel, mener Eva Secher, der er direktør for Mændenes Hjem på Vesterbro i København. Hun går hver dag på arbejde for at gøre livet lidt mere tåleligt for hjemløse, stofmisbrugere og andre udsatte borgere.
9 min.